Verdensmålene kommer i børnehøjde i uge 46.

I denne uge arbejdes der med sult, klima og fattigdom på flere skoler i Kolding. Eleverne har nemlig projektuge, hvor FNs Verdensmål er omdrejningspunktet.

Som en del af Kolding kommunes udnævnelse til UNESCO kreativ by, har hele kommunen fået det opdrag at ”Kreativiteten skal udspille sig i relation til FN’s 17 Verdensmål”.

I de lokale folkeskoler er fokus en kontinuerlig indsats, hvor målene arbejdes ind i undervisningen. Men i næste uge er der flere steder projektuge, hvor eleverne selv skal vælge, hvilke af de 17 verdensmål de vil fordybe sig i.

”Verdensmålene er en bæredygtig og virkelighedsnær overlægger, der styrker elevernes kendskab og omsorg for den verden vi lever i. Vi skal gerne lære vores elever at kunne udleve verdensmålene og passe på vores jord, på en kreativ og innovativ måde. Og så skal de lære at tænke nyt med værdi for andre, fortæller Thomas Klarlund Kramer, digital læringskonsulent i Kolding Kommune.

Skolerne udvælger selv de verdensmål, de ønsker at arbejde med. Ligeledes er det op til skolen, om det er hele ugen eller enkelte dage, der arbejdes med målene. Men vigtigst er, at eleverne bliver klar over de 17 verdensmål, og at de bliver i stand til at vurdere konsekvenserne, hvis målene ikke tages seriøst. Derfor er der lagt op til at eleverne får tid til at udforske og bygge.

”Børn skal ofte have ting i hænderne for at lære. Og den mulighed får de i projektdagene. De 17 verdensmål kan godt lyde meget abstrakte i børnenes ører, og derfor gør vi på skolerne rigtig meget for at gøre arbejdet med Verdensmålene håndgribelige - om det er inde i klasselokalet eller ude i naturen”, siger naturfagskonsulent, Jørn Chemnitz.

Kolding Kommune har i de sidste 2 år arbejdet med at integrere FN’s 17 Verdensmål i den allerede eksisterende designtænkning og i skolernes projektarbejde.

Fremadrettet kommer FN’s Verdensmål til at danne ramme for mange af de initiativer og projekter elever, lærere og pædagoger skal arbejde med ude på skolerne. Allerede nu er skolerne rigtig godt i gang.
Næste stop for skolerne er Naturfagsmaratonen for de større børn og projektopgaverne for de største.

 

 

Artiklen er publiceret 13. november 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey