Kranen sænker tunnelen i åen.

Et stort skridt blev taget i dag i arbejdet med at anlægge en tunnel under Kongebrogade, så cyklister og gående, der følger å-stien, slipper for at krydse den trafikerede vej.

Det er ikke hver dag, at lastbilchauffør, kranfolk og ingeniører fra COWI og Kolding Kommune, håndterer en 23 meter lang og 22 tons tung tunnel af støbejern og sætter den ned i en å under en bro. De har faktisk aldrig prøvet det før. Så der var nervøsitet at spore, der heldigvis blev afløst af lettelse. Operationen gik godt.

- Det er naturligvis en logistisk vanskelig øvelse i kraft af tunnellens størrelse og at det hele foregik i kanten af en meget trafikeret vej. Men det hele gik som ønsket og vi stødte ikke ind i problemer under vejs, fortæller projektleder Lars Guldager, By- og Udviklingsforvaltningen.

Tunnelen blev sænket ned i åen, fyldt med vand og derefter trukket under Kongebrogade med en traktor. Til sidst blev vandet pumpet ud af tunnelen. Næste skridt er at fæste tunnelen til muren og broen og bore store spyd otte meter ned i å-bunden for at sikre, at den er fæstnet forsvarligt.

Når tunnelen åbnes for fodgængere omkring den 1. juni, vil det blive med et helt specielt lyd- og lysdesign, der skal give brugerne en god oplevelse på smutvejen under Kongebroen.

 

Artiklen er publiceret 14. marts 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey