Skip til hoved indholdet

Nyt busnet i Kolding

14. december 2025 træder det nye busnet og de nye buskøreplaner i kraft

    Hjem Borger Trafik, veje og parker Trafik og mobilitet Kollektiv trafik Nyt busnet i Kolding

14. december 2025 træder det nye busnet og de nye buskøreplaner i kraft. Målet med omlægningen er at styrke den kollektive trafik og få flere til at tage bussen ved at sikre mere direkte forbindelser, flere busafgange og et mere overskueligt bybusnet.

Fra denne side kan du se, hvordan busserne kommer til at køre fra 14. december.

Det nye bybusnet

Koldings bybusnet har brug for en opdatering. I dag er det svært at overskue, der er forholdsvis få afgange på mange af linjerne, og da bybusserne kører ad lange og kringlede ruter, bliver rejsetiden ofte unødig lang for mange passagerer.

Med det nye bybusnet bliver der som noget nyt lavet to såkaldte A-ruter – den ene kører nord-syd, den anden øst-vest. På disse to ruter kører bussen hyppigt (i dagtimerne på hverdage hvert kvarter) og mere direkte. Begge ruter betjener mange af de store rejsemål som f.eks. storcentret, sygehuset, de store boligområder og uddannelsesinstitutionerne.

De to A-ruter suppleres af fire andre bybuslinjer for at sikre en god dækning af hele byen, inklusiv en pendlerrute mellem Kolding Banegård og de mange arbejdspladser i Lilballe i den nordlige del af byen. Disse buslinjer har ca. halvt så mange afgange som A-ruterne.

De kun to forskellige frekvenser på henholdsvis A-busser og de andre bybuslinjer gør det let for passagererne at forholde sig til tilbuddet, da det er let at formidle.

Her kan du se, hvordan bussen kommer til at køre, når det nye bybusnet træder i kraft 14. december. Klik her for at se kortet i stor størrelse..

Hvad betyder det for din rejse?

Køreplanerne for det nye bybusnet bliver tilgængelig på www.sydtrafik.dk/kolding fra midten af november. Vi får også trykt nogle eksemplarer af køreplanerne, som kan hentes i Borgerservice, Nytorv 1, fra samme tidspunkt.

Allerede nu kan du se din rejse efter 14. december på Rejseplanen app eller Rejseplanen.dk.

Hvis du ikke er fortrolig med Rejseplanen, er det muligt at ringe Sydtrafiks kundecenter på 70 10 44 10.

Vi får også trykt nogle foldere, der kort fortæller om det nye bybusnet. Folderne kommer til at ligge på Kolding Bibliotek, Slotssøvejen 4, fra starten af november.

Nye bybuslinjer i Kolding

1A: Albuen – Mazantigade – Højhusene

Linje 1A betjener de mange arbejdspladser i erhvervsområdet vest for Kolding Storcenter og kører mod syd ad Vejlevej, Palmeallé og Islandsvej, hvor der er et stort passagerpotentiale. Den forsætter gennem bymidten og til Mazantigade ved busterminalen og Campus Kolding ud til Tvedvej og Højhusene.

Der er 4 afgange i timen mellem kl. 6.00 og kl. 18.00 på hverdage, og to afgange i timen om aftenen og i weekenderne.

2A: Knud Hansens Vej – Mazantigade – Bramdrupdam

Linje 2A kommer til at betjene det centrale Bramdrupdam og Bramdrup Skole, hvorefter den forsætter ad Vejlevej forbi Kolding Storcenter. Bussen betjener derefter ungdomsuddannelserne syd for Kolding Storcenter samt Kolding Sygehus, før den forsætter til Mazantigade ved busterminalen og derefter Campus Kolding. Linje 2A forsætter sydpå ad Haderslevvej og vender ved Knud Hansens Vej.

Der er 4 afgange i timen mellem kl. 6.00 og kl. 18.00 på hverdage, og to afgange i timen om aftenen og i weekenderne.

3: Munkevænget – Mazantigade – Dalby

Linje 3 betjener Munkevænget med Munkevængets Skole og fortsætter ad Esbjergvej og Lærkevej med flere tætte boligområder og arbejdspladserne nord for Esbjergvej og Lærkevej. Den fortsætter ad Skovvangen og gennem bymidten og betjener undervejs Kolding Sygehus, Mazantigade ved busterminalen og Campus Kolding, og forsætter derefter til Dalby ad bl.a. Agtrupvej og Idyl.

Der er to afgange i timen mellem kl. 6.00 og kl. 18.00 på hverdage, og en afgang i timen om aftenen og i weekender.

4: Drejens/Nr. Bjert – Mazantigade – Vonsild

Linje 4 samler kørslen på de nuværende linje 8 og linje 9 og betjener Nr. Bjert, Drejens og Lyshøjskolen gennem en cirkel ad Skolebakken, Nr. Bjertvej, Drejensvej og Forstallé. Den kører herefter direkte til Mazantigade ved Busterminalen ad Lyshøj Allé og Fynsvej, hvorefter den betjener Campus Kolding og fortsætter ad Østerbrogade og Dannersvej mod Sydbank Arena og Vonsild. Undervejs betjenes også Brændkjærskolen og erhvervsområdet omkring Ambolten og Jernet.

Der er to afgange i timen mellem kl. 6.00 og kl. 18.00 på hverdage, og en afgang i timen om aftenen og i weekender.

5: Busterminalen – Munkensdam – Seest – Knud Hansens Vej

Linje 5 betjener Seest via bl.a. Knud Hansens vej, Lykkegårdsvej og Seestvej undervejs til Munkensdam Gymnasium. Linjen fortsætter ad Seest Bakke og Tøndervej i retning mod Ålegården, bymidten og busterminalen.

Der er to afgange i timen mellem kl. 6.00 og kl. 18.00 på hverdage, og en afgang i timen om aftenen og i weekender.

Bemærk: Linje 5 og 10 starter og slutter ruten fra selve Busterminalen.

10: Busterminalen – Birkemose - Lilballe

Linje 10 bliver en pendler linje, der forbinder Kolding Banegård med arbejdspladserne i industriområdet i Lilballe. Undervejs betjenes det nye boligområde ved Birkemose.

Der er to afgange i timen i myldretiden og en afgang i timen i perioden mellem myldretiden om morgenen og myldretiden om eftermiddag. Linje 10 kører kun på hverdage.

Bemærk: Linje 5 og 10 starter og slutter ruten fra selve Busterminalen.

Flexrute i Kolding

Princippet om mere direkte forbindelser vil nogle steder betyde, at der bliver længere til stoppestedet. Dog er der et område, hvor det er vurderet, at afstanden bliver for lang, her giver vi mulighed for at bestille en Flexrute-kørsel. Tilbuddet gælder alle dage i tidsrummet kl. 6.00-00.00.

Flexruten i Kolding kører mellem busvendepladsen v/plejecentret Kirsebærhaven i Bramdrupdam og busterminalen på Mazantigade, når du har brug for det – uden fast køreplan. Flexruten stopper kun ved de to stoppesteder, og ruten kan variere afhængigt af øvrige bestillinger.

Du bestiller afhentning telefonisk på 76 608 608 alle dage mellem kl. 8-16. Du skal bestille senest 1 time, før du ønsker at køre, og prisen er den samme som en billet til bussen. Du betaler i bilen med kontanter eller betalingskort. Hvis du har et gyldigt pendlerkort, Kolding 65+ kort eller ungdomskort koster det ikke noget at benytte Flexrute.

Ændringer på regionale og lokale ruter

Rute 103 Vejle – Almind – Kolding

Rute 103 forenkles, så der ikke er forskellige rutevarianter i løbet af dagen. Den omlægges til at køre ad Skovvangen mellem Storcentret og busterminalen og kommer dermed til at betjene både Kolding Sygehus samt uddannelsesinstitutionerne Kolding Gymnasium og Hansenberg direkte.

Ruten vil fortsætte fra Busterminalen videre til Buen og fortsætte med at betjene Campus Kolding og bymidten ved både Sydbanevej og Klostergården.

Ruten får fortsat 28 daglige afgange hver vej på hverdage og 14 afgange hver vej i weekender.

Rute 207 Vejle – Ødsted – Ågård – Kolding

Rute 207 omlægges til at køre via Venusvej og Merkurvej, og giver dermed en betjening af erhvervsområdet, der ikke længere betjenes af rute 103.

Ruten får fortsat 12 daglige afgange hver vej på hverdage.

Rute 254 Kolding – Sdr. Bjert - Sønder Stenderup

Den nuværende rute 254 ændres til to ruter: 254 og 255 for at skabe et mere enkelt ruteforløb.

Rute 254 kører mellem Kolding, Sønder Bjert og Sønder Stenderup, og den forlænges fra busterminalen op til Kolding Sygehus hovedindgang og Sundhedshuset.

Ruten får 14 daglige afgange i hver retning på hverdage, og der er kørsel i weekender og skoleferier

Rute 255 Kolding – Vonsild - Hejlsminde

Rute 255 betjener Sjølund, Hejls og Hejlsminde via Vonsild og Campus Kolding.

Ruten har seks daglige afgange i hver retning, og der er kørsel i weekender og skoleferier.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje