Kom med på ulvesafari

Ved forårsfesten ved Landbomuseet i Harte Skov 9. maj kan du opleve køerne komme på græs, fårene skal klippes, og så bliver der rig mulighed til at studere haletudserne i vandhullet. Og så kan alle børn og deres forældre komme med på ulvesafari. 

"Ulvesafarien er en lille tur ind imellem træerne, hvor vi sammen bliver kloge på, hvad ulven er for en størrelse. Hvad den spiser og hvordan den opfører sig. Vi skal kigge i ulvens madkasse og se om vi kan få øje på ulven med kikkerten", fortæller naturvejleder Nanna Winbladh.

Turen slutter ved bålet, hvor børnene selv skal brændestemple en ulvepote på en træskive. Et bevis på, at de har gennemført ulvesafarien.

Tidligere på året afslørede DNA-analyser, at ulven havde været på besøg i Marielundskoven i Kolding. Siden har kommunen modtaget en række henvendelser fra borgere. Nogle har fundet rådyr, som kan være nedlagt af en ulv, mens andre mener at have set en ulv.

"Vi har fået henvendelser fra forskellige dele af kommunen – bl.a. Vamdrup, Drejenshalvøen, Hylkedalen, Lejrskov, Skamlingen og Agtrup Skov. Om der har været ulv de pågældende steder, ved vi ikke, men det kan sagtens tænkes, at en eller flere ulve har strejfet rundt i kommunen," forklarer biolog Mette List fra Kolding Kommune.

"I øjeblikket er der nok en tendens til, at folk tænker ulv, hver gang der dukker et dødt rådyr op. Men vi ved, at hunde nedlægger en del rådyr, ligesom rådyr dør af naturlige årsager, hvorefter de bliver spist af f.eks. ræv, grævling, ravn og krage."

Ulven er indvandret fra Tyskland efter næsten 200 års fravær i Danmark. Med Koldings centrale placering og mange naturområder er det naturligt, at der af og til konstateres ulve her i kommunen. Stort set alle de ulve, der er observeret i Danmark, er strejfere, og der er da heller ikke noget, som tyder på, at ulven har slået sig fast ned her på egnen.

"Vi har for nylig fået oplyst, at DNA'en fra Marielundskoven stammer fra hanulv, og det stemmer fint med, at det har været en strejfer, som har besøgt området," siger Mette List og fortsætter:

"Ulven udgør under normale omstændigheder ikke nogen fare for mennesker. Den er sky af natur og undgår så vidt muligt menneskelig kontakt. Hvis der har været ulve forskellige steder i kommunen, så må vi konstatere, at ulven har udvist en helt normal sky adfærd."

Hvis du ser en ulv

Da ulven i dag er en del af den danske natur, bliver der ikke automatisk taget prøver af alle nedlagte dyr. Behovet vurderes fra gang til gang af Naturstyrelsens vildtkonsulent Svend Hansen.

Du kan kontakte Svend Hansen på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller telefon 7254 3622/2098 3580:

  • Hvis du finder et dyr, som ser ud til at være nedlagt af en ulv
  • Hvis du ser et ulvelignende dyr, som udviser en usædvanlig adfærd
  • Hvis du har mistet husdyr, som kan være nedlagt af ulven

"Fra kommunens side holder vi tæt kontakt til Naturstyrelsen, men da det er Naturstyrelsen, som står for forvaltningen af de danske ulve, er det mest naturligt, at den lokale vildtkonsulent vurderer observationer og fund," siger Mette List og fortsætter:

"Ulven er omgæret af stærke myter, og efter næsten 200 års fravær i Danmark skal vi til at lære ulven af kende. Den opgave vil vi gerne som kommunen være med til at løfte. Daginstitutioner, skoler, foreninger og privatpersoner er velkommen til at kontakte naturvejleder Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. for at få svar på deres spørgsmål. Hovedparten af myterne om ulven har ikke hold i virkeligheden, og det er selvfølgelig vigtigt at få snakket om disse myter, så børn og voksne ikke går rundt og føler sig utrygge."

Artiklen er publiceret 06. maj 2015
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey