Et projekt til 20 mio. kr. skal mindske trængslen i de trafikerede kryds Vestre Ringgade/Tøndervej.

Mandag den 30. april 2018 kan du høre nærmere om planerne for at udvide de trafikerede kryds i bunden af Seest Bakke samt arbejdet med at etablere en ny motorvejstilslutning ved Seest. Kolding Kommune og Seest Bydelsråd inviterer til informationsmøde på Bakkeskolen, Aulaen, Seestvej 6, kl. 19-21.

”Jeg håber, mange vil tage imod invitationen til at høre nærmere om to store projekter, som kan få stor betydning for trafikken i Seest og i store dele af Kolding by,” siger trafikchef Martin Pape, Kolding Kommune.

Politikerne i Teknik- og Klimaudvalget har besluttet at arbejde videre med et forslag til 20 mio. kr., som vil øge fremkommelighed og trafiksikkerhed i området ved de trafikerede kryds i bunden af Seest Bakke (Vestre Ringgade-Tøndervej). De kommende måneder skal bruges på at undersøge, planlægge og være i dialog med naboer, m.fl., så politikerne efter sommerferien kan tage endeligt stilling til projektet.

På informationsmødet får de fremmødte en grundig præsentation af de foreløbige planer. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål og komme med input til projektet, som du kan læse mere om på www.kolding.dk/seestbakke. I perioden 1.-21. maj kan du komme med forslag og bemærkninger til det planlagte projekt på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  eller ved at skrive til By- og Udvikling, Att. Trafik og Mobilitet, Nytorv 11, 6000 Kolding.

På mødet kan du også høre nærmere om arbejdet med at etablere en ny motorvejstilslutning via Vranderupvej/Hylkedalsvej. En sådan motorvejstilslutning vil gøre det lettere for borgerne i Seest at komme til og fra motorvejen. Samtidig vil motorvejstilslutningen betyde en markant aflastning af trafikken i både Seest og på de større forbindelsesveje i Kolding by.

Artiklen er publiceret 20. april 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey