Den nye grussti i Skanderup indvies den 6. juni kl. 16.30

Onsdag den 6. juni kl. 16.30 indvier Landsbyforeningen Skanderup og Omegn sammen med Kolding Kommune en ny grussti fra Skanderup mod Lunderskov.

Den nye sti går fra Kastanie Alle i Skanderup ved byskiltet og langs vejen hen til Kirkebyen. En strækning på knap en kilometer. Stien er lavet med midler fra landsbypuljen og er det projekt, der har fået flest støttekroner i puljens historie, 450.000 kr. i alt.

Stien opfylder et stort og mangeårigt ønske for borgerne i Skanderup. Det fortæller formand for Landsbyforeningen Skanderup og Omegn Linda Husfeldt Johansen.

- Det har været en stor bekymring med de mange skolebørn, der cykler på vejen mellem Skanderup og Lunderskov, hvor der både er mange biler og lastbiler, der kører stærkt. Vi har derfor længe haft et stort ønske om at få en sti, der kan give både børn og forældre tryghed i trafikken.

Linda Husfeldt Johansen tilføjer, at stien blev færdig i maj og allerede nu bliver brugt flittigt – ikke bare af skolebørn, men også alle andre, der har et ærinde i Lunderskov, lufter hund eller bare vil ud og nyde naturen.

Formand i Lokaldemokratiudvalget Ole Alsted glæder sig over, at det med den nye sti er blevet sikkert for de bløde trafikanter at færdes på strækningen mellem Skanderup og Kirkebyen.

- Der er ingen tvivl om, at stiprojektet i Skanderup gør en meget stor forskel. Det er samtidig et godt eksempel på, hvor langt vi kan komme med et tæt samarbejde mellem de stærke lokale kræfter og Kommunen, siger Ole Alsted.

Alle er velkomne til indvielsen, hvor Ole Alsted holder tale og der bliver serveret øl og vand. Mødested er på Kastanie Alle i Skanderup, hvor stien begynder.

 

Artiklen er publiceret 01. juni 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey