Nu skal blade, sand og affald væk fra veje og cykelstier.

De kommende uger bliver de kommunale veje og cykelstier fejet og vasket. Sand, blade, henkastet affald, osv. skal væk. Den årlige efterårsrengøring bidrager bl.a. til at undgå, at rendestensristene stopper til, så vand ikke kan løbe væk fra vejene.

 

”Rengøringen hjælper til at holde vores omgivelser pæne, men det handler også om at forebygge oversvømmelse og vand på vejene. Hvis rendestensristene stopper til, kan vandet ikke løbe bort ved kraftig regn, og det skaber problemer for trafikken. Endelig hjælper fejningen til at holde ukrudt nede, så det ikke ødelægger belægningen,” forklarer skov- og landskabsingeniør Lars Barsballe, Kolding Kommune.

Vis hensyn
Godt 20 medarbejdere fordelt på to grupper vil være involveret i efterårsrengøringen.

”Hver gruppe kører i et ”tog” med to små fejemaskiner og to store maskiner, der både fejer, suger og vasker. Jeg håber, bilister og andre trafik vil vise hensyn og holde afstand, når de møder os, for vi fylder lidt på vejene,” siger Lars Barsballe og fortsætter:

”Det ville også være rigtigt dejligt, hvis bilisterne så vidt muligt parkerer på egen grund i stedet for langt kantstenen, når vi kommer forbi med vores fejemaskiner. På den måde kan vi komme helt ind til kantstenen og gøre ordentlig rent.”

I uge 46 kører feje- og sugemaskinerne i Viuf, Almind, V. Nebel, Jordrup, Lunderskov og Vamdrup.
I uge 47 Kolding og i de følgende uger kommer turen til Vamdrup, Ødis, Stepping, Christiansfeld, Aller, Hejlsminde Sjølund og Sønder Bjert.

Grundejernes ansvar
Mens kommunens sørger for rengøring af kommunale veje og cykelstier, så er det grundejernes ansvar at holde fortove og private fællesveje rene.

”Som grundejer har man ansvaret for at renholde fortovet ud for egen grund. Ansvaret for private veje og private fællesveje er placeret hos grundejerne, der ofte vil være organiseret i en grundejerforening eller et vejlaug. Den allervigtigste opgave, når man gør rent, er at sørge for at holde rendestensristene rene, så vandet kan løbe bort,” siger Lars Barsballe.

 

Yderligere information
Kontakt Lars Barsballe

 

%MCEPASTEBIN%
Artiklen er publiceret 08. november 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey