Pasning
En tryg start i pasning
Overgangen fra hjem til dagpleje eller vuggestue er en stor forandring – både for barnet og for jer som forældre. En god opstart er vigtig for, at barnet føler sig tryg og får en positiv begyndelse og overgang til sin nye hverdag.
Derfor tilbyder vi at deltage på opstartsmøder mellem jer og personalet i dagtilbuddet. På mødet er der fokus på barnets trivsel, styrker og behov – og hvordan vi sammen kan skabe de bedste rammer for en god hverdag.
Et opstartsmøde sammen med sundhedsplejersken kan være en fordel, fordi:
- Barnet oplever en sammenhæng mellem hjem, sundhedspleje og dagtilbud, som giver ekstra tryghed.
- Sundhedsplejen kan bidrage med erfaring og faglig viden, når der er særlige hensyn at tage.
- I som forældre kan få ro i maven ved at vide, at alle arbejder sammen om en god start.
Din sundhedsplejerske kommer til at tale med dig om deltagelse på opstartsmødet ved behov.
Konsulentfunktion
Sundhedsplejen som sparringspartner i dagtilbuddet
Når barnet er startet i dagpleje eller vuggestue, ser vi oftest ikke længere barnet med faste intervaller. I stedet har vi en konsulterende funktion, hvor vi kan træde til efter behov.
Det kan være, hvis I som forældre eller personalet i dagtilbuddet har spørgsmål til barnets trivsel, udvikling eller sundhed. Nogle gange vil det være den sundhedsplejerske, der allerede kender barnet, og andre gange vil det være den sundhedsplejerske, der er tilknyttet og kendt i dagtilbuddet. På den måde sikrer vi både kontinuitet for familien og en tæt kontakt til personalet i pasningen.
Vores rolle er at være en sparringspartner, som kan støtte og rådgive, når der opstår behov – altid med barnets trivsel i centrum.