Flaskegivning
For nogle familier er amning ikke muligt eller det rette valg – og her er modermælkserstatning et godt og trygt alternativ. Det vigtigste er, at barnet får den næring og omsorg, det har brug for.
Vi kan vejlede jer i valg af modermælkserstatning samt i korrekt tilberedning og opbevaring, så I føler jer trygge i hverdagen. Samtidig lægger vi vægt på, at flaskegivning ikke kun handler om mad – men også om nærhed. Den tætte øjenkontakt, roen og samspillet under måltidet er mindst lige så vigtigt for barnets trivsel og udvikling.
Paced bottle feeding
Paced bottle feeding er en metode, der efterligner den naturlige rytme ved amning og hjælper barnet med selv at styre tempoet. Det kan gøre måltidet mere trygt og mindske risikoen for overfodring. Nogle enkle principper er:
- Hold flasken vandret, så mælken ikke strømmer hurtigt ud.
- Lad barnet tage pauser og trække vejret mellem suttebevægelserne.
- Lad barnet bestemme tempo og mængde – stop ikke automatisk, men følg barnets signaler om sult og mæthed.
- Hold øjenkontakt, tal blidt med barnet og skab ro omkring måltidet.
Metoden styrker barnets evne til at regulere egen sult og mæthed, samtidig med at måltidet bliver en hyggelig og nærværende oplevelse.
Kontakt din sundhedsplejerske for vejledning i både valg af modermælkserstatning og paced bottle feeding, så I får en god start på flaskemåltiderne.
Læs mere i pjecen Sunde børn