Skip til hoved indholdet

Brændkjær bestemmer – efterår 2022

Oprettet 05. oktober 2022
Tidligere formand for Social- og Sundhedsudvalget Hans Holmer sammen med vinderne fra 2021: Niels Henning Bladt fra Projekt Sigbrit, Anna Grete Jensen fra Brændkjær 60+, Mikkel Overgaard fra Borussia Brændkjær samt Carsten Borch, projekt Ung i Brændkjær.
Tidligere formand for Social- og Sundhedsudvalget Hans Holmer sammen med vinderne fra 2021: Niels Henning Bladt fra Projekt Sigbrit, Anna Grete Jensen fra Brændkjær 60+, Mikkel Overgaard fra Borussia Brændkjær samt Carsten Borch, projekt Ung i Brændkjær.

10. runde af Brændkjær er nu sat i gang, så der er igen mulighed for borgerne i Brændkjær skoledistrikt at få op til 5.000 kr. fra puljen i støtte til deres projekt. Formålet med projektet er at øge trivslen og fremme frivilligheden i bydelen Brændkjær.

Så har du/I en god ide, som andre også synes er fantastisk, så er det nu den skal beskrives og indsendes – og så skal der fiskes stemmer, skabes opbakning og sættes kryds i kalenderen på afstemningsdagen, som er
lørdag den 12. november 2022 fra kl. 10.00 – 12.00 i Brændkjærhallen.

Afleveringsfristen for ideer er 31. oktober 2022.

Ingen idéer er for små eller store, men husk at det er dig/gruppen, der:

  • Fra start til slut er ansvarlig for projektet
  • På valgdagen præsenterer din/jeres idé for vælgerne
  • Mobiliserer så mange som muligt til at komme og stemme på din/jeres idé
  • Undersøger om idéen strider imod lokalplan, lovgivning m.v.
  • Skitserer et projekt, der holder sig inden for budgetrammen på max. 5.000 kr.

Idéer og projektbeskrivelser sender du/I til Mette Winther Hauge, mhaug@kolding.dk 
Mette kan også svare på de fleste spørgsmål, ring til hende på tlf. 30 89 72 74

Vær med til at bestemme

Selvom du ikke sidder med en idé eller et projekt, så lyder opfordringen til dig alligevel: Kom og vær med til at stemme på den idé, som du synes er bedst, og som fortjener at vinde. Det er hele tanken bag projektet Brændkjær Bestemmer, et nærdemokrati, hvor borgerne selv bestemmer over en sum penge, der er stillet til rådighed af kommunen.

Du får kun indflydelse på udfaldet, hvis du dukker op i den nye Brændkjær hal.
Lørdag den 12. november 2022, kl. 10.00, og deltager i hele valgmødet frem til kl. 12.00.

Kommunen serverer en kop kaffe og lidt godt til ganen.

Der vil være registrering fra kl. 09.30, hvor du vil få udleveret bevis for, at du bor i Brændkjær skoledistrikt, og dermed har lov til at stemme.

Af respekt for deltagerne ved arrangementet og det store arbejde, de hver især har lagt i deres projekter, kan man ikke komme og aflevere en stemme og gå igen.

Kommer man efter kl. 10.00, vil man ikke få mulighed for at stemme.

Tidligere projekter

Eksempler på projekter, som tidligere har fået tildelt penge:

  • Brændkjær 60+, hvis formål er at give de ældre i Brændkjær-området en yderligere mulighed for at få socialt samvær med andre, fremfor at sidde hjemme. At tilbyde forskellige arrangementer som f.eks. foredrag, eftermiddagshygge med sang og musik, aktiviteter som stolegymnastik, petanque, og fællesspisning
  • Borussia Brændkjær, hvis formål er at styrke relationerne mellem børnene i Brændkjær-området ved at udbyde forskellige aktiviteter, både større planlagte arrangementer og mindre spontane aktiviteter
  • Brændkjær Byfest - med forskellige aktiviteter og som engagerer op til 2.000 af områdets beboere
  • Udgivelse af Brændkjær bogen, som har til formål at opdyrke en Brændkjær-identitet, og som beskriver områdets historie
  • Aktiviteter under Fjordparkens Aktivitetsforening. Foreningen har til formål at tilbyde forskellige kulturelle og sociale aktiviteter med udgangspunkt i Lejerbo Afd. 213 aktivitetshus. Aktiviteterne har bl.a. til formål at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i foreningen og i det lokale samfund.
  • Foreningen Sigbritsparken, hvor omdrejningspunktet er Torvet i Sigbritparken, hvis formål er både at lave sociale arrangementer samt at holde Torvet med Tarzanbanen pænt og brugervenligt.