---
title: "Liv i midtbyen"
description: "Understøttende forudsætninger for en mere levende mitby"
date: "2026-01-28"
created: "2026-01-21"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Planer og projekter](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter)

                    [Kolding Bymidte](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter/kolding-bymidte)

                [Liv i midtbyen](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter/kolding-bymidte/liv-i-midtbyen)

# Liv i midtbyen

                ![Kolding Midtby - Jernbanegade](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/2d9b3154-cb96-461d-690a-08de59860ff8?width=800)

Kolding bymidte står over for et markant løft. I de kommende år investerer Kolding Kommune målrettet i udviklingen af bymidten. Ambitionen er at styrke bylivet, skabe bedre rammer for handel, ophold og oplevelser og sikre en bymidte, der fungerer for både borgere, erhvervsliv og besøgende.

 Der er i den forbindelse brug for at understøtte forudsætningerne for en mere levende, attraktiv og velfungerende bymidte – med den besøgende i centrum.

 Derfor hænges enheder – eller kameraer - op i midtbyen, som giver anonym viden om fodgængeres, cyklisters og trafikanters bevægelser – og hjælper os med at skabe en mere attraktiv bymidte. Et centralt element i arbejdet er at få en bedre forståelse af, hvordan bymidten faktisk bruges i hverdagen; hvor mennesker færdes, hvornår byen er mest levende, og hvordan trafik og bevægelse flyder gennem byens rum.

 I februar hænges to enheder op ved Rådhuset på Akseltorv fra to forskellige leverandører i et pilotprojekt. Når den endelige leverandør er valgt, bliver der installeret kameraer rundt i hele midtbyen for at kunne få så grundigt et datagrundlag som muligt.

## Bliv meget klogere på kameraerne i vores Q&A

###

                                    Bliver jeg overvåget af kameraerne, når jeg bevæger mig i midtbyen?

Nej. Kameraerne bruger en såkaldt edge-computing-teknologi, hvor data behandles direkte i kameraet. Billedmateriale slettes automatisk med det samme, og kun anonyme resultater – fx optællinger eller kategorier som “3 cykler og 1 bil” – sendes videre. Der er derfor ingen mulighed for at identificere personer, og data kan heller ikke bruges af fx politiet.

 I testperioden vil enhederne være tændt 24 timer i døgnet, mens det overvejes at slukke dem i nogle af timer i døgnet, når den endelige leverandør er valgt. Overvejelsen for dette er, at der er betydeligt mindre og ikke mindst ubetydelig trafik på nogle tidspunkter, lige som det også sparer strøm at slukke dem.

###

                                    Kan kameraerne genkende mig som person?

Nej. Kameraerne registrerer ikke ansigter, nummerplader eller andre personoplysninger. Data er anonymiseret fra start og bruges udelukkende til statistik og analyse af trafik og bevægelsesmønstre.

 Når kameraet skal kalibreres og have fokus på bestemte zoner fx i forbindelse med større events, kan få, udvalgte medarbejdere have adgang til et øjebliksbillede, som opdateres hver 15. minut. Her er personerne dog også slørede. Som du kan se på billedet, er der to lilla ringe. Det er det, der kan observeres. Det er dog vigtigt at nævne, at det billede du ser her, kun vises, hvis du arbejder med at opsætte afgrænsninger, zoner m.m. Det er altså ikke et live-billede, men et øjebliksbillede som vises, når du åbner systemet.

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/89c66e63-7311-42f0-4eb3-08de5d98c772?width=800)

###

                                    Hvad registrerer kameraerne helt konkret?

Kameraerne tæller og analyserer, hvordan fodgængere, cyklister og køretøjer bevæger sig i byen – herunder antal, typer og tidspunkter. De registrerer ikke, hvem du er, kun hvordan byen bruges. Kameraerne kan ikke genkende personer, cyklister m.m., så hvis du passerer det samme kamera igen, vil du blive talt flere gange.

###

                                    Hvorfor er det nødvendigt at bruge kameraer?

Kameraerne giver et præcist og løbende opdateret datagrundlag, som gør det muligt at planlægge byen bedre. Data hjælper med at forstå, hvor der opstår trængsel, hvilke ruter der bruges mest, og hvordan byens rum fungerer i praksis. Det kan skabe et datadrevet grundlag for at tiltrække endnu mere erhverv til midtbyen. Ved arrangementer vil det være muligt at se, hvor mange der deltager, og hvor de opholder sig. Når arrangementet er gratis, kan arrangøren bruge dataene til at vurdere og dokumentere, hvorvidt arrangementet var en succes.

Vi tager med andre ord et stærkt og effektivt værktøj i brug, der kan give kommunen og vores samarbejdspartnere en værdifuld viden.

###

                                    Hvordan bruges data i by- og mobilitetsplanlægningen?

Data bruges til at identificere flaskehalse, forbedre trafiksikkerheden, øge trygheden og udvikle mere attraktive byrum. Det betyder, at beslutninger kan træffes på baggrund af viden frem for mavefornemmelser.

###

                                    Hvem skal bruge data?

Data stilles til rådighed for Byrådet og Koldings erhvervsliv og kulturliv, så de får de bedst mulige forudsætninger for at udvikle en attraktiv og velfungerende bymidte til gavn for borgere, besøgende og erhverv.

###

                                    Hvor er kameraerne placeret?

*I første omgang placeres to enheder på Rådhuset, hvor to forskellige leverandører bliver testet. Herefter placeres kameraerne udvalgte steder i byen i* tæt samarbejde med den valgte leverandør med henblik på at sikre et præcist datagrundlag*. *****

###

                                    Er løsningen i overensstemmelse med GDPR?

Ja. Løsningen overholder gældende databeskyttelsesregler (GDPR), og der behandles ingen personoplysninger.

###

                                    Kan borgere få indsigt i resultaterne?

Ja. Resultaterne kan indgå i offentlige planer, analyser og beslutninger, så borgere kan se, hvordan data bidrager til byens udvikling. Det er desuden planlagt, at man på kolding.dk kan se data live.
