Støtten ydes med det formål, at borgeren kan opnå færdigheder til at få hverdagen til at fungere.

Bevilling af støtte efter servicelovens § 85 beskriver de vejledende retningslinjer, som udgangspunkt gælder for tildeling af § 85 støtte.

Tildeling af § 85 støtte skal altid bero på en konkret, individuel vurdering og udredning af borgerens behov i samarbejde med borgeren.


Lovgrundlag

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Støtte efter § 85 ydes til:

  • Hjælp, støtte og omsorg til borgere med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller borgere med særlige sociale problemer.
  • Borgeren skal have behov for og ønske om udvikling af færdigheder.
  • Såfremt borgeren ikke kan profitere af optræning og vedligeholdelse af funktionsniveau, kan støtten bestå af støtte og omsorg.

Psykiatrirådgivningen visiterer:

  • Borgere mellem 18 og folkepensionsalderen.
  • Borgere over folkepensionsalderen, såfremt pågældende var visiteret til støtten inden folkepensionsalderen.
  • Seniorforvaltningen yder støtte efter servicelovens §85 i det omfang ydelsen tildeles borgere, der har tættest tilknytning til Seniorudvalgets område.

At borgeren gennem støtte bliver bedre i stand til at tage ansvar for og mestre hverdagslivet og samtidig opnår størst mulig indflydelse på eget liv.

Støtten ydes med det formål, at borgeren kan opnå færdigheder til at få hverdagen til at fungere. Dette, for at forbedre borgerens sociale og personlige funktionsniveau samt udviklingsmuligheder.

Støtten har et pædagogisk sigte. Indsatsen tager udgangspunkt i at udvikle, træne og fastholde borgeren i at bruge sine egne ressourcer.

Visitationsgrundlaget for § 85 støtte er udredningen af borgerens funktionsevne, borgerens ønsker samt en vurdering af de ressourcer der findes i borgerens netværk og eller i lokale/frivillige tilbud.

Grundtanken for visitation af § 85 støtte er, at det altid er den mindst indgribende ydelse, der understøtter borgeren, som tilbydes.

Al støtte skal have et udviklingsorienteret sigte. Herved menes at fokus er på hjælp til selvhjælp med henblik på, at forbedre eller bevare borgerens ressourcer. Indsatsen skal altid tage udgangspunkt i at motivere og træne borgeren i brugen af egne ressourcer.

Visitation til § 85 støtte sker på baggrund af Voksenudredningsmetoden (VUM) med tilhørende indsatsmål, udfærdiget i et samarbejde mellem borger og den visiterende myndighed. Indsatsmålene udarbejdes på baggrund af borgerens behov, ønsker og mål og ud fra en funktionsevnevurdering.

Såfremt borgeren gennem støtte ikke opnår de beskrevne indsatsmål over en given periode, skal borgerens funktionsevne, behov og indsatsmål revurderes.

Den visiterede § 85 støtte leveres i videst muligt omfang af Kolding Kommunes ansatte/tilbud på psykiatriområdet.

Området er ikke omfattet af frit valg af leverandører.

3-4 måneder efter opstart kontakter visiterende myndighed leverandøren for at sikre, at bestillingen matcher borgerens behov.

Visiterende myndighed foretager herefter opfølgning med henblik på at vurdere hvorvidt indsatsmålene er opnået. Opfølgningerne sker efter behov dog minimum én gang årligt.

Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey