---
title: "Nyt lysreguleret kryds og nye fællesstier ved Blåbærvej"
description: "Et nyt lysreguleret kryds ved Blåbærvej i Vonsild skal gøre det lettere for bilister fra Blåbærvej og Springbjerggyde at komme ud på den trafikerede Vonsildvej."
date: "2026-10-26"
created: "2026-10-26"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Borger](https://www.kolding.dk/borger)

                    [Trafik, veje og parker](https://www.kolding.dk/borger/trafik-veje-og-parker)

                    [Trafik og mobilitet](https://www.kolding.dk/borger/trafik-veje-og-parker/trafik-og-mobilitet)

                [Nyt lysreguleret kryds og nye fællesstier ved Blåbærvej](https://www.kolding.dk/borger/trafik-veje-og-parker/trafik-og-mobilitet/nyt-lysreguleret-kryds-og-nye-faellesstier-ved-blaabaervej)

# Nyt lysreguleret kryds og nye fællesstier ved Blåbærvej

        ![Krydset Bl&#xE5;b&#xE6;rvej-Vonsildvej](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/44f2019f-9b65-47e5-9dc7-45610aaca401?width=800)

            Krydset Blåbærvej-Vonsildvej

Et nyt lysreguleret kryds ved Blåbærvej i Vonsild skal gøre det lettere for bilister fra Blåbærvej og Springbjerggyde at komme ud på den trafikerede Vonsildvej.

Samtidig etablerer Kolding Kommune en fællessti til fodgængere og cyklister i begge sider af vejen på den del af Blåbærvej, hvor cyklisterne i dag er henvist til at køre ude på kørebanen.

Arbejdet går i gang i den første uge af november og ventes afsluttet til sommer.

## Nyt kryds

Det skæve kryds Blåbærvej-Vonsildvej-Springbjerggyde skal omdannes til et firbenet lysreguleret kryds. Det kræver, at udmundingen af både Blåbærvej og Springbjerggyde justeres, så de to veje mødes i det nye kryds.

Bilister på Blåbærvej, der skal dreje til højre ind mod Kolding, får en såkaldt shunt – dvs. en selvstændig bane, så de kan køre direkte ud på Vonsildvej uden at afvente grønt lys.

Shunten vil lette trafikafviklingen og gøre det muligt for flere biler at komme igennem krydset uden at skulle holde i kø.

Bilisterne, som bruger shunten, skal flette sammen med bilisterne på Vonsildvej, der også skal ind mod byen. Her skal man bruge de almindelige fletteregler, hvor man viser hensyn til hinanden og fletter som en lynlås, hvor bilisterne fra de to baner skiftes til at køre ind på den nye fællesbane.

Den eksisterende gangtunnel under Vonsildvej fjernes. Når Blåbærvej og Springbjerggyde skal mødes i et nyt firbenet kryds, er der ikke plads til den eksisterende tunnel. Når lyskrydset står færdigt, vil grønt lys gøre det sikkert for fodgængere og cyklister at krydse Vonsildvej.

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/30afdb5a-b639-4c86-8209-f1d10b5718ff?width=800)

*Her kan du se, hvordan det nye firbenede signalregulerede kryds kommer til at se ud -* [*se kortet i stor størrelse*](https://cdn.moliri.dk/image/moliri-public/koldingkommune/thumbnail?filename=Kryds-Blåbærvej---kort.jpg&amp;folderPath=Nyheder%2fNyheder+2026&amp;width=2000 "se kortet i stor størrelse")*.*

## Nye fællesstier

I begge sider af Blåbærvej bliver der lavet en fællessti til fodgængere og cyklister på den strækning, hvor cyklisterne i dag er henvist til at køre ude på vejbanen.

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/6bf33984-1f39-4822-8fdb-48ac742a8925?width=800)

*Her kan du se, hvor de nye fællesstier bliver placeret i begge sider af Blåbærvej -* [*se kortet i stor størrelse*](https://cdn.moliri.dk/image/moliri-public/koldingkommune/thumbnail?filename=Fællesstier-Blåbærvej---kort.jpg&amp;folderPath=Nyheder%2FNyheder+2026&amp;width=2000 "se kortet i stor størrelse")*.*

## Trafik

I anlægsfasen kommer trafikken på Vonsildvej, Blåbærvej og Springbjerggyde til at glide dårligere end i dag. Specielt i myldretiden skal alle trafikanter – bilister, fodgængere og cyklister - forvente øget rejsetid.

Ambitionen er så vidt muligt at holde Blåbærvej og Springbjerggyde åben i hele anlægsperioden.

På et tidspunkt bliver det nødvendigt at lukke Vonsildvej kortvarigt for gennemkørsel ved Blåbærvej/Springbjerggyde, mens gangtunnellen bliver fjernet, og det nye lyskryds bliver etableret. Tidspunktet bliver lagt på et tidspunkt, hvor færrest mulige trafikanter bliver berørt – f.eks. i en weekend.

## Tidsplan

Det er entreprenørfirmaet Otto Chrestensen, der skal stå for det store anlægsprojekt.

I den første uge af november går entreprenørens folk i gang med at gøre klar til arbejdet. Første opgave bliver at fjerne bevoksningen i hjørnerne Blåbærvej/Vonsildvej og Springbjerggyde/Vonsildvej, så der bliver plads til det nye kryds.

I et så stort anlægsprojekt, der gennemføres hen over vinteren, er det svært at angive en præcis tidsplan for, hvornår de enkelte dele skal laves. Det samlede projekt med lyskryds og fællesstier ventes at stå færdig til sommer.

## Information

Fra denne side kan du få overblik over anlægsprojektet. Henvisninger til nyheder om arbejde, der vil påvirke trafikken væsentligt, vil løbende blive lagt ind på siden.

Da der er tale om et stort, kompliceret projekt, som påvirker mange borgere og trafikanter i en længere periode, bliver der som en ekstra service oprettet en åben facebookgruppe [Krydset Blåbærvej](https://www.facebook.com/groups/1136955675372987 "Krydset Blåbærvej"), hvor der løbende informeres om de ting, der primært har betydning lokalt.

Det nye lyskryds og fællesstierne er kun en lille del af de projekter, der er planlagt de kommende år i Vonsild for at styrke fremkommelighed og trafiksikkerhed. På siden [Infrastruktur og vejprojekter](https://www.kolding.dk/borger/trafik-veje-og-parker/trafik-og-mobilitet/infrastruktur-og-trafikprojekter-i-vonsild) kan du finde en oversigt over de vedtagne projekter.

Endelig bliver der naturligvis skiltet tydeligt de steder, hvor trafikken er berørt.

## Svar på ofte stillede spørgsmål

###

                                    Gangtunnel: Hvorfor bevares tunnellen under Vonsildvej ikke?

Når Blåbærvej og Springbjerggyde skal mødes i et nyt firbenet kryds, er der ikke længere plads til den eksisterende tunnel. Fodgængere og cyklister kan krydse Vonsildvej sikkert i det lysregulerede kryds.

###

                                    Gangtunnel: Bliver det ikke farligere at krydse Vonsildvej for fodgængere og cyklister, når gangtunnellen fjernes?

Når projektet står færdigt, vil fodgængere og cyklister sikkert kunne krydse Vonsildvej gennem det nye lysregulerede kryds. Mens anlægsarbejdet står på, henvises til eksisterende muligheder for at krydse Vonsildvej – herunder hellerne nær hhv. Blåbærvej og Springbjerggyde.

###

                                    Shunt: Hvorfor laver I en shunt på Blåbærvej for højresvingende bilister?

Shunten vil få trafikken til at glide mærkbart bedre, når højresvingende bilister på Blåbærvej ikke skal vente på grønt lys. Der er også tale om en fremtidssikret løsning, da Blåbærvej kan rumme flere biler med shunt end uden shunt.

###

                                    Shunt: Øger shunten ikke risiko for trafikuheld? Mange bilister er utrygge ved at flette.

Erfaringen er, at løsningen ikke giver de store problemer. Som bilist skal man bruge de almindelige fletteregler, hvor man viser hensyn til hinanden og fletter som en lynlås, hvor bilisterne fra de to baner skiftes til at køre ind på den nye fællesbane.

###

                                    Træer: Bliver de store lindetræer langs Blåbærvej fældet?

Nej, vejtræerne bliver stående.

###

                                    Fællessti: Hvorfor bliver der ikke lavet cykelsti og fortov i stedet?

Der er ikke plads til både cykelsti og fortov. I stedet bliver der anlagt en 2,5 meter bred fællessti. På en fællessti skal cyklister og fodgængere tage hensyn til hinanden. Det indebærer bl.a., at man undgår at fylde hele stien, hvis man er flere sammen, og når en cyklist overhaler en fodgænger, skal det ske med god afstand og evt. et ring med klokken.

###

                                    Fællessti: Hvorfor laver I den nordlige fællessti inde i skovbevoksningen?

Vi udvider den skovsti, som allerede løber parallelt med Blåbærvej inde i skovbevoksningen. På den måde kan vi bevare træer og buske. Der bliver opsat lys langs stien.

### Kontakt

Trafik, Vej og Park

Nytorv 11

, 6000 Kolding

[79 79 79 79](tel:79%2079%2079%2079)

trafikvejogpark@kolding.dk

[Send sikkert til Trafik og Veje](https://post.borger.dk/send/55301f9d-e6ac-430b-8320-6dfac6a31d1c/a9477dbf-a43f-43bb-b801-ba435e7f35af/)
