Skip til hoved indholdet

Advokatfirma tegner og fortæller

Foto: Flying October

Kaiser Domino Advokatfirma bruger metoder fra designtænkning til at gøre deres rådgivning gennemsigtig og overskuelig for kunderne.

Medejer og direktør, Joe Domino, er ikke i tvivl om, at de nye værktøjer giver virksomheden et forspring i konkurrencen med andre advokatfirmaer.

Hvad er vigtigt i en kontrakt om ejendomsudvikling? Hvordan håndteres en inkassosag? Hvornår bør en tvist afgøres i mindelighed, og hvornår bør den afgøres af en domstol?

Der er både teoretiske, praktiske og personlige svar på de spørgsmål. Alle sager og klienter er forskellige. Men tidligere var svaret i advokatbranchen stort set det samme, fordi svaret alene byggede på de juridiske muligheder, praksisser og faldgruber.

Men sådan er det ikke mere hos Kaiser Domino Advokatfirma. Alle medarbejdere er blevet uddannet i designmetoder og -tænkning, og det har ændret deres tilgang til både kunder og forretningens udvikling.

- Nu spørger vi meget mere ind til vores kunders situation, overvejelser og ønsker, inden vi kommer med vores viden og rådgivning, siger Joe Domino, der er medejer og direktør i advokatfirmaet. Han blev introduceret for designuddannelserne gennem Business Kolding og valgte, at alle ansatte i virksomheden skulle lære at bruge designmetoder og -teknikker.

- Vi grundlagde i sin tid Kaiser Domino Advokatfirma, fordi vi gerne ville drive advokatpraksis på en anderledes og mere udadvendt måde, end det der er tradition for i branchen. Det klæder designteknikkerne os på til at gøre i praksis, så det ikke bare bliver noget, vi siger, men noget vi gør, fortæller Joe Domino. Én af de ting, han selv har lært på designuddannelsen, er at tegne en juridisk proces eller kontrakt for klienterne. Det giver klienterne et overblik over, hvad de kan forvente og indblik i de muligheder, der er undervejs i processen.

Sara Velsing Groth er en af de designere, som har undervist medarbejdere og ledere hos Kaiser Domino, og hun kan godt genkende den effekt:

- De værktøjer, man lærer at anvende med en designuddannelse, giver indblik i, hvordan brugerne oplever eksempelvis ydelser og markedsføring. Når man har den viden, får man også indsigt i, hvad der er behov for, så man kan udvikle nye og bedre ydelser og forstærke sine relationer til brugerne.

Og stærkere relationer til advokatfirmaets klienter er netop én af de gevinster, Kaiser Domino Advokatfirma oplever.

- Når vi spørger ind til klienternes behov og bekymringer, får vi helt naturligt en tættere relation, og vi kan give dem bedre rådgivning og skræddersy vores ydelser, så det passer til netop deres ønsker, siger Joe Domino. Gennemskueligheden giver både tryghed og overblik til klienterne, som også aktivt kan være med til at træffe beslutninger undervejs i processen.

- For os betyder det meget, at vi har været blandt de første i branchen til at anvende designteknikkerne. Jeg kan se, at der er flere og flere, som bevæger sig i samme retning, og Kolding får opmærksomhed fra resten af landet, fordi vi er dygtige til det. Og nu er vi hos Kaiser Domino et skridt foran med arbejdet. Det styrker vores position.