Skip til hoved indholdet

Toilet-revolution på vej

Barn sidder på et toilet

To designere har skabt toilettet poosition, der kan være enden på fænomenet forstoppelse

Hvert år havner ca. 13.000 børn på danske sygehuse, fordi de har så ondt i maven, at man mistænker alvorlige tarmsygdomme. Men i ca. 95% af tilfældene viser det sig, at problemet er forstoppelse. Det vil sige sjælden og/eller meget smertefuld afføring.

Designerne Julia Sand og Ditte Marie Fog er uddannet på Designskolen Kolding. De har hjælp på vej både til børn og alle andre, der lider af forstoppelse. De to har designet det ergonomiske toilet poosition, som gør det nemt at tømme tarmen.

Toiletter er ikke sexede

”Selv om det ikke er så sexet at arbejde med toiletter som industrielle designere, tager vi fat i et tabu og et kæmpestort problem. Både børn og voksne sidder forkert på toilettet. Det har vi gjort i 244 år. Vi retter op på fejlen ved at designe en naturlig siddestilling, som gør det nemt at komme af med afføringen,” forklarer Ditte Marie Fog.

Skovskiderstillingen

Designerne kalder det for ”skovskiderstillingen”. Det er den måde, man sætter sig på, når man graver et hul i jorden og bruger det som toilet. Det gør man uden for byerne mange steder i verden bl.a. i Afrika og i Asien, hvor de to designere har opholdt sig. Men også i Danmark.

”Vi fik ideen, da vi gik Hærvejen sammen. Dér måtte vi af og til grave et hul i jorden, og vi talte om, hvor let det var at komme af med afføringen på den måde, fortæller Ditte Marie Fog.

Det kan blive stort

De fik deres oplevelse bekræftet ved at grave sig ned i emnet bl.a. med hjælp fra børneafdelingen på Kolding Sygehus. Og da designerne indså, de havde fået en god idé, og der var potentiale for at løse et kæmpestort problem, gik det stærkt.

”Ét år efter, vi forlod designskolen, står vi med et færdigt design og er i forhandling med producenter om at sætte det i produktion. Det kan blive et forretningseventyr,” forudser Ditte Marie Fog med henvisning til, at toilettet kan bruges af alle.

Fakta

  • Den puborektale muskel holder på afføringen i almindelig siddestilling, men lader tarmen tømme sig, når den strækkes ud i ”skovskiderstillingen”, hvor knæene er over hoftehøjde
  • Julia Sand og Ditte Marie Fog vandt to priser ved Danish Design Award 2020: Visionary Concept og Young Talent
  • De har brugt Blue Kolding som sparringspartner omkring vand og spildevand i forhold til poosition version 2.0 med skyl af bagdelen, så man kan spare på toiletpapiret
  • De skriver en børnebog om emnet: Leo og lorten
  • I gennemsnit bruger vi 3 år på at sidde på toilettet
  • Når man sidder rigtigt, kan det tage ned til 6 sekunder at tømme sin tarm

Printvenlige artikler (pdf-format)