---
title: "Hjemmeundervisning"
date: "2026-08-24"
created: "2024-03-12"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Skole og uddannelse](https://www.kolding.dk/borger/skole-og-uddannelse)

                [Hjemmeundervisning](https://www.kolding.dk/borger/skole-og-uddannelse/hjemmeundervisning)

# Hjemmeundervisning

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/24c81a6f-2e63-4013-e424-08db6ca010b5?width=800)
*Der gennemføres mindst to årlige tilsyn med hjemmeunderviste elever*

**Kolding Kommunes tilsyn med børn/unge i den undervisningspligtige alder, der hjemmeundervises, tager sit udgangspunkt i bekendtgørelsen af lov om friskoler og private grundskoler m.v.**

I Danmark er der undervisningspligt, men ikke skolepligt. Opfyldelse af undervisningspligten kan ske ved at sende barnet i en folkeskole, i en fri grundskole eller ved, at barnet bliver hjemmeundervist af forældrene selv eller en anden person. Forældres ret til selv at stå for deres børns undervisning er en frihedsrettighed, som fremgår af Grundlovens § 76.

Ved hjemmeundervisning har forældrene påtaget sig ansvaret for, at barnets undervisningspligt overholdes. Det er ikke muligt at kombinere delvis hjemmeundervisning med delvis skolegang. En hjemmeundervist elev kan derfor ikke samtidig være indskrevet på en folkeskole eller en fri grundskole.

Hjemmeundervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Overordnet betyder det, at hjemmeunderviste børn skal have modtaget en undervisning, som giver barnet de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis barnet havde gået i folkeskolen (Stå mål med-kravet). Hjemmeundervisningen skal som minimum omfatte undervisning i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag.

Tilsynet etableres ved, at den tilsynsførende senest 14 dage efter ansøgning om hjemmeundervisning er modtaget på forvaltningen, kontakter den/de ansvarlige for hjemmeundervisningens gennemførelse (typisk forældrene) med information om reglerne om hjemmeundervisning, der fremgår af bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Samtidig etableres aftale om et opstartsmøde med det formål at klarlægge grundlaget for hjemmeundervisningens gennemførelse, og samarbejdet herom.

Der gennemføres mindst 2 årlige tilsyn med hjemmeunderviste elever.

Der udarbejdes en rapport over hvert tilsynsbesøg, der tilsendes den/de, der oppebærer forældremyndigheden.

Kommunen kan som en del af tilsynet med hjemmeundervisning lade afholde prøver i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag. Det følger af friskolelovens § 35, stk. 2. Det er ikke et krav, at der skal afholdes prøver, men det er en mulighed som loven giver det kommunale tilsyn.

Når tilsynsførende vurderer, at undervisningen er forsvarlig, kan den fritage for tilsynet.

                            [Anmeldelse af hjemmeundervisning](https://kolding.xflow.dk/kolding/Login/LoginMitId?returnUrl=/kolding/Opret/8c574eb769b14)

Du kan logge ind med MitID.
