Kom med bag facaden og helt ind i maskinrummet på et af Danmarks største kraftvarmeværker, når der er åbent hus på Skærbækværket på søndag.

ØRSTED og TVIS inviterer sammen med TREFOR Varme alle koldingensere til åbent Hus på Skærbækværket søndag d. 4. februar 2018, kl. 10.00-14.00.

Knap 20.000 fjernvarmeforbrugere i Kolding har ved én manøvre fået sænket deres samlede CO2-udledning med 83%, samtidig med at udgifterne til fjernvarme også er faldet. Men hvordan fungerer det? Hvad er biomasse, og hvordan ser 80.000 kubikmeter biomasse ud?

Det er normalt en lukket verden, hvor kun ansatte iført sikkerhedsudstyr har adgang, men i år afholder TREFOR Varme deres Åbent Hus-arrangement i forbindelse med Varmens Dag den 4. februar på Skærbækværket, da det er ombygget til biomasse.

”Størstedelen af fjernvarmen til Kolding kommer fra Skærbækværket. Sammenlagt med de resterende kilder, som især er overskudsvarme fra affaldsforbrændingen, Energnist, og til dels raffinaderiet i Fredericia, så sænker vi forbrugernes klimaaftryk markant. Vi vil gerne invitere alle koldingensere, da det ikke er så tit, man får lov at komme indenfor på Skærbækværket. På TREFOR Varmes stand står vi klar til at svare på alle spørgsmål omkring fjernvarme og giver gerne spareråd, siger Kenneth Andersen, salgsingeniør ved TREFOR Varme.

Det nye brændsel til fjernvarme pynter på Kolding Kommunes miljøregnskab og er et vigtigt skridt mod kommunens grønne omstilling.

”Det kommunalt ejede TVIS har investeret 80% af omkostningerne til en ombygning af Skærbækværket til biomasse, og det sænker Kolding Kommunes CO2-udledning med godt 18.000 tons om året. Vi håber, at rigtig mange vil kigge forbi KOMtaineren til Åbent Hus, hvor vi sammen med Fredericia, Middelfart og Vejle vil fortælle om vores bæredygtighedsprojekter i det store og små, siger Vicki Marie Munkgaard Schmidt, Miljøsagsbehandler ved Kolding Kommune.

Åbent Hus på Skærbækværket

Hvis man vælger at lægge familieudflugten forbi Skærbækværket søndag d. 4. februar, får man en unik mulighed for at komme helt ind i maskinrummet på et kraftvarmeværk, som årligt producerer fjernvarme svarende til forbruget i omkring 60.000 hjem og strøm til ca. 70.000 hjem. 

”Vi vil gerne give et indblik i, hvor din fjernvarme og el kommer fra. Så vi byder nu alle indenfor til en dag fuld af oplevelser for alle aldre,” siger Henrik Larsen, der har ansvaret for den daglige drift af Skærbækværket. 

”Der vil løbende være rundture, hvor man blandt andet kommer ind i vores døgnbemandede kontrolrum, forbi en kæmpe turbine og generator, og ind i det helt nye kedelhus, som H.K.H. kronprinsessen indviede i oktober.”

I energiens tegn 

Ud over en spændende tur i selve kraftvarmeværket vil der også være en masse boder, hvor man blandt andet kan få en virtuel rundtur på et kraftværk, få en snak med Trekantområdets fjernvarmeselskaber, høre om kommunernes natur-, miljø- og klimaindsats og meget mere. Det hele vil stå i energiens tegn. 

”Der vil være legeområder til børnene, konkurrencer og Skærbækværket byder sammen med TVIS på kaffe og muffins. Det er lidt atypisk, at man nærmest får mulighed for at se, høre og dufte fjernvarmen, for det er jo normalt et system, der er gravet ned, og som kører diskret i baggrunden. Vi vil gerne give alle mulighed for at se, hvor kompliceret en proces der ligger bag et tilsyneladende simpelt produkt," siger Lars Ankersen, kommunikationsmedarbejder ved TVIS. 

Arrangementet er gratis, og tilmelding er ikke påkrævet. 

Se mere om åbent hus på Skærbækværket på www.orsted.com/aabenthus eller eventets Facebook-side.

Artiklen er publiceret 30. januar 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey