Kolding kommune modtog prisen som "Årets socialøkonomiske kommune". Prisen blev overrakt på Folkemødet på Bornholm. og det er anden gang Kolding får prisen. Første gang var i 2015.
Prisen uddeles af nogle af landets førende socialøkonomiske virksomheder – Grennessminde, Specialisterne og Glad Fonden – som hvert år går sammen for at hylde de kommuner, som på forbilledlig vis understøtter det rummelige arbejdsmarked og socialøkonomiske virksomheders rolle. Alle tre virksomheder har gennem en længere årrække bevist, at det er muligt at forene forretning med et stærkt fokus på socialt ansvar og inklusion af mennesker på "kanten af arbejdsmarkedet".
Begrundelsen for at det igen blev Kolding, som løb med prisen i 2019:
Den Socialøkonomiske Kommunepris sætter fokus på kommunernes rolle i udviklingen af rammer og samarbejdsstrukturer, der fremmer socialøkonomi. Kolding var nomineret sammen med Silkeborg og Aalborg og begrundelsen for, at det igen blev Kolding, som løb med prisen, lød:
"Kolding er gået fra at have en strategi til at udvikle en socialøkonomisk politik, der gør det lettere at agere socialøkonomisk i kommunen. Kolding har skabt en politisk forankring i hele Byrådet og indtænker socialøkonomi på tværs af politiske udvalg og forvaltninger. "
Det var en stolt og glad formand for Socialøkonomi- Handicap- og Hjælpemiddeludvalget Benny Dall som tog imod prisen og sagde:
"En dobbelt Tour De France-vinder har engang sagt: At vinde Tour De France første gang var en helt vild følelse, men det står slet ikke mål med, hvordan det føles at trække den gule førertrøje over hovedet for anden gang."
"Det er præcis den følelse jeg står med i dag – det er en kæmpe anerkendelse af Kolding Kommunes arbejde med socialøkonomi, og jeg er selvfølgelig glad og stolt over, at det blev Kolding Kommune, som løb med prisen og æren, men jeg betragter alle tre nominerede kommuner, Aalborg, Silkeborg og Kolding, som vindere og vil gerne benytte lejligheden til at invitere til et tæt samarbejde, så vi kan udveksle erfaringer og hjælpe hinanden med at drive det socialøkonomiske felt fremad og op over den næste bjerttop. Der er nemlig fortsat rigtig mange ting, som vi med fordel kan arbejde sammen om, f.eks. er der en registreringsordning og et rimelighedskrav, som godt kan trænge til at blive kigget efter i sømmene.
Men i dag vil vi bare nyde udsigten og æren over at have vundet prisen som årets socialøkonomiske kommune for anden gang og love, at vi ikke kommer til at hvile på laurbærrene, men går i skarp træning for at blive ved med at skabe de bedste rammer for at socialøkonomien bliver ved at udvikle sig.
Prisen
Prisen er et kunstværk udarbejdet af kunstneren Bjørn Nørgaard i et samarbejde med unge fra Grennesmindes smedeværksted og er en vandrepokal, som næste år skal gives til en ny kommune.