De uddannelsesansvarlige i klubberne skal sammen med uu-vejledere og studievejledere på ungdomsuddannelserne kunne hjælpe talenterne på vej.
De uddannelsesansvarlige på plads til foredrag. Her er det Jens Frank fra Study4player samt Syddansk Elite

Det skal være muligt at kombinere elitesport og job-/uddannelsesstillinger i Kolding Kommune. Således lyder en af Eliteidrætsrådets målsætninger, der nu er kommet et stort skridt nærmere en realisering. Kolding Elite og jobcentret har i fællesskab skabt en ordning, der skal gøre det lettere at fastholde trænere og talenter i Kolding og i elitesport som helhed.

Tilbage i 2014 blev en workshop hos Design2Innovate på designskolen afsættet til at skabe fleksible jobs og uddannelsesstillinger i Kolding. Efterfølgende er der sat økonomi af til, at klubberne kan have en uddannelsesansvarlig, som skal hjælpe med at guide talenter og motivere til uddannelse. Der er efterhånden mange muligheder for at opnå fleksibilitet, men ordningerne er ikke kendte nok i talentmiljøerne.

Fleksibiliteten starter allerede i folkeskolen, hvor man i udskolingen kan få fleksible vilkår på Brændkjærskolens eliteidrætslinje. IKA-Kolding og ungdomsuddannelserne sørger for fleksible ungdomsuddannelser i de svære år, hvor talentet for alvor skal stå sin prøve, mens professionsskolerne (UC’er) og Syddansk Universitet har egne rådgivningsordninger. Kolding Elite er med omkring Syddansk Elite, der har været det første sted, der formaliserede rådgivning i større omfang til eliteudøvere.

Det sidste trin på stigen er, at dørene i højere grad åbnes for at der kan findes fleksible uddannelsesstillinger og jobs til talenter og trænere. Et nyt samarbejde mellem Kolding Elite og jobcentret skal nu bane vejen for, at talenter kan få bedre sammenhæng i hverdagen. Jobcentret tilbyder talenter og trænere hjælp til jobsøgning, udformning af CV og kontakt til det lokale erhvervsliv. Jobcentret har udpeget en konsulent, der skal tage sig af området og have fingeren på pulsen med, hvilke muligheder der er.

De fleksible ordninger er på plads, og den begrænsende faktor er lige nu at få formidlet kendskabet ud i de yderste kanter af klubberne. Den 23. september var klubbernes uddannelsesansvarlige samt uu-, og studievejledere samlet på Kolding Uddannelsescenter for at klubrepræsentanter kunne blive klædt på til at rådgive og vejlede talenterne. De forskellige uddannelsesinstitutioner, Team Danmark og jobcentret var alle til stede sammen med klubberne, hvor alle mulighederne blev gennemgået og de fik mulighed for at hilse på flere af kontaktpersonerne bag ordningerne.

"Uddannelses seminariet gav mig et godt indblik i mulighederne, og jeg fik en masse gode kontakter som jeg kan benytte til at hjælpe mine idrætsudøvere i deres studievalg fremover" lyder det fra Jacob Quaade, der er cheftræner og uddannelsesansvarlig i Kolding Svømmeklub.

Der er allerede efterspørgsel på de fleksible ordninger, men vejledningen i forhold til studier på videregående uddannelse skal stå sin prøve, når talenterne skal i gang med at planlægge, hvad de skal næste skoleår. Nu får de mulighed for at få bedre kendskab til ordningerne inden de træffer et valg om deres kommende uddannelse. Målsætningen er, at flere talenter kan hjælpes til at få en fornuftig helhed i deres hverdag, uden de skal fravælge sporten eller en uddannelse.

 

For nærmere information kontakt elitekoordinator Bjarne Foged Henriksen på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller 7979 7519.

Artiklen er publiceret 05. oktober 2015
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey