Skip til hoved indholdet

Skolestart

En gruppe børn med rygsække

Informationer om skolestart

Kolding Kommune er opdelt i 21 skoledistrikter med tilhørende distriktsskole. Barnet har ret til at blive indskrevet i distriktsskolen. Folkeskoleloven giver samtidig mulighed for, at forældre kan søge en anden skole end distriktsskolen - Det frie skolevalg. Det forudsætter dog at der er ledige pladser på den ønskede skole.

I slutningen af november vil forældrene til kommende skolebørn modtage et brev fra distriktsskolen omkring indskrivningen. Brevet sendes via digital post. Indskrivningen sker digitalt.

Forældre får endelig besked om optagelse i skolen i februar.

Børn starter i børnehaveklasse i det år de fylder seks år. Forældre har mulighed for at lade barnet begynde i børnehaveklasse et år tidligere - det vil sige i det kalenderår hvor de fylder fem år. Det kræver dog, at barnet fylder fem år inden 1. oktober og at barnet kan følge undervisningen i børnehaveklassen.

Mere om skolestart

Det frie skolevalg betyder, at barnet har krav på at blive optaget i den folkeskole man selv ønsker. Om skolen ligger i bopæls kommunen eller i en anden kommune er ligegyldigt.

Skolen kan kun give afslag på optagelse, hvis skolen ikke har plads. Og det bestemmes af de rammer, som byrådet i skolekommunen har sat for skolen.

Hvis der er flere ansøgere end der er pladser på den enkelte skole, træffes afgørelsen om optagelse efter følgende kriterier:

  1. Børn bosiddende i Kolding Kommune går forud for børn bosiddende i andre kommuner
  2. Herefter optages børn med søskende på skolen forud for andre børn. "Sammenbragte" børn betragtes som søskende.
  3. Herefter optages ud fra afstandsprincippet, dvs. de børn der bor nærmest skolen optages først. Afstand måles på samme måde som ved befordring.

Barnet har også ret til at blive optaget i skolefritidsordningen, hvis der en SFO på skolen.

Flytter barnet, har barnet ret til at fortsætte på skolen.

Bemærk at kommunens forpligtigelse til befordring ophører, såfremt der vælges en anden skole end distriktsskolen.

Ifølge folkeskoleloven har et barn undervisningspligt fra den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder seks år.

Forældre kan i særlige tilfælde søge om et års skoleudsættelse, hvis der foreligger en pædagogisk og udviklingsmæssig begrundelse.

En udsættelse af undervisningspligten kan være betinget af, at barnet optages i en børnehave.

Forældre kan naturligvis blive rådgivet af både barnets dagsinstitution og skole, i forbindelse med overvejelser omkring skoleudsættelse.

Ansøgningsfristen for skoleåret 2026/2027 er den 11. januar 2026.

Ansøgningsskema til udsættelse af skolestart 2026-2027

Tag kontakt til børnehaven eller Børne- og Uddannelsesområdet for yderligere information.

Det udfyldte og underskrevne ansøgningsskema skal sendes via Digital Post til Folkeskole og SFO

Børn, som er indskrevet i en folkeskole, tilbydes optagelse i glidende overgang med opstart pr. 1. april. 

Glidende overgang betyder at barnet starter i SFO'en på skolen, i et særligt tilrettelagt forløb. Her får barnet mulighed for at lære skolen at kende inden skolestarten efter sommerferien. 

Glidende overgang er med til at sikre:

  • at barnet får tid til at blive fortrolige med skolen, skolens personale og med de andre børn i indskolingen
  • at barnet får mulighed for at skabe nye relationer inden skolestart
  • at barnet starter i børnehaveklasse med overskud til alt det nye som venter
  • at forældre får tid til at vænne sig til det nye kapitel i barnets liv

Prisen for glidende overgang svarer til prisen for en fuldtidsplads i SFO. Juli måned er betalingsfri.

Tilmelding til glidende overgang foregår i den digitale pladsanvisning, NemPlads

Fravælges glidende overgang, er optagelsesdatoen den 1. august.

Pjece: Sådan booker du en plads til dit barn i glidende overgang

Orientering om databeskyttelsesreglerne ved indskrivning i skole og SFO

Kolding Kommune er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi har om dig og dit barn.

Vi er som dataansvarlig forpligtet til at oplyse dig om en række forhold og rettigheder, som du har. Du skal dog være opmærksom på, at der kan være undtagelser til rettighederne, fordi kommunen er en offentlig myndighed, der i mange tilfælde er forpligtet til at behandle personoplysningerne efter andre regler/anden lovgivning.

Du skal som udgangspunkt have besked om, at der behandles oplysninger om dig, hvem der er dataansvarlig, formålet med behandlingen, eventuelle modtagere af oplysningerne mm.

Formål med behandlingen

Kolding Kommune behandler personoplysningerne, fordi du indskriver dit barn i en folkeskole og evt. SFO i Kolding Kommune. Kommunen har ansvaret for folkeskolen og SFO’er og dermed ansvaret for at sikre dit barn undervisning mv., jf. folkeskoleloven. For at løse denne opgave har kommunen brug for at behandle relevante personoplysninger om dit barn og dig, jf. nedenfor om hvilke oplysningstyper der er relevante.

Kolding Kommunes sagsbehandling er omfattet af reglerne i databeskyttelsesforordningen og den supplerende databeskyttelseslov. Vi behandler dine oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1 og artikel 9, stk. 2. Desuden gælder databeskyttelseslovens kapitel 3. Loven gælder for både børn og voksne. Indehaveren af forældremyndigheden varetager normalt barnets rettigheder efter loven.

Dine rettigheder

Efter databeskyttelsesreglerne har du som udgangspunkt ret til:

  • At få indsigt i hvilke oplysninger, vi behandler om dig,
  • At gøre indsigelse mod, at vi behandler oplysningerne,
  • At bede om at få urigtige oplysninger om dig selv rettet,
  • I særlige tilfælde bede om at få dine personoplysninger slettet eller at få begrænset behandlingen,
  • At trække dit samtykke tilbage, ved at kontakte os.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder. Du kan finde vejledningen på www.datatilsynet.dk.

Hvor stammer dine oplysninger fra?

Kolding Kommune får normalt de fleste af de oplysninger, vi skal bruge, fra dig og dit barn i løbet af skoleforløbet. Men vi kan fx også hente oplysninger fra cpr-registreret eller andre offentlige myndigheder.

Vi registrerer og udveksler eventuelt oplysninger med andre myndigheder, parter i sagen eller andre, for at kunne sikre dit barns undervisning mv. i henhold til folkeskoleloven.

Har du givet samtykke til, at vi må indhente oplysninger vedrørende dig/dit barn i forbindelse barnets skolegang, kan du til enhver tid trække dit samtykke tilbage. Det gør du ved at kontakte os, jf. nedenfor under kontaktoplysninger.

Kategorier af personoplysninger som vi behandler

Oplysningerne er almindelige personoplysninger som navn, adresse, cpr.nr., andre kontaktoplysninger og sociale forhold. Det kan også være mere følsomme oplysninger om fx helbred.

Modtager af dine personoplysninger

Kolding Kommune videregiver kun dine personoplysninger, hvis vi er forpligtet hertil i henhold til lovgivning, har indgået kontrakt med tredjemand med henblik på at løse vores opgaver, andre offentlige myndigheder – f.eks. Udbetaling Danmark.

Opbevaring af dine oplysninger

Kommunen sletter oplysningerne, når din/dit barns sag ikke længere er aktiv og opbevaringspligten udløber samt når et eventuelt arkiveringskrav er opfyldt. Når oplysningerne er arkiveret eller slettet, har kommunen ikke længere adgang til dem.

Kontaktoplysninger

Kolding Kommune

CVR.nr.: 29 18 98 97

Akseltorv 1

6000 Kolding

Tlf. 79797979

Databeskyttelsesrådgiver - DPO

Databeskyttelsesrådgiveren kan oplyse dig nærmere om reglerne for databeskyttelse. Desuden kan databeskyttelsesrådgiveren vejlede dig om dine rettigheder i forhold til Kolding Kommunes behandling af dine personoplysninger, herunder hvilken organisatorisk enhed du skal rette henvendelse til, hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder.

Databeskyttelsesrådgiveren kan kontaktes på telefon 7979 7500 eller via e-mail: dpo@kolding.dk

Klage til Datatilsynet

Du har ret til at klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde kommunen behandler dine personoplysninger på. Du kan kontakte Datatilsynet via deres hjemmeside www.datatilsynet.dk eller på telefon 3319 3200.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje