Skip til hoved indholdet

Marielund – Døgncenter for Socialpsykiatri

Marielund
Marielund

Marielund er Kolding kommunes socialpsykiatriske bosted. Her bor 29 mennesker i aldersgruppen 18-99 år. Alle lever med en sindslidelse, der påvirker dem i en grad, så de i en kortere eller længere periode har brug for hjælp og støtte.

På Marielund tager vi udgangspunkt i, at ethvert menneske er unikt og værdifuldt og har krav på, at blive mødt som sådan. Vi arbejder i miljøer, hvor nærhed, respekt, tilstedeværelse og engagement er nøgleord.

Vi ser det som vores primære opgave at støtte den enkelte beboer til at finde fodfæste og psykisk stabilitet i eget voksenliv gennem større selvstændighed og bedre selvforståelse.

På Marielund har man som beboer en 1 v. lejlighed på ca. 25 m2 med eget bad og toilet. Lejlighederne er fordelt på 4 vænger: Syrenvænget, Solsikkevænget, Bøgevænget og Violvænget.

Hvert vænge har sit eget køkken og spise-/dagligstue, hvor vængets beboere kan lave mad, spise sammen og hygge sig om aftenen. De har også egne terrasser.

Midt i huset ligger ”Drømmenes Café” – et sted hvor alle beboere kan mødes i et fællesskab på tværs. Her er der mulighed for at lave kreative aktiviteter, spille et spil, se film og TV i hjemmebiografen eller bare hygge sig.

Vi har også et motionsrum og en dejlig gårdhave. I haven har vi et musikhus og en bjælkehytte.

Marielund ligger tæt på Kolding Sygehus, hvorfra der er gode busforbindelser. Marielunds nærmeste nabo er Marielundskoven, hvor der er gode muligheder for at nyde naturen.

Et værelse på Marielund

Marielund udearealer

Marielunds fællesareal

Din hverdag på Marielund tager udgangspunkt i de mål og delmål, du arbejder med. Når du flytter ind, får du en tovholder, som hjælper dig med at samle trådene omkring dig og sikre, at arbejdet tager udgangspunkt i dine drømme, håb, ønsker og behov. I planlægger sammen, hvad der helt konkret skal arbejdes med, og hvem der hjælper og støtter dig i de enkelte dele.

Det betyder, at din hverdag vil indeholde forskellige tilbud, som hjælper dig til at nå dine mål. Det kan for eksempel være:

  • Miljøterapi – hvor du træner at skabe og opretholde en hverdag
  • Kognitive metoder – hvor der arbejdes med, hvordan vores tanker påvirker vores følelser og handlinger.
  • Systemisk/narrativ metode – hvor der arbejdes med de fortællinger, vi har om os selv og vores situation.
  • Musikterapi – hvor musikkens evne til at vække følelser, erindringer, ressourcer og relationer bruges til at skabe en positiv forandring.
  • Nada-akupunktur – hvor nåle i ørene kan give fysisk og psykisk ro i kroppen.

Sammen med din tovholder vil I finde de tilbud, som hjælper dig bedst på vejen mod målet.

Hermed får du en hverdag med daglige gøremål og aftaler på Marielund. Det kan også sagtens være aftaler uden for Marielund. Det kan for eksempel være, at du vil i gang med at arbejde, uddanne dig eller dyrke samværet med andre. Vi ser og udnytter gerne alle de spændende muligheder, der er.

På Marielund er du en del af et fællesskab.

Du er med til at skabe et godt samarbejde og en god stemning mellem beboerne. Alle bidrager til, at hverdagen fungerer. Opgaver som madlavning og opvask skal løses, da det er en vigtig del af livet - også når du flytter fra Marielund igen. Derfor er det noget, alle hjælper med i den grad, man kan.

Madlavning på Marielund

Der er god mulighed for at dyrke dine interesser, og det kan være rigtig hyggeligt at være sammen med andre om det. Om det er at male, tage på fisketur, se en god film, lave god mad eller noget helt andet. Du kan også blive inviteret med i motionsgruppen eller deltage i Fredagscaféen, hvor vi runder ugen af med sang og kage.

Fiskeri på Marielund

I løbet af året har vi vores sommerfest, musikaftener, lejrtur til Frydenborglejren og andre fælles oplevelser.

Og nogle gange sker der noget ekstraordinært. Se f.eks. videoerne her fra dengang vi fik besøg af Lis Sørensen, og vi lavede en udstilling på biblioteket.

”På Marielund kommer vi hinanden ved og hjælper hinanden; man lærer venlighed og accept, og det er vigtigt at tage med videre i livet.”
M – beboer på Marielund

Personalet på Marielund består af social- og sundhedsassistenter, socialpædagoger, ergoterapeuter, musikterapeuter, sygeplejesker, ernæringsassistenter, sekretærer og servicemedarbejdere.

Vi tager altid udgangspunkt i den enkelte beboer – og dermed netop din situation og udfordringer. Vi arbejder med individuelle planer og har mange forskellige metoder, som vi kan bruge. Gennemgående for det hele ligger begreberne rehabilitering og recovery. Det betyder, at vi ved, at beboerne har egne ressourcer, idéer og drømme, som kan hjælpe til bedring. Og vi tror på, at man kan komme sig helt eller delvist over sin psykiske sygdom. Det betyder ikke nødvendigvis, at man bliver symptomfri og vender tilbage til en hverdag, som den var før sygdommen, men snarere at man kommer videre i livet og genfinder ny mening. Og så ved vi, at vi som personale skal understøtte den enkelte.

Du kan se et eksempel på, hvordan vi arbejder med udgangspunkt i den enkelte, når vi laver musikterapi på Marielund i denne video:

På Marielund samarbejder vi med dem, der er vigtige for dig. Det kan være dit netværk og pårørende, læge, misbrugscenter, uddannelsessted, arbejdsplads osv.

På Marielund har vi et Brugerråd, der består af seks beboere og centerleder.

Brugerrådet er beboernes talerør. I brugerrådet drøftes det, der fylder i huset. Det kan være trivslen på den enkelte afdeling, ideer til aktiviteter eller ønsker for fremtiden. Alt med udgangspunkt i, hvad man som beboer gerne vil. Brugerrådet hjælper også med deres input, når Marielund laver retningslinjer og procedurer.

På Marielund vil vi rigtig gerne samarbejdet med pårørende og netværk i den grad beboerne ønsker det.

Vores udgangspunkt er, at dem, der står tæt på beboerne, er en god og vigtig ressource. Alle mennesker har brug for et netværk af gode mennesker omkring sig.

Vi holder pårørendeaftener 2 x årligt, hvor forskellige relevante emner tages op. Pårørende inviteres også med til den årlige Nytårskur og Sankt Hans fest. Har du som pårørende ønsker til emner, så send en mail til marielund@kolding.dk

Fællesspisning på Marielund sammen med pårørende

Pårørende kan også blive inviteret til undervisning i den konkrete psykiske lidelse og de problemer, der følger med. Dette for at give forståelse, indsigt og viden. Det vil altid være individuelle forløb.

Billederne her på hjemmesiden er taget af to pårørende: Bente Vilandt og Kurt Nielsen. Tak for hjælpen!

”Vi var bekymrede, da vores søn ville flytte til Marielund, for vi viste ikke, hvad det var for et sted. Men vi blev utroligt positivt overraskede over, hvor hjemligt det er og den gode glade stemning. Jeg blev benovet over, at jeg altid kan kontakte personalet, og den struktur de viser i deres arbejde – f.eks. ift. medicinen. Det betyder noget for vores tryghed.”
Bente – pårørende på Marielund

Bål sammen med pårørende på Marielund

Hvis du gerne vil bo på Marielund i en kortere eller længere periode, skal du tale med din sagsbehandler fra voksenrådgivningen. Sammen finder I ud af, om det er det rette tilbud for dig.

Der er både mulighed for vurderingsophold, træningsophold, midlertidige ophold (§107) og længerevarende ophold (§108). Inden du flytter ind, har du og din sagsbehandler lavet en plan for, hvad du skal have ud af at bo på Marielund.

Husleje:
Din husleje på Marielund afhænger af flere faktorer. Du kender din husleje, inden du flytter ind. El og varme opkræves á conto pr. måned. Der betales ikke indskud ved indflytning.

Kost:
Hver afdeling har et fast månedligt beløb til en kostkasse.

Vask:
Der er vaskemaskine og tørretumbler på hver afdeling. Du skal købe et vaskekort, som du kan betale med.

TV:
Marielund har opkobling til Stofas store tv-pakke. Der er også mulighed for at se tv i dagligstuen.

Internet:
På Marielund kan du logge på Kolding Kommunes hotspot. Hvis du har brug for mere internet, skal du selv stå for det.

Rengøring:
Du skal som udgangspunkt selv gøre rent i din lejlighed.

Inventar:
Lejligheden er istandsat, når du flytter ind. Du skal selv have indbo med.
Hvis lejligheden bliver misligholdt, skal du selv betale for at få det ordnet igen.

Nøgler og postkasse:
Ved indflytning får du 1 stk. postkassenøgle og 1 stk. nøglebrik til din lejlighed.
Hvis du mister din nøgle eller brik, skal du købe en ny.

Postkassen er placeret ved dit hjem.

Forsikring:
Marielund har ikke en fælles forsikring, så du opfordres til at tegne din egen ansvars- og indboforsikring.

Opsigelse af bolig:
Hvis du vil opsige din lejlighed på Marielund, kan det ske med en måneds varsel. Det vil sige, at du skal opsige din bolig inden d. første i en måned til udflytning senest den sidste dag i måneden. Der betales for opholdet, indtil lejligheden er endelig fraflyttet.

De frivillige på Marielund skaber hyggelige stunder og aktiviteter for og med beboerne. Det kan både være for den enkelte eller for en gruppe.

Vi tager udgangspunkt i det, du som frivillig gerne vil bidrage med og finder sammen ud af, hvordan opgaverne kan se ud.

Det kan for eksempel være at bage, lave mad til og med beboerne, lave aktiviteter knyttet til højtiderne, arrangere bankospil, quizaftener, bygge fuglehuse, reparere cykler eller noget helt andet.

Hvor meget tid du vil bruge på det, bestemmer du selv – og det kan både være morgen eller aften, hverdag eller weekend.

Vil du gerne være frivillig på Marielund så kontakt os på marielund@kolding.dk

”At være frivillig på Marielund er med til at give mit liv mening. Det giver mig glæde at vække glæde.” Birgit – frivillig på Marielund.

Hund på Marielund

Besøgshunden Tesla kommer en gang om ugen sammen med sin ejer.

På Marielund møder vi borgerne som det hele menneske og har borgerne i centrum.  Denne tilgang kalder vi for "Selvværd og Sammenhæng". Vi stiller spørgsmål, før vi giver svar og finder løsningen sammen med det enkelte menneske. Herefter gør vi løsningen mulig ved at bruge vores faglighed og inddrager andre faggrupper eller samarbejdspartnere for at få den gode løsning til at lykkes.

Det kræver, at vi er nysgerrige på vores egen faglighed, og at vi sammen tænker i nye løsninger for borgerne.

Vi vægter også fællesskabet højt – både i de enkelte enheder og på tværs, beboermæssigt og personalemæssigt.

Vi er en arbejdsplads, hvor vi hjælper hinanden med at skabe et højt kvalitetsniveau, og hvor vi forsat udvikler os. Humor, loyalitet og fleksibilitet vægter vi højt som et led i at have et godt arbejdsmiljø.

Hvis du vil være med til at udvikle socialpsykiatrien og gøre en forskel for vores beboere, så send os gerne en uopfordret ansøgning.

Tilsyn på Marielund

Døgncenter for socialpsykiatri

Marielund

Sygehusvej 10, 6000 Kolding
Tlf. 79798800