Skip til hoved indholdet

Socialøkonomi og socialt ansvar

I Kolding Kommune har vi et stort netværk af både socialøkonomiske og socialt ansvarlige virksomheder og en stærk frivillighed, der på hver deres måde byder ind og tager ansvar. Ved at række ud, tage ansvar, understøtte og arbejde med socialt ansvar er både virksomheder og frivilligheden med til at skabe og understøtte bæredygtige fællesskaber både i og uden for arbejdslivet.

Det gør en forskel, der betyder noget, både for det enkelte menneske, virksomheden eller foreningen og for det samfund vi alle er en del af.

Med det som udgangspunkt er der vedtaget en politik for socialøkonomi og socialt ansvar. Politikken beskriver visionen for indsatserne, der opdeles i tre spor:

Spor 1: Socialøkonomi og socialt ansvar som brobygger
Socialøkonomi og socialt ansvar som brobygger for mennesker med udfordringer udover ledighed. Det sker både ved at tiltrække og udvikle socialøkonomiske virksomheder, i samarbejdet med det kommercielle erhvervsliv og i udviklingen af effektfulde partnerskaber. Formålet er at understøtte udviklingen af bæredygtige jobs.

Spor 2: Kolding Kommune som facilitator
Kolding Kommune som facilitator af sociale effekter, både i rollen som arbejdsgiver og igennem sociale effekter som følge af indkøb og udbud.

Spor 3: Partnerskaber med civilsamfundet
Styrkede partnerskaber med civilsamfundsindsatser - både som facilitator og i udviklingen af understøttende indsatser, fællesskaber bredt og job- og uddannelsessupport.

Fra politik til handling

En politik beskriver Byrådets ambitioner og intentioner på området og er derfor mere overordnede. For at konkretisere ønskerne til indsatser inden for de tre, beskrevne spor, har Social- og Arbejdsmarked efterfølgende vedtaget Strategi for socialøkonomi og socialt ansvar. I strategien uddybes sporene med konkrete tiltag og indsatser, der skal medvirke til at gøre de politiske ambitioner til virkelighed.

Du kan læse mere i hhv. politikken og strategien for socialøkonomi og socialt ansvar herunder.

Hvis du vil høre mere eller gerne vil være en del af de indsatser, der arbejdes med, er du velkommen til at kontakte Tine Roos, programleder for socialøkonomi og socialt ansvar, på mail tino@kolding.dk eller mobil 21 49 12 59.

I Kolding Kommune er der en lang og stærk tradition for at samarbejde med både socialøkonomiske virksomheder og virksomheder, der tager socialt ansvar. Men hvorfor – og hvad er forskellen?

Socialøkonomiske virksomheder adskiller sig ved at drive virksomhed med det formål at løse en samfundsudfordring. Det kan f.eks. være miljømæssige, kulturelle eller sundhedsmæssige indsatser – eller ved at drive virksomhed med det formål at inkludere mennesker med nedsat arbejdsevne eller udfordringer i et arbejdsfællesskab. Det betyder at de driver virksomhed med CVR-nr. som alle andre virksomheder, men i stedet for at arbejde for en forbedret bundlinje – så arbejder de for at skabe en forskel i samfundet.

Driften i virksomheden fokuserer stadig på produktion, salg osv. men virksomhedens overskud investeres i det overordnede formål. Det betyder ofte at de ansætter medarbejder med udfordringer tidligere og på mere fleksible vilkår end mange andre virksomheder har mulighed for. Det skaber gode rammer for at ledige med behov for en ekstra hånd i ryggen kan blive en del af en arbejdsplads – enten hos en socialøkonomisk virksomhed eller senere hos en af de mange andre virksomheder i området.

Socialt ansvar gennem fællesskab og bæredygtige jobs
I Kolding har vi samtidig et stærkt samarbejde med en lang række kommercielle virksomheder, der ikke er drevet af at løse en samfundsudfordring, men samtidig tager et stærkt socialt ansvar, læner sig ind og tilbyder muligheden for både at være en del af et fællesskab på en arbejdsplads i form af f.eks. en virksomhedspraktik men også ved at etablere bæredygtige jobs, der tilbyder medarbejdere en mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet for første gang – eller for at finde vejen tilbage på arbejdsmarkedet efter f.eks. sygdom.

Samarbejdet med et erhvervsliv, der på hver deres måde byder ind, gør en forskel for både samfundet som helhed men i højeste grad for de medarbejdere, der bliver en del af et arbejdsfællesskab. Samtidig oplever vi en bred vifte af virksomheder, der oplever at få loyale medarbejdere og samtidig melder positivt tilbage på den indflydelse deres indsats har på deres egen organisation og kultur.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje