Gem mobilen væk, før du starter bilen.
Dette budskab vil de kommende uger møde trafikanterne i Kolding Kommune i form af plakater ved en række p-pladser.

Straffen for brug af håndholdt mobil
Hvis du bliver taget i at bruge håndholdt mobil, mens du kører bil, koster det et klip i kørekortet, 1.500 kr. i bøde samt 500 kr. til Offerfonden. For cyklister er bøden på 1.000 kr.

”Kør bil, når du kører bil” og ”Kør cykel, når du kører cykel”. Disse budskaber vil de kommende uger møde trafikanterne i Kolding Kommune i form af plakater ved en række p-pladser. Sammenlagt bliver der opsat 100 plakater for at få bilister og cyklister til at droppe den håndholdte mobil, når de bevæger sig ud i trafikken.

Sammen med 65 andre danske kommuner, Rådet for Sikker Trafik samt Forsikring & Pension deltager Kolding Kommune i en landsdækkende kampagne mod uopmærksomhed i trafikken. Tal fra Vejdirektoratet viser, at uopmærksomhed er involveret i en tredjedel af alle dødsulykker på vejene.

”Det kan vi gøre meget bedre. Det er et skræmmende højt tal, og det duer bare ikke, at man lader mobilen stjæle ens opmærksomhed, når man kører bil eller cykler. For nylig er der indført klip i kørekortet for at bruge håndholdt mobil og andet elektronisk udstyr bag rattet, og forhåbentlig kan denne kampagne bidrage yderligere til at skabe gode trafikale vaner,” siger Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget.

Mange trafikanter nikker genkendende til, at mobiltelefonen kan give farlige situationer i trafikken. I en undersøgelse har Epinion på vegne af Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension spurgt 1.500 trafikanter, hvor ofte de har oplevet farlige situationer i trafikken, fordi føreren af en bil, cykel eller et erhvervskøretøj brugte mobilen håndholdt. Cirka seks ud af ti siger, at det har de oplevet en til flere gange på en måned.

”Lige som det er lykkes at gøre spritkørsel uacceptabelt, vil vi også have gjort uopmærksomhed bag rattet eller på cyklen til noget, som vi alle tager afstand fra. Det sociale pres er enormt vigtigt, hvis det skal lykkes at ændre den her uheldige og farlige adfærd i trafikken,” siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

www.sikkertrafik.dk/kørbil kan du læse meget mere om kampagnen. Se bl.a. hvad der stjæler opmærksomheden, når du cykler eller kører bil, hvorfor det er så fristende at tjekke mobilen, og hvordan du får fokus på trafikken.

Artiklen er publiceret 27. september 2019
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey