Allan Kling-Petersen, partner i Bil & Co., og Kim Vitved Svennum, fleet manager ved Kolding Kommune, ved nogle af de nye miljøvenlige hybridbiler, som bliver afleveret til kommunens hjemmepleje i denne uge.
Ved gennemsnitskørsel udleder Toyota Hybrid en fjerdedel mindre CO2 end den bezindrevne Toyota Yaris, mens udledningen af NOx er godt 70 pct. lavere.

Kørslen bliver mere miljøvenlig, når hjemmeplejen i Kolding Kommune de kommende måneder udskifter et større antal benzinbiler med hybridbiler. Også andre af kommunens køretøjer udskiftes med hybridbiler, som forurener mindre.

 

I denne uge udskifter hjemmeplejen 24 benzindrevne Toyota Yaris med Yaris Hybrid. Andre afdelinger følger med, og i løbet af 2018 forventes et halvt hundrede af kommunens mindre personkøretøjer at være hybridbiler.

”Vi skifter vores mindre personbiler til Yaris Hybrid, når de eksisterende leasingaftaler udløber. Hybridbilen forurener mindre, og i øjeblikket er den også økonomisk konkurrencedygtig. Fortsætter markedet med at være gunstigt, fortsætter vi med at udskifte vores leasede benzinbiler med hybridbiler,” forklarer Kim Vitved Svennum, fleet manager ved Kolding Kommune.

Med en hybridbil får man både en elmotor og en benzinmotor i én bil. Til forskel fra elbiler skal hybridbilen ikke sættes til opladning. Batteriet oplades under nedbremsning, og når der ikke længere er strøm på batteriet, skifter bilen automatisk over til benzin.

”Hjemmeplejens kørsel er præget af mange start og stop, og lige præcis til den slags kørsel er hybridbiler velegnede, da batteriet oplades under nedbremsning,” fortæller Kim Vitved Svennum.

Ifølge leverandøren vil hybridbilen ved gennemsnitskørsel udlede en fjerdedel mindre CO2 end den benzindrevne Toyota Yaris. Forskellen er endnu større, når det gælder udledningen af NOx – kvælstofilte, som er med til at skabe smog. Her er udledningen fra hybridbiler godt 70 pct. lavere.

 

Artiklen er publiceret 31. januar 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey