---
title: "Marina Syd klar til nye sejlersæson"
description: "Hen over vinteren har Marina Syd i Kolding været en byggeplads. Men nu træder konturerne af en nyrestaureret og attraktiv marina frem i forårslyset."
date: "2026-03-30"
created: "2026-03-30"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Planer og projekter](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter)

                    [Marina City](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter/marina-city)

                    [Nyt om Marina City](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter/marina-city/nyt-om-marina-city)

                [Marina Syd klar til nye sejlersæson](https://www.kolding.dk/borger/planer-og-projekter/marina-city/nyt-om-marina-city/marina-syd-klar-til-nye-sejlersaeson)

# Marina Syd klar til nye sejlersæson

                ![Tr&#xE6;promenade Marina Syd](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/4813aed1-e887-42a4-bcf8-08de89a9b64c?width=800)

Trædækket på den første del af den nye havnepromenade.

Hen over vinteren har Marina Syd i Kolding været en byggeplads. Men nu træder konturerne af en nyrestaureret og attraktiv marina frem i forårslyset. Til påske åbnes den første mindre del af den nye havnepromenade, så der skabes adgang til ishus/grill, restaurant og flydebroer.

Entreprenøren og byggefolkene skulle egentlig først have været færdig med den første del af havnepromenaden i midten af april. Men trods den lange og hårde vinter er det lykkedes at blive klar til påske, hvor mange sejlere skal have deres båd i vandet og gøre klar til en ny sæson. Mange interesserede vil formentlig også bruge fridagene til at kikke forbi for at se, hvad der er sket på marinaen og måske få en is eller frokost med udsigt over lystbådehavnen og fjorden.

”Det, som er lavet indtil nu, er virkelig flot. Materialevalget matcher bygningerne på marinaen, og det er virkelig godt håndværk. Renoveringen og alt det, der er på vej, vil give hele området et kæmpeløft og virkelig skabe liv, sådan som marinaen fortjener,” lyder det anerkendende fra Morten Strøh, som ejer Restaurant Marinaen på Marina Syd.

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/0cb5d15f-eb73-404b-2dde-08de8be385d4?width=800)

*Morten Strøh, ejer af* *Restaurant Marinaen.*

Teglklinker og trædæk

Den første etape giver et indtryk af, hvordan den færdige havnepromenade kommer til at se ud.

Promenadens belægning består af sandfarvede teglklinker i et smukt og robust sildebensmønster, men trædækket langs vandet er fremstillet i kebony.

”Normalt ville man anvende tropisk hårdttræ til sådant et trædæk. Vi har valgt en mere bæredygtig løsning. Kebony er norsk fyrretræ modificeret med en biobaseret væske, hvilket sikrer en holdbarhed, som matcher tropisk hårdttræ,” forklarer Bjarne Tang Lauridsen.

Stensætningen med de store sten, som beskytter marinaen mod vandet fra fjorden, er også blevet renoveret. Den vilde bevoksning af hyben er fjernet, så kanten ud til havnebassinet nu står helt skarpt.

Med den første etape af havnepromenaden på plads er der nu let og direkte adgang til alle flydebroerne, der snart vil være fyldt med både.

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/137112aa-baef-45d6-bcf9-08de89a9b64c?width=800)

*Promenadens belægning består af sandfarvede teglklinker i et smukt og robust sildebensmønster.*

## Næste skridt

På kortet herunder kan du se, hvilke områder der fortsat er afspærret - markeret med gult.

Efter påske kommer der belægning på arealet foran de forskellige sejlklubber, så medlemmerne forsat har fuld adgang til faciliteterne og terrasserne med udsigt ud over vandet.

Ud over promenaden med tegl og træ vil områderne ud mod havnebassinet få et grønt udtryk, når der i løbet af foråret plantes træer, buske og stauder. Langs promenaden opsættes borde og bænke, der bliver mulighed for at grille, og børnene kan glæde sig til, at den eksisterende legeplads vender tilbage. Området er også gjort klar til, at skulpturen Tyren, som i dag står langs Jens Holms Vej, flytter til Marina Syd.

”Nu begynder visionen om at skabe et indbydende havnemiljø med nye rekreative tilbud og bedre adgang for alle virkelig at tage form. En ny, moderne marina er jo en del af vores ambitiøse Marina City-projekt, hvor vi i øjeblikket afventer forskellige tilladelser. Men vi sidder selvfølgelig ikke bare og venter. Vi arbejder vi på højtryk med at realisere de elementer, som under alle omstændigheder skal laves for at give Kolding et løft og binde midtbyen og fjorden bedre sammen. Ud fra den første etape af havnepromenaden har vi virkelig noget at glæde os til,” siger Koldings borgmester Jakob Ville.

I løbet af sommeren ventes de beskrevne dele af den nyrenoverede Marina Syd at stå klar.

Du kan læse mere om renoveringen af Marina Syd på [Marina Citys hjemmeside](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/c3977084-6a15-4be6-8271-e8580da45187 "Marina Citys hjemmeside").

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/1aefff85-1d7f-4666-bcfd-08de89a9b64c?width=800)

*Med gult kan du se, hvilke områder af Marina Syd der fortsat er afspærret.*
