Marina City – svar på ofte stillede spørgsmål om klapning

Marina Citys ansøgning om at måtte klappe op til 360.000 m3 opgravet materialet har fremkaldt en debat, som i nogen grad har været præget af misforståelser.

”Det er rigtig godt, at mange er optaget af at værne om miljøet og naturen, og det er helt forståeligt, at mange er bekymrende for Lillebælts tilstand. Men det er også vigtigt, at vi sørger for, at debatten foregår på et faktuelt grundlag, så vi kan forholde os sagligt og nøgternt til udfordringerne,” siger Torben Gade, projektchef for Marina City.

Svar på ofte stillede spørgsmål

Herunder giver Torben Gade svar på nogle af de ofte stillede spørgsmål og usikkerheder om udgravning og klapning i Marina City-projektet.

Er det havneslam, der skal graves op og flyttes?
Nej, her er ikke tale om materiale fra hverken erhvervshavnen eller lystbådehavnen, hvor man kunne frygte forurening fra menneskelig aktivitet. Her er derimod tale om materiale fra Kolding Fjords bund. Der uddybes for at skabe tilstrækkelig vanddybde i den nye del af lystbådehavnen og den nye sejlrende hertil, og for at kunne udføre en stabil dæmning omkring det nye landareal.

Er materialet fra havbunden forurenet?
Nej. Materialet er grundigt undersøgt for en lang række stoffer, og niveauet ligger lige omkring det, som kaldes det naturlige baggrundsniveau – dvs. det niveau, som man typisk finder i bundmateriale i vores fjorde, bælter og havområder. Dette niveau ligger langt under grænseværdierne for, hvad Miljøstyrelsen sædvanligvis meddeler tilladelse til klapning af.

Vil materialet forurene Lillebælt med en masse tungmetaller?
I alle materialer (hvad enten det er sand i sandkassen, jord i køkkenhaven eller fjordbundsmateriale) er der altid et naturligt indhold af bl.a. tungmetaller. At flytte materialer med et naturligt indhold af tungmetaller betyder ikke, at man samtidigt skaber en forurening. Eksempel: Hvis man fx flytter 10 læs sand fra en grusgrav til en byggeplads, betyder det jo ikke, at man forurener byggepladsen med det naturlige indhold af tungmetaller, som er heri.

Hvorfor er der lavet to analyser?
Da der i 2017 blev indsamlet en masse prøver af bundmaterialet i fjorden til laboratorieundersøgelse, viste ét af prøvefelterne nogle helt uforklarlige måleresultater. Derfor blev der efter aftale med Miljøstyrelsen taget nye prøver det samme sted, og her viste resultaterne sig at være ”normale”, dvs. meget lig de omgivende prøver. Derfor blev det konkluderet, at der var sket en eller anden fejl ved den første prøvetagning. Dette fremgår i øvrigt af miljørapporten og ansøgningen om klaptilladelse.

Kan det opgravede materiale ikke nyttiggøres til andre formål?
Det materiale, der her er tale om, er såkaldt gytje, der naturligt er aflejret på Koldings fjordbund gennem tusindvis af år. Gytje er et materiale helt uden bæreevne, som vil være fuldstændig ustabilt ved brug i konstruktioner. Havde det være sand, grus, ler eller sten, kunne det have været nyttiggjort til fx opfyldning. Mange alternativer er undersøgt, men for netop denne type gytje findes der ikke i dag metoder, som teknisk, miljømæssigt eller økonomisk er brugbare.

Kan mængden af opgravet materiale ikke begrænses?
Der er faktisk taget en række skridt til at begrænse mængden af bundmaterialer, som skal genplaceres. Hele projektet er f.eks. trukket ind under land langs Skamlingsvejen i stedet for de gamle planer om at udvikle et stort område længere ud i fjorden. Vi har yderligere nedbragt mængden af materiale, som skal klappes, med 245.000 m3 – bl.a. ved at undlade at uddybe det nye havnebassin til fulde 3,5 meter overalt.

Hvorfor skal materialet klappes på Trelde Næs, der som bekendt har en værdifuld natur?
Stedet til genplacering af havbundsmaterialer kaldes noget misvisende for Trelde Næs klapplads, som om den ligger på næsset. Pladsen, som af staten er godkendt til sådanne aktiviteter, ligger et godt stykke fra land, nemlig 4-5 km fra Trelde Næs, 8 km fra kysten ved Juelsminde og 8 km fra Fyns nordkyst.

Hvorfor belaste Lillebælt med så meget opgravet havbundsmateriale?
Vi har alle en interesse i at passe godt på Lillebælt. Derfor er der naturligvis vurderet grundigt på, om klapningen kan medføre uheldig belastning af Lillebælt og naturforholdene her. Og konklusionen i miljøvurderingsrapporten er, at der ikke vil være nogen væsentlig påvirkning. Den rapport bliver nu studeret grundigt af miljømyndighederne, som har til opgave at sikre, at der ikke sker ødelæggelse af vores natur, hvorefter de tager stilling til vores ansøgning om at måtte klappe materialet.

Ødelægger vi ikke Naturpark Lillebælt, som vi ellers er så stolte af?
Klappladsen ligger uden for naturparkens afgrænsning. Men vand strømmer jo frem og tilbage i Lillebælt, og der er vurderet nøje på, om aktiviteten vil påvirke naturparken, og for den sags skyld også nærtliggende Natura 2000-områder. Og konklusionen i miljøvurderingsrapporten er, at der ikke vil være nogen væsentlig påvirkning.

Hvorfor ikke stoppe helt med at klappe?
Der har været debat om, at man generelt bør stoppe med at klappe uddybningsmaterialer her i Danmark. Materialerne kommer typisk fra uddybning/oprensning af havne og sejlrender, og fra anlægsprojekter af forskellig art. Der klappes 3-4 mio. m3 om året i hele landet (Marina Citys mængde svarer til ca. 10% af ét års mængde). Uddybning i er en nødvendighed, og både miljøministeren og Miljøstyrelsen har for nylig fastslået, at der ikke i dag findes gangbare alternativer til genplaceringen af sådanne havbundsmaterialer.

Gør Marina City noget for bæredygtigheden og biodiversiteten?
I projektet arbejdes der på en række fronter på at skåne miljøet og fremme bæredygtighed/cirkulær økonomi. F.eks. anvendes en ny type uimprægnerede pæle som fortøjningspæle og forankringspæle for flydebroerne, der bruges genbrugsplast til en række marine konstruktioner, og entreprenørerne dyster om at begrænse deres CO2-udslip, når opgaven med at uddybe og opfylde det nye landareal skal løses. 600 tons sten fra rydningsarbejderne i Marina City skal gå til nye stenrev i samarbejde med Koldings ”stenbank”, der etableres såkaldte Biohuts – kunstige sten- og muslingerev – under den nye ydermole, og så skal der udvikles ny erstatningsnatur i nærområdet i stedet for det stykke bynært natur, som går tabt mellem Skamlingvejen og hundeskoven.