I 2018 fejrer Kolding og Koldinghus 750 års jubilæum. Det markeres i årets løb med en række spændende events, som sætter fokus på det Kolding der var og er. Se de mange events på www.kolding750.dk

 

Bliv klogere på de sidste 170 års historie i Kolding, når Koldings Stadsarkiv lancerer både udstillingen og bogen IVÆRKSÆTTERNE - da Kolding blev moderne. Det sker i anledning af fejringen af slot og by 750 år.

I 2018 fejrer Kolding og Koldinghus 750 års jubilæum. Det markerer Kolding Stadsarkiv med 170 års fortælling om Kolding og om nogle af de markante personer, som har haft indflydelse på byens udvikling. Fortælling udfoldes både i form af en udstilling og en bogudgivelse.

Bogen præsenteres ved en festlig reception i Nicolai Scene, hvor også den tilhørende udstilling i Nicolai Kunst og Design åbnes. Udstillingen kan efterfølgende ses fra den 3. til den 25. marts. Alle er velkomne.

Når en bys historie skal fortælles, er der altid mennesker, der skiller sig ud, mennesker, der har gjort en forskel, mennesker der personificerer den udvikling, der er foregået. Sådan er det med IVÆRKSÆTTERNE. Gennem otte markante personligheder spejles de forandringer og begivenheder, der formede byen ved fjorden. 

Gennem avismagerne og politikerne Chresten Berg og Knud Hansen, industrifædrene Konstantin-Hansen og J.P. Schrøder, landmanden og organisationsmanden Jens Christoffer Thygesen, plantemanden Aksel Olsen, sundhedsplejersken, politikeren og kvindesagskvinden Ida Jørgensen og revydronningen Maja Rasmussen udfoldes Koldings forvandling fra traditionsbundet købstad til moderne bysamfund.

 

Forfatter Helle Juhl har spidset pennen og skabt en nærværende fængende beretning om demokrati, krig, industrialisering, landbrugsrevolution, verdenskrise, byudvikling, velfærdssamfund og ikke mindst fremsynethed – kort sagt en fortælling om da Kolding blev moderne.

Arkivets mange samlinger strækker sig tilbage til 1841 og dermed til demokratiets spæde start og Grundlovens vedtagelse i 1849. Derfor har det været naturligt at starte  fortællingen der, hvor det lokale selvstyre og det moderne Kolding for alvor blev født.

Program for reception

15:00: Velkomst v. stadsarkivar Lene Wul
15.05: Tale ved borgmester Jørn Pedersen
15:15: Musikalsk indslag ved Musikskolens MGK’er
15.20: Tale ved forfatter Helle Juhl
15.30: Musikskolens spirekor v. Tenna Ledet Olsen
15:40: Tale v. stadsarkivar Lene Wul
15.50: Musikalsk indslag ved Musikskolens MGK’er
16-17: Reception og udstillingen er åben

Bogen kan købes i Kolding Kommunes netbutik, Museet på Koldinghus og byens boghandlere.

Udstillingen i Nicolai Kunst og Design kan ses fra den 3. til den 25. marts. Tirsdag-fredag kl. 9-16. Weekend: kl. 10-15. Mandag lukket.

Artiklen er publiceret 01. marts 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey