Opdatering onsdag kl. 15.10: Torsdag forventer Kørselskontoret at køre normalt igen, efter at kørslen af børn til specialskoler samt borgere visiteret til lægekørsel og genoptræning har været ustabil onsdag. Hvis der mod forventning vil være problemer, håber vi at kunne give besked omkring kl. 22 i aften i denne artikel.

Her kan du læse den oprindelige historie fra onsdag morgen:

 

Oven i de trafikale udfordringer på grund af sneen betyder computerproblemer hos en leverandør forsinkelser og aflysninger i Kolding Kommunes kørsel af børn til specialskoler samt borgere der er visiteret til lægekørsel og genoptræning i dag onsdag den 28. februar 2018. Op imod 600 borgere kan blive berørt.

”Vi er utroligt kede af de gener, som problemer skaber. Der bliver arbejdet på højtryk på at løse problemet, men der må forventes forsinkelser på kørsel til specialskoler med både bus og taxa samt kørsel til genoptræning. Om forsinkelsen bliver på et kvarter eller to timer, kan vi simpelthen ikke sige her til morgen. Til gengæld forventer jeg ingen væsentlige forsinkelser, når børnene skal hjem fra skole og folk retur fra genoptræning ud over evt. problemer på grund af sneen,” oplyser trafikchef Martin Pape, som også er chef for kommunens Kørselskontor.

Endnu mere usikker er kørslen for specielt ældre, der er visiteret til lægekørsel.

”Som det ser ud her til morgen, kan vi ikke garantere at kunne køre de bestilte ture, ligesom der ikke i dag er mulighed for at bestille ture. Jeg vil anbefale borgere, som har fået en tid hos lægen, til at afbestille den og få en ny tid. Heldigvis er der sjældent tale om akutte problemer ved vores form for lægekørsel, men hvis det haster, skal man naturligvis kontakte sin læge,” siger Martin Pape.

Det er serverproblemer hos en softwareleverandør, der skaber problemer. Konsekvensen er, at alle ture skal planlægges manuelt, hvilket tager markant længere tid end normalt.

”Vi håber at få løst problemet i dag onsdag, så kørslen vil være normal fra i morgen,” siger Martin Pape.

Kørselskontoret kan kontaktes på telefon 79 79 17 18, men der må forventes ventetid.

Artiklen er publiceret 28. februar 2018
Contact our Honeypot department if you are desperate to get blacklisted. Sincerely Ms. Pots and Mrs. Honey