Faktaboks
Det er vigtigt, at man står registreret på den adresse, hvor man rent faktisk opholder sig. Folkeregisteradressen har f.eks. betydning for mange af de offentlige ydelser, der udbetales. Også for andre kan det skabe gener, hvis man ikke får meldt flytning. F.eks. kan en borger ikke få boligstøtte eller enligydelse, hvis der står en anden person registreret på adressen, selv om vedkommende er flyttet.

I vores flyttetema kan du læse om reglerne for flytning og selvfølgelig også melde flytning.

Fra nytår koster det en bøde på mindst 500 kr., hvis du glemmer eller undlader at melde flytning inden for 14 dage, når du får ny adresse.

"Ifølge loven skal man melde flytning senest fem dage efter, at man er flyttet. Det er der desværre en del borgere, som glemmer – i gennemsnit godt 20 hver måned her i kommunen - og det skaber en del praktiske problemer," siger gruppeleder Jette Møller fra Borgerservice.

"Derfor har vi nu besluttet at bruge lovens mulighed for at uddele en bøde til borgere, der ikke rettidigt melder flytning. Vi giver dog en ekstra frist, så der først udskrives en bøde, hvis man ikke har meldt flytning inden for 14 dage."

Gode erfaringer i andre kommuner

Den nye praksis bruges allerede i en række andre kommuner som f.eks. Århus, Odense, København, Nyborg og Esbjerg. Her har effekten været positiv. Borgerne er blevet mere opmærksomme på, at de skal huske at melde flytning, og det har kun i få tilfælde været nødvendigt at udskrive bøder.

500-1.200 kr.

Hvis man ikke melder flytning inden for 14 dage, udstedes en bøde på 500 kr. Ved grovere forseelser kan bøden blive helt op til 1.200 kr. Den høje takst kan f.eks. blive brugt, hvis en studerende angiver en fiktiv adresse og står opført som udeboende, selv om han/hun reelt bor hjemme hos sine forældre.

Tip: Meld flytning før du flytter

Det er muligt at melde flytning op til otte uger før, man rent faktisk flytter, og det kan være en god løsning, hvis man er bange for at glemme flytteanmeldelsen.

"Der er altid rigtigt meget at se til, når man skifter bopæl. Derfor kan det være en god ide at få meldt flytning, før man går i gang med at pakke flyttekasserne. Så er der én ting mindre at huske på," siger Jette Møller.

Artiklen er publiceret 03. december 2014
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey