Eleverne fik tid til at stille spørgsmål til spillerne, der velvilligt stillede sig til rådighed.

Det var en stor oplevelse for eleverne i 6. klasse på Eltang Skole, da de i dag mødte det tyske landshold. Skolen har op mod VM haft fokus på Tyskland og arbejdet med de tyske verber. Derudover er det blevet til en udstilling i Sydbank Arena, som er blevet bemærket af det tyske landshold.

Det var den tidligere topspiller fra Viborg HK Gritt Jurack, der tog initiativ til mødet, efter hun havde set Eltang Skoles udstilling i Sydbank Arena. Gritt har tidligere deltaget i slutrunder, men er meget positiv over, hvordan DHF og Kolding Kommune har engageret de lokale skoler og skabt en anden kulisse end normalt.

Ligesom eleverne har fået en god oplevelse har det været en god oplevelse for det tyske landshold at spille i Kolding. Koldings skoler har været involveret i VM optakten og det kan mærkes i hallen.

”Det har været fedt at mærke, at der har været liv i hallen også mod nationer, hvor der normalt ikke kommer så mange. Vi har klart kunnet mærke, at man har fået aktiveret skolerne” lyder det fra Gritt Jurack, der i sin aktive tid var blandt verdens bedste håndboldspillere og nu er med i den tyske delegation.

Eleverne fik tid til at stille spørgsmål til spillerne, der velvilligt stillede sig til rådighed. Derefter kunne de gå rundt blandt spillerne og få skrevet autografer og taget billeder sammen med de tyske landsholdsspillere.

”Jeg har glædet mig til at komme ud og se holdet og stille spørgsmål. Det var sjovest at gå rundt mellem spillerne og få taget billeder og høre om, hvordan det var for dem at få spørgsmålene”, lyder det fra Marie Sander Harding, der går i 6.klasse og selv spiller håndbold.

Anna Loerper, der er playmaker for det tyske landshold kunne sammen med Gritt Jurack begå sig på dansk og svare, hvis det kneb med enkelte tyske ord.

Eltang Skole har arbejdet med projektet i de sidste to uger.

”Vi har arbejdet intensivt med udstillingen og eleverne har skrevet spørgsmål ned på tysk. Det er meget motiverende for eleverne at arbejde på denne måde. Det er sådan noget, de lærer noget af”, fortæller Charlotte Boel, der er lærer på Eltang skole.

Også det tyske håndboldforbund er benovet over hvor meget Koldings folkeskoler gør ud af VM. Det har resulteret i en artikel om Eltang Skoles arbejde.

Artiklen er publiceret 11. december 2015
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey