---
title: "Udbringning af gødning og restvand"
date: "2026-02-03"
created: "2023-11-14"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Erhverv](https://www.kolding.dk/erhverv)

                    [Landbrug](https://www.kolding.dk/erhverv/landbrug)

                [Udbringning af gødning og restvand](https://www.kolding.dk/erhverv/landbrug/udbringning-af-goedning-og-restvand)

# Udbringning af gødning og restvand

                ![en traktor, der tr&#xE6;kker en trailer](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/604b6a37-3e52-448b-7c31-08db4bd545ad?width=800)

For at beskytte vores fælles vandmiljø er der regler for, hvordan og hvornår man må udbringe husdyrgødning, restvand og handelsgødning. Reglerne for udbringning gælder også, hvis du anvender udsprinklingsanlæg. Reglerne er indført for at undgå unødigt tab af næringsstoffer til vandmiljøet samt af hensyn til omboende og trafikanter.

Husdyrgødning, restvand og handelsgødning må aldrig udspredes på en måde eller på arealer, hvor der er fare for afstrømning til søer, vandløb, dræn eller til kystvande og må i det hele taget ikke give anledning til unødig gene.

Det er ikke tilladt at udbringe husdyrgødning og handelsgødning eller udsprinkle restvand på jord, der er vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket.

**Lovgivning**

Overtrædelse af reglerne kan medføre indskærpelser eller politianmeldelse jf. følgende lovgivning:

Gødningsanvendelsesbekendtgørelsen § 10, stk. 8: Forbyder udbringning på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord.

Miljøbeskyttelsesloven § 27: Fastslår, at stoffer, der kan forurene vandet, ikke må tilføres vandløb, søer eller havet. Det er ligeledes ulovligt at oplægge husdyrgødning, handelsgødning og restvand, så der er fare for, at vandmiljøet forurenes.

**Hvad kan du gøre som lodsejer?**

Tjek vejret og jorden: Vurdér altid jordens tilstand før udbringning. Er jorden hård af frost eller soppende våd, skal du vente.

Hold afstand: Sørg for god sikkerhedsafstand til åbne vandløb, og kend dine drænkort.

## Udbringning

###

                                    Kampagnetilsyn 2026

Kære Lodsejer

Kolding Kommune gennemfører i 2026 en målrettet tilsynskampagne med fokus på udbringning af husdyrgødning og udsprinkling af restvand.

Hvis du hverken har gylle eller restvand fra din produktion så se bort fra denne henvendelse.

**Formålet med tilsynet**
 Hovedformålet med kampagnen er at vejlede om reglerne for udbringning og sikre, at udbringning af gylle og udsprinkling af restvand sker miljømæssigt forsvarligt. Vi ønsker i fællesskab at nedbringe risikoen for afstrømning til vandløb, søer og dræn, da afstrømningen kan skade vandmiljøet.

Et særligt fokusområde i år er udbringning/udsprinkling på frossen eller vandmættet jord. Når jorden er frossen eller vandmættet, kan gyllen/restvandet ikke trænge ned i jorden, hvilket skaber en stor risiko for, at næringsstofferne skyller direkte ud i de nærliggende vandløb ved tøbrud eller regnvejr.

**Hvad vil vi opnå?**

- Forebygge forurening af det lokale vandmiljø
- Sikre overholdelse af gældende lovgivning på området
- Vejlede om korrekt håndtering og udbringningstidspunkter

**Her finder du mere information**
 Vi opfordrer dig til at orientere dig i de gældende regler og vejledninger, før udbringningssæsonen starter:

- **Kolding Kommunes hjemmeside:** Læs mere om miljøtilsyn og landbrug på Kolding Kommunes hjemmeside om landbrug.
- **Bilag:** Vedhæftet dette brev finder du to bilag, der opsummerer reglerne for udbringning af gylle og udsprinkling af restvand på frossen, vandmættet og snedækket jord.

Har du spørgsmål til kampagnen eller de gældende regler, er du velkommen til at kontakte landbrugsteamet i Kolding Kommune på landbrug@kolding.dk

Med venlig hilsen

Landbrugsteamet
 Kolding Kommune
 landbrug@kolding.dk
 Tlf. 79 79 74 39

[Bilag 1 - Tidlig udbringning af gylle (informationsmateriale fra SGAV)](https://www.kolding.dk/p/Erhverv/Landbrug/Bilag-1_Informationsmateriale-til-tilsynskampagne-2026.pdf "Bilag 1 - Tidlig udbringning af gylle  (informationsmateriale fra SGAV)")

[Bilag 2 - Information vedr. udsprinkling af restvand](https://www.kolding.dk/p/Erhverv/Landbrug/Bilag-2_Udsprinkling.pdf "Bilag 2 - Information vedr. udsprinkling af restvand")

###

                                    Regler vedrørende udbringning

- Husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft og handelsgødning må udbringes fra den 1. februar, dog først efter 1. marts, når det drejer sig om flydende husdyrgødning til flerårige afgrøder uden årlig høst.
- Udbringning må ikke ske på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord. Jorden skal være optøet i mindst 15 cm dybde, før der må udbringes gødning. Hvis mere end 90 % af marken er dækket af et mindst 0,5 cm tykt lag sne, betragtes den som snedækket.
- Udbringning må ikke ske på stejle skråninger, der hælder mere end 6 grader ned mod vandløb, søer over 100 m^2^ eller kystvande inden for en afstand af 20 meter fra vandløbets og søens brinker eller kysten.
**Undtagelse!** På skråninger, der hælder mellem 6 og 12 grader kan der udbringes flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse, hvis der nedfældes i parallel retning i forhold til det nærliggende vandmiljø. Endvidere må der udbringes flydende handelsgødning på arealet.
- Udbringning af husdyrgødning må ikke ske på lørdage samt søn- og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 meter fra byzone, sommerhusområder eller lokalplanlagte boligområder.
- Hvis udbringningen medfører at vejen bliver svinet til, har man pligt til i første omgang at afmærke det for eksempel via skiltning. Så snart det er muligt, skal man sørge for at vejen bliver gjort ren. Dette reguleres af færdselsloven.
- Der er ingen tidsmæssig begrænsning på, hvornår på døgnet der må udbringes gylle. Udbringes gyllen i nærheden af beboelse bør det tilstræbes at gøre det i dagtimerne på hverdage for at reducere unødige støj- og lugtgener.

Hvis du er i tvivl om et konkret landbrugsareal hælder mere eller mindre end 6 grader, kan du få [hjælp til hældningsberegning](https://kolding-kommune.maps.arcgis.com/apps/webappviewer/index.html?id=cdb2588a8be1424c9850a61c69d8a1bf).

###

                                    Regler vedrørende udbringningsmetode

Udbringning af flydende husdyrgødning må kun ske ved slangeudlægning eller slæbesko, ved nedfældning eller ved en teknologi opført på [Miljøstyrelsens Teknologiliste](https://sgavmst.dk/skovbrug-og-landbrug/landbrug-og-husdyrbrug/teknologilisten "Miljøstyrelsens Teknologilisten").

På sort jord og græsmarker er der dog krav om, at udbringning sker ved nedfældning, eller at husdyrgødningen inden eller i forbindelse med udbringningen er behandlet med en teknik opført på [Miljøstyrelsens Teknologiliste](https://sgavmst.dk/skovbrug-og-landbrug/landbrug-og-husdyrbrug/teknologilisten "Miljøstyrelsens Teknologiliste"). På sort jord kan nedfældning endvidere undlades, hvis visse andre forudsætninger på bedriften er opfyldt.

Autoriserede økologiske bedrifter er undtaget kravet om nedfældning på fodergræsmarker i perioden fra 1. februar til 1. maj, men ikke før etablering af ny afgrøde.

Har du spørgsmål til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte Kolding Kommunes Landbrugsteam på tlf. 79 79 74 39 eller på Landbrug@kolding.dk

###

                                    Gode råd til, hvordan du opbevarer og udbringer slam

Hvis du vil anvende spildevandsslam eller andre affaldsprodukter til jordforbedring, skal det anmeldes før levering. Anmeldelse skal ske elektronisk til Kolding Kommune ved at sende en mail til landbrug@kolding.dk

###
Opbevaring

- Opbevaring af slam i midlertidige markstakke må ikke medføre risiko for forurening af grund- eller overfladevand.
- Det er kun fast affald, som kan opbevares midlertidigt i marken i forbindelse med omladning. Med fast affald menes affald, der bevarer sin form ved placering i en stak eller bunke. Det vil sige, at bunken eller stakken ikke flyder ud.
- Vi anbefaler, at affaldet udbringes hurtigst muligt, og at stakken skal overdækkes i perioder med udsigt til regn.
- Vær omhyggelig med placering af stakken af hensyn til naboer.
- Vi anbefaler, at afstandsreglerne i [husdyrgødningsbekendtgørelsen](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/2243 "husdyrgødningsbekendtgørelsen") som minimum følges.

###
Udbringning

Udbringning af slam må ikke:

- Ske på en sådan måde og på sådanne arealer, at der ved tøbrud og regnskyl opstår fare for afstrømning til søer, vandløb eller dræn.
- Give anledning til forurening af grundvandet, væsentlige gener eller uhygiejniske forhold.
- Udbringes på lørdage samt søn- og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 m fra byzone, sommerhusområder eller områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål.

Slam skal nedbringes inden 6 timer efter udbringning.

Regler for udbringning af gødning fremgår af [bekendtgørelsen om anvendelse af affald til jordbrugsformål](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/1001 "bekendtgørelsen om anvendelse af affald til jordbrugsformål") og [husdyrgødningsbekendtgørelsen](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/2243 "husdyrgødningsbekendtgørelsen").

### Landbrug

Nytorv 11

, 6000 Kolding

[79 79 74 39](tel:79%2079%2074%2039)

landbrug@kolding.dk

[Send sikkert til Landbrug](https://virk.dk/digitalpost/new/55301f9d-e6ac-430b-8320-6dfac6a31d1c/f3a10c7b-67ab-474b-8e9a-bb18841ff195/)

Telefontider:

Mandag-onsdag kl. 10-14

Torsdag kl. 10-16

Fredag kl. 10-13
