Med projektet håber vi at skabe mødesteder i naturen som skal være tilgængelige for alle.
I løbet af juni og august 2017 har vi afholdt workshops med specifikt fokus på udvikling af de tre lokaliteter.

De kommende år vil Troldhedestien med støtte fra Realdania, Lokale- og Anlægsfonden og Friluftsrådet blive udbygget med nye mødesteder og aktiviteter fra Fynsvej til Dybvadbro Station.

Med de nye faciliteter vil vi fremme muligheden for at langt flere borgere kan opleve og få et forhold til naturen – både gennem nye faciliteter og praktiske elementer som fx toiletter samt gennem naturformidling og friluftsaktiviteter. Naturstien på den tidligere jernbanestrækning skal være et attraktivt tilbud til alle borgere – også mennesker med fysisk og psykiske udfordringer, der ikke bruger området særligt meget i dag. Visionen er, at borgere med forskellig baggrund og forudsætninger i stigende grad mødes. Det kan være et tilfældigt møde, hvor man mødes under en gåtur, eller et planlagt møde i forbindelse med et arrangement

Med respekt for den eksisterende natur skal Troldhedestien danne ramme om et større fællesskab med nye og anderledes mødesteder, hvor folk kan slappe af og hygge sig sammen. Allerede eksisterende forbindelser mellem steder og mennesker skal styrkes, og nye skal skabes.

Konkret indebærer det blandt andet:

  • Dybvadbro Station udbygges med forskellige friluftsaktiviteter, madpakkehus og shelters.
  • Ved Bramdrupdam Dam anlægges opholdsrum, som indbyder til leg og bevægelse.
  • I området omkring Skovløberhuset skabes mødesteder med udsigt ud over det smukke landskab.

Alle tre steder kommer der offentlige toiletter med handicapegnede forhold, overdækning, infoskærme med mere. Adgangsforholdene skal forbedres, så det bliver lettere for gangbesværede og kørestolsbrugere at få del i oplevelserne. Endelig skal formidling og historiefortælling styrkes på hele strækningen, og der dannes en tværgående gruppe, som skal understøtte aktiviteter og møder.

Troldhedestien bliver allerede brugt af borgere med særlige behov, men kun i begrænset omfang. For at blive klogere på, hvad der skal til for også at gøre området attraktivt for disse grupper, er beboere, brugere og medarbejdere fra Nordhøj, Bramdrupdam Bofællesskaber, Vækststedet, Marielund, Kulturhuset og Overmarksgården med i en designproces for at udvikle et bæredygtig projekt. Også naboer, lokalråd og en række foreninger er involveret i arbejdet, da målet er at skabe bedre rammer for alle.

Bramdrupdam dam

  • Stiforløb rundt om dammen
  • Opholdsrum til leg, bevægelse og stimulering af sanserne
  • Opholdsrum med borde, bænke og overdækning

Dybvadbro station

  • De eksisterende bygninger er blevet renoveret (offentligt toilet med handicapegnet forhold, grejopbevaring og tre mødelokaler med et nyt køkken
  • Etablering af samlingshus og bålpladser
  • Shelters (de bliver alle udviklet, så de er tilgængelige for også handicappede og kørestolsbrugere)

Skovløber stationen

  • Frilufts- og opholdsplateau på engen
  • En mindre stationsbygning med blandt andet handicaptoilet
  • Området foran og omkring Skovløberhuset er i 2018 blevet renoveret og forbedret, så de kvaliteter som stedet oprindeligt havde er bragt tilbage

På alle tre stationer vil der komme følgende faciliteter:

  • Infotavle
  • Handicaptoilet
  • Adgang til vand
  • Skraldespande
  • Overdækninger
  • Borde og bænke
  • Mulighed for madlavning i form af bålpladser eller grill
  • Mulighed for opladning af elcykel og udstyr til mindre cykelreparation

 

Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey