To lastbiler i gang med forårsrengøring. Den første bil fejer og suger affald op fra vejen, mens den næste fejer og vasker vejen.

Nu begynder den store forårsrengøring af de kommunale veje i Kolding. De kommende uger vil flere hundrede tons grus, sten, cigaretskod, glas, plastic, osv. blive fejet sammen og fjernet fra vejene.

I Kolding by foregår forårsrengøringen i dagene 16.-20. april 2018, mens vejene i kommunens øvrige byer fejes og vaskes i maj måned.

Kortege med op til fire køretøjer

Rent praktisk foregår rengøringen ved, at en kortege på op til fire køretøjer kører ruterne igennem. Først fejer en lille traktor fortovet. Affaldet ender ude på cykelstien, hvor en anden lille traktor fejer det videre ud på vejen. Her fejer og suger en lastbil affaldet op, før vejen til slut fejes og vaskes af det fjerde og sidste køretøj i kortegen.

”Kortegen fylder en del, så vis hensyn, kør forsigtigt og hold afstand, hvis du møder den. Der kan være risiko for stenslag. De større indfaldsveje rengør vi på tidspunkter af døgnet, hvor trafikken er begrænset,” oplyser skov- og landskabsingeniør Lars Termansen Barsballe, Kolding Kommune.

Disse veje rengøres

Kommunen rengør alle kommunale veje i bymæssig bebyggelse, hvor der er en kantsten. I boligområder tager man dog kun hovedfordelingsvejene og kommer ikke ind i de små lommer.

”Private veje og fællesveje er borgernes eget ansvar. Her anbefaler vi, at man én gang årligt fejer vejen og tømmer rendestensbrønde,” siger Lars Termansen Barsballe.

Gode grunde til rengøring af veje

Der er flere grunde til, at det er en god ide at rengøre veje, cykelstier og fortove. Det ser pænt ud, det mindsker risikoen for punkteringer, det reducerer fremspiringen af ukrudt, det letter arbejdet med at reparere huller i asfalten bagefter, og så forebygger rengøringen, at rendestensbrøndene stopper til, så regnvandet ikke kan løbe væk.

Sten og grus genbruges

At der er god grund til at rengøre vejene, viser tallene for indsamling af affald.

”Det bliver til mere, end man lige tror. Vi rengør de kommunale veje i byerne to gange årligt. Sidste år resulterede det i 700 tons affald. Hovedparten af affaldet er sten og grus. Disse materialer bliver sorteret fra og genbrugt til ny asfalt i overensstemmelse med vores visioner om cirkulær økonomi, mens resten af affaldet bliver sendt til deponi,” forklarer Lars Termansen Barsballe.

Artiklen er publiceret 10. april 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey