Skip til hoved indholdet
    Hjem Erhverv Jobcenter og arbejdsmarked SammenomJOB De gode eksempler på bæredygtige jobs ”Mange med fysiske eller psykiske udfordringer har svært ved at komme ind på et ordinært arbejdsmarked”

”Mange med fysiske eller psykiske udfordringer har svært ved at komme ind på et ordinært arbejdsmarked”

Medarbejder Kenneth Warming og Gert Drescher, ejer af CC Pro Shop

Hos CC Pro Shop har man gode erfaringer med at hjælpe mennesker som har psykiske eller fysiske udfordringer i arbejde. Et bæredygtigt job hos CC Pro Shop har blandt andre hjulpet Kenneth Warming tilbage på arbejdsmarkedet efter mere end fire år fyldt med udfordringer.

Mange unge og voksne med diagnoser såsom adhd, angst, asperger mv har svært ved at få og fastholde et godt job. Uklare forventninger og aftaler med arbejdsgiveren, krav til jobbet der ikke svarer til de færdigheder, som medarbejderen har, er blot nogle af de udfordringer, der kan gøre det svært at passe et job og dermed få tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor har mennesker med såvel psykiske udfordringer som fysiske udfordringer brug for bæredygtige jobs, hvor de møder støtte og hjælp fra en arbejdsgiver, så der igen kan skabes en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er SammenomJOB prismodtageren CC Pro Shop et eksempel på. Her har man ofte mennesker i forløb, som hjælper mennesker med fx adhd, angst, asperger mv tilbage på arbejdsmarkedet. Det fortæller Gert Drescher, der ejer CC Pro Shop:

”Jeg kan jo ikke ansætte alle, men hvis jeg kan give nogle et skub videre i livet og hjælpe dem et skridt tættere på arbejdsmarkedet, så synes jeg, at jeg har gjort min pligt. Der er så mange, der har svært ved at komme ind på et ordinært arbejdsmarked, og jeg synes, at alle virksomheder, der har overskud til det, skal skabe bæredygtige jobs og hjælpe mennesker i arbejde.

Arbejdet gav det sociale liv tilbage

En af de mennesker, som CC Pro Shop har ansat i flexjob, er Kenneth Warming. Kenneth har døjet med både fysiske og psykiske udfordringer, hvilket betød at han i en lang årrække ikke havde et arbejde. For ham har det haft stor betydning. Han har nu et arbejde at stå op til, hvor han gør en forskel for både virksomheden og sine kollegaer.

”Jeg gik fire år, hvor jeg ikke lavede noget som helst. Det ødelagde mig. Nu er jeg blevet mere velfungerende, jeg føler mig værdsat, og jeg er blevet mere åben. Jeg var ikke nær så social. Nu kan jeg holde en dialog kørende, i stedet for før, hvor jeg sad og ventede på, at der kom et spørgsmål, jeg kunne svare ja eller nej til,” fortæller Kenneth Warming.

For Kenneth Warming er det dermed tydeligt, hvordan CC Pro Shops fokus på at skabe bæredygtige jobs har fået ham tættere på arbejdsmarkedet og ikke mindst givet ham et større socialt liv tilbage. For at det lykkes, har det dog været nødvendigt, at CC Pro Shop tilpassede hverdagen efter Kenneths behov, så han fik den nødvendige ro og mulighed for lave øvelser for at modvirke rygproblemerne.

”Når vi skaber trygge rammer, har et godt kollegaskab og starter blidt op udenfor mange krav, så er jeg overbevist om, at de kommer tættere på arbejdsmarkedet efter at have været ansat her,” forklarer Gert Drescher.

Elektronik og diagnoser går hånd i hånd

Gruppen af ledige, som i dag har svært ved at få en tilknytning til arbejdsmarkedet, er udsatte på forskellig vis. Bæredygtige jobs handler dermed om at skabe et inkluderende arbejdsmarked, hvor ingen medarbejdere knækker halsen på grund af arbejdet. CC Pro Shop har dog udset sig målgruppen af mennesker med diagnoser som fx asperger, adhd, fordi det passer til CC Pro Shop som virksomhed og de ressourcer og erfaringer de har.

”Elektronik - enten virker det, eller så virker det ikke. Det er simpelt, du skal ikke forholde dig til forskellige følelser. Mennesker med asperger, adhd eller andet kan komme her og koncentrere sig om at oprette varer eller skrue på nogle ting. Tankemyldret, dee er med hjemmefra, kan de slå fra og slappe af oppe i hovedet. Jeg tror, det er det, der gør, at CC Pro Shop er et godt match, når mennesker med adhd eller tilsvarende skal hjælpes i arbejde,” forklarer Gert Drescher.

Ligesom CC Pro Shop arbejder flere virksomheder i Kolding på at skabe bæredygtige jobs og dermed skabe et mere inkluderende arbejdsmarked. Alle virksomheder, der lever op til prisens tre kriterier, kan modtage SammenomJOB prisen og indgå i fællesskabet, der arbejder for et mere bæredygtigt arbejdsmarked. Indstil din virksomhed eller en virksomhed du kender til prisen via www.kolding.dk/sammenomjob

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Borgerservice åbningstider

Genveje