Kontorelever
Bliv elev ved Kolding kommune – få mere end bare en uddannelse
Billede: Første års elever 2025
Uddannelsen
Som kontorelev hos Kolding Kommune får du indblik i mange forskellige arbejdsopgaver, som varierer efter hvilken af vores fire forvaltninger du kommer til at arbejde i. Din uddannelse bliver planlagt efter en målrettet uddannelsesplan, hvor du kommer rundt i tre-fire forskellige afdelinger i den forvaltning du bliver tilknyttet.
Uddannelsesplanen er individuel, hvor vi tager hensyn til dine ønsker og interesser, og hvor vi vil gøre alt hvad vi kan for at få dig godt igennem din faglige uddannelse.
En kontorelevs arbejdsopgaver kan bestå af
- Økonomi
- Sekretariatets betjening
- Borgerkontakt
- Personaleadministration
- Sagsbehandling
- Projektarbejde
- Mødebooking og planlægning
- IT opgaver
- Andre administrative opgaver
Udover afdelingens opgaver, vil vores kontorelever også få udviklet deres kompetencer i form af fælles projekter fx et tiltag som Klimahandledagen. Her vil vores kontorelever være en del af at finde bæredygtige idéer til at udbrede i Kolding kommune.
Elevklub
Som Kontorelev hos Kolding Kommune bliver du sammen med de andre kontorelever medlem af en elevklub. Klubben er elevernes mødested, hvor de får mulighed for at mødes og snakke om stort og småt, dele faglighed og hvad der rør sig i deres hverdag. Der afholdes fire møder årligt, og derudover vil der hvert år samtidig være en række forskellige begivenheder og sociale arrangementer hvor eleverne mødes.
Hvorfor skal du vælge Kolding kommune?
Ja, hvem kan sige det bedre end nogen af vores nuværende elever?
”Man skal vælge Kolding Kommune som arbejdsplads, hvis man ønsker at have varieret arbejdsopgaver med gode forhold og skønne kollegaer.”
Mia, 1. års elev
”Kolding Kommune er en arbejdsplads, der vægter elevforløbet højt og tilpasser hvert forløb således det passer til den enkelte elev. Det er en arbejdsplads, hvor der bliver taget ansvar for din læring…”
Nathalie, 2. års elev
Opstart: 1. september
Løn: Elevløn eller voksenelevløn efter gældende overenskomst
Arbejdstid: 37 timer med betalt frokostpause
Eksamen: Fagprøve
Link
Mød vores kontorelever
![]()
Hvorfor valgte du Kolding Kommune?
Jeg har valgt at være elev i Kolding kommune, da jeg ser det som en arbejdsplads med mange muligheder. Elevtiden er attraktiv, da man får muligheden for at komme i flere forskellige afdelinger i løbet af de to år, man er elev. Jeg skal selv i fire forskellige afdelingerne indenfor By & Fællesforvaltningen, men antallet af afdelinger afhænger af, hvilken forvaltning man er elev i.
Der igennem finder jeg også ud af hvilke opgaver, hver afdeling beskæftiger sig med, hvilket kan gøre mig klogere på, hvilken retning jeg ønsker efter min elevtid.
Hvad laver du som elev?
Til dagligt sidder jeg på nuværende tidspunkt i Entreprenørafdelingen, som er min første afdelingen i min elevtid, hvor jeg skal være de første 6 mdr. Entreprenørafdelingen er en afdeling som beskæftiger sig med rigtig mange driftsopgaver i kommunen. I afdelingen har man en meget stor berøringsflade, hvilket jeg trives godt under.
Mine daglige opgaver er forskellige fra dag til dag, men en del af mine faste opgaver er følgende:
- Bogfører sagskladde
- Tømme postkasser – både fysik og digitalt
- Oprette sager
- Betale faktura
- Tage imod borgerhenvendelser telefonisk
- Indkøb af kontorhold
- Referent til diverse møder
- Oprette, vurdere og godkende opgaver i Driftweb (Intern system til opgaver)
- Håndtering af sygemelding/ raskmelding
- Diverse ad hoc-opgaver
Jeg skal yderligere i tre forskellige afdelinger, hvor næste gang skal i sekretariatet for By & Fællesforvaltning, efterfulgt af Personale og Økonomi, og afslutningsvis skal jeg i HR-afdelingen.
Elevsammenholdet
Elevsammenholdtet er godt på tværs, vi kommer alle med forskellige baggrunde, men alle er interesseret i hvem hinanden er, for sammen at være med til at skabe det gode sammenhold. Derudover mødes vi elever på tværs i forbindelse med forskellige arrangementer, begivenheder og opgaver. Vi spiser frokost sammen, når det kan lade sig gøre, og derudover giver vi hinanden sparring om det som berører sig i hverdagens opgaver.
Hvorfor skal man vælge Kolding Kommune som uddannelsessted?
Man skal vælge Kolding Kommune som arbejdsplads, hvis man ønsker at have varieret arbejdsopgaver med gode forhold og skønne kollegaer.
Det er en arbejdsplads, der giver gode muligheder for udvikling og læring både under elevuddannelsen men også bagefter. Det er en kommune med et godt arbejdsmiljø, og der bliver taget hånd om eleverne. Derudover har man som elev medansvar for de arbejdsopgaver man bliver stillet, eller man kunne ønske sig bliver stillet.
Som elev har man en elevansvarlig, der følger en igennem hele ens elevtid. Den elevansvarlig har man i gennemsnit en 1:1 samtale med i måneden, hvor den elevansvarlig følger op på hvordan man trives, samt hvordan man har det med sine arbejdsopgaver.
Der er også altid gode kollegaer er sparre med, og som altid gerne vil lærer fra sig, samt hjælpe en på vej.
Skoleopholdene
1 års eleverne følges sammen på skoleopholdene, og 2 års eleverne følges sammen på deres skoleophold. Man følges med sin årgang på hovedforløbene, som i alt er 3x3 uger, men valgfagene kan variere afhængigt af hvad man vælger.
Udover at man går på skole med de andre elever fra Kolding Kommune, kommer man i klasse med elever fra andre kommuner eller styrelser, som også har offentlig administration som speciale i deres kontoruddannelse.
Ønsker til fremtiden
Ønsker til fremtiden er at forsætte min ansættelse ved Kolding Kommune efter endt uddannelse. Det er en stor organisation, hvor mange muligheder byder sig, og derudover trives jeg godt i arbejdsmiljøet. På sigt vil jeg også gerne uddannelse mig yderligere indenfor den kommunale sektor.
Hvorfor valgte du Kolding Kommune?
Jeg valgte Kolding Kommune, da jeg er født og opvokset i Kolding og holder meget af byen, samt føler en stærk tilknytning. Jeg ville meget gerne være en del af så stor en organisation og se hvordan tingene hænger sammen og komme med bagom kulissen. Jeg synes det er enormt spændende og virkelighedsnært at være en del af en organisation, som favner så bredt og har borgerne i centrum, på så mange forskellige måder.
Hvad laver du som elev?
Jeg er ansat som elev i By- og fællesforvaltningen. Jeg skifter afdeling hver 8. måned og har dermed tre afdelinger jeg skal rundt i i min toårige elevperiode. Lige nu er jeg i den afdeling der hedder Regnskab og processer og indgår i teamet ’Finans og udlejning’
Mine opgaver i afdelingen:
- Bogfører den daglige driftskonto fra Jyske Bank
- Legatarbejde
- Fordeler post for Udlejnings indbakke
- Journaliserer risikovurderinger
- Tage imod returbreve og håndtere dem
- Bogføre MobilePay, samt Rejsekort
- Kontering af regninger for afdeling 0246
- Betale regninger for Feriefonden
- Og diverse ad-hock opgaver
Planen er som udgangspunkt, at jeg skal i Løn resten af 2025 og at Borgerservice bliver mit sidste praktiksted.
Elevsammenholdet
Fire gange om året, afholdes der elevmøder, hvor vi har mulighed for at drøfte stort som småt.
Der opfordres til fælles frokoster og jeg synes allerede efter 2 måneder på hver vores lokation og i hver vores afdeling, at vi er kommet hinanden godt ved. Det er rart at vide at der er seks andre (for ikke at sige 13 andre) der er i samme båd og kan relatere til en, på en anden måde.
Udover det, ser man en del til hinanden i ens introforløb, i form af introdage, kurser og aktiviteter, hvilket styrker elevsammenholdet en del. Efter sigende, bliver man også en del tættere af at komme på skole sammen, så det glæder jeg mig til.
Hvorfor skal man vælge Kolding Kommune som uddannelsessted?
Man skal vælge Kolding Kommune som uddannelsessted, da organisationen spænder så bredt. Der er styr på tingene og man bliver mødt i øjenhøjde med et tilpasset program, som er tilrettelagt og gennemtænkt og der er generelt en god dialog og hånd-i-hanke hele vejen igennem ens elevtid.
Der er et hav af muligheder i de forskellige forvaltninger og afdelinger - på den måde kan man finde sit rette match og få skabt sig en bred erfaringsliste, så man er godt rustet som færdig elev.
Der er nærmest ikke begrænsninger for, hvad man kan få lov til - meget er muligt og man er selv med til at lave planen for ens elevtid.
Man skal desuden vælge Kolding Kommune, da der bliver taget hånd om en og man indgår på lige fod med ens kollegaer, selvom man er i lære. For mig betegner ordet ’gennemført’ Kolding Kommune som uddannelsessted og jeg er meget tilfreds med mit valg.
Skoleopholdene
Jeg har endnu ikke været på skoleophold. Jeg har mit første fra den 18. november til 6. december.
Jeg glæder mig til undervisningen og forhåbentlig at komme tilbage til min afdeling med ny viden, jeg kan bruge i praksis.
Jeg har derudover to skoleophold mere og 5 ugers valgfag, fordelt over mine to år som elev.
Ønsker til fremtiden
Jeg glæder mig til at se hvad de næste to år kan byde på, så jeg kan blive klogere på hvor mine kernekompetencer ligger. Det kommer til at give utrolig meget viden og erfaring at komme rundt i forskellige afdelinger, så på den måde er jeg sikker på jeg kommer det nærmere.
Jeg er meget glad for at være i By- og fællesforvaltningen, så jeg ser gerne mig selv blive her, hvis der er en ledig stilling jeg kan se mig selv i. Jeg ser også mig selv efteruddanne mig og specialisere mig endnu mere efter endt elevtid i offentlig administration.
Hvorfor valgte du Kolding Kommune?
Jeg valgte at søge elevstillingen ved Kolding Kommune, da jeg syntes det kunne være spændende at arbejde ved en kommune, som er en stor og spændende organisation med mange muligheder. Organisationens størrelse omfatter et stort arbejdsområde samt medarbejdergruppe, hvilket giver mange muligheder som elev samt fremtidsmuligheder ved evt. fastansættelse. Derudover var det vigtigt for mig at ansøge et sted, hvor de har erfaring med elever – dette blev jeg bekræftet i læsning på kommunens hjemmeside samt i stillingsopslaget.
Hvad laver du som elev?
Jeg er elev i By- og Fællesforvaltningen, som er den største af alle kommunens fire forvaltninger. I øjeblikket sidder jeg i Løn og Personale, hvor jeg skal arbejde med opgaver inden for ansættelse og fratrædelse, ferieoversigt, parkeringsafgifter, forsikringer, ejendomsskat mm.
I min samlede elevtid skal jeg være i følgende afdelinger:
- Seks måneder i Sekretariatet, Team Nytorv
- Seks måneder i Entreprenørafdelingen
- Seks måneder i Økonomi og Personale
- Seks måneder i Trafik, Vej og Park
Elevsammenholdet
Vi har i Kolding Kommune en elevklub for både 1. og 2. årseleverne, hvor vi mødes fire gange om året til elevmøder. Formålet med elevmøderne er erfaringsudveksling, opbygning af relationer og kendskab til kommunen samt til kontorelevuddannelsen. Udover de faste møder mødes vi også indimellem til frokost samt diverse arrangementer og elevrelateret møder bl.a. har vi en årlig Klimahandledag, som eleverne står for. Jeg sætter stor pris på elevgruppen, da det er en gruppe af mennesker, som er samme sted i livet som én selv - der er bl.a. mulighed for sparring i forbindelse med skoleophold og emner til fagprøve mm.
Hvorfor skal man vælge Kolding Kommune som uddannelsessted?
Kolding Kommune er en arbejdsplads, der vægter elevforløbet højt og tilpasser hvert forløb således det passer til den enkelte elev. Det er en arbejdsplads, hvor der bliver taget ansvar for din læring, der er bl.a. flere møder med den oplæringsansvarlige og/eller uddannelsesansvarlig for at følge op på din elevtid samt opfyldelse af praktikmål. I tråd med dette bliver der også forventet at du som elev tager ansvar for din egen læring. Dette er noget, som jeg i særdeleshed er begejstret for da det giver én mulighed for at skrue lidt på sin uddannelse og fortælle hvad man brænder for eller har af ønsker til sin elevtid.
Skoleopholdene
Skoleopholdene foregår på IBC Innovationsfabrikken i Kolding. Under uddannelsen skal man på tre skoleophold med en varighed af tre uger samt tre til fem valgfag med en varighed på en uge. På skolen bliver man mødt af engageret lærere, som klæder eleverne på med en masse teorier, modeller og cases, som er brugbart i praksis når man vender retur til sit praktiksted. På skoleopholdene er man i klasse med elever fra bl.a. andre kommuner, Retten, ATP og andre Regioner - dette giver rig mulighed for at udvide sit sociale netværk og kommunikere på tværs.
Ønsker til fremtiden
Jeg er meget glad for at være elev i Kolding Kommune, og jeg håber på at få en fast stilling. Efter endt uddannelse har jeg en drøm om at læse kommunomuddannelsen for måske på et senere tidspunkt at læse videre igen.
![]()
Hvorfor valgte du Kolding Kommune?
Jeg valgte at blive elev ved Kolding Kommune, fordi det er en arbejdsplads med mange spændende muligheder og en bred organisation, hvor man kan lære rigtig meget. Jeg synes der er godt med fokus på udvikling, og man bliver en del af en spændende organisation som har borgerne i centrum. Derudover er der gode fremtidsmuligheder, og plads til læring og udvikling.
Hos Kolding Kommune får man lov til at prøve kræfter i 3 forskellige afdelinger i løbet af sin elevtid, hvilket giver en masse god læring og kan gøre en klogere på, hvad man synes kunne være interessant at arbejde med i fremtiden.
Hvad laver du som elev?
Som elev er arbejdsopgaverne meget varierede. Jeg laver alt fra mødebooking og journalisering til at være med til at arrangere større arrangementer. Det giver en god forståelse for, hvordan kommunen fungerer, og man får lov til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver.
Lige nu sidder jeg i afdelingen ’Fællessekretariatet’ i By- og Fællesforvaltningen, hvor jeg har følgende opgaver:
- Tømme postkasser – både fysik og digitalt
- Journalisering
- Betale faktura
- Tage imod borgerhenvendelser telefonisk
- Håndtering af Studieboliger
- Indkøb af kontorartikler
- Referent til diverse møder
- Mødebookinger
- Diverse ad hoc-opgaver
Efterfølgende skal jeg ud i vores Entreprenørafdeling, og så slutter jeg min elevtid af i Økonomi og Forsikring.
Elevsammenholdet
Elevsammenholdet er virkelig godt! Vi har en stærk fællesskabsfølelse, hvor vi hjælper hinanden og deler erfaringer. Det gør uddannelsen både sjovere og mere tryg. Vi sørger for i fællesskab at skabe en god elevklub, hvor vi kan mødes til Julefrokoster og meget mere.
Det var rart for mig som 1. års elev, at man bliver taget imod af de søde 2. års elever, som kan give lidt tryghed, og som er gode til at sparre med.
Hvorfor skal man vælge Kolding Kommune som uddannelsessted?
Man skal vælge Kolding Kommune, fordi man får en alsidig uddannelse med gode udviklingsmuligheder. Der er plads til læring, og man bliver en del af en organisation, der gør en forskel for borgerne, og hvor man samtidigt kan føle sig velkommen og værdsat.
Der er helt sikkert en plads til alle interesser, da vi har mange forskellige forvaltninger og afdelinger som favner bredt.
Skoleopholdene
Skoleopholdene er et rigtig godt afbræk fra hverdagen. Det er her, man får den teoretiske viden, som man kan bruge i praksis, og samtidig møder man andre elever fra hele landet, hvilket giver nye perspektiver.
Ønsker til fremtiden
Mine ambitioner for fremtiden går i retning af ledelse. Jeg vil gerne udvikle mig og på sigt have ansvar for både opgaver og mennesker, og jeg er sikker på kommunen har rigtig gode muligheder for mig at udvikle mig i. Ledelse er for mig et vidt begreb, men min elevtid gør mig klogere på, hvad jeg kunne tænke mig at lede indenfor, når jeg engang kommer så langt.
Hvorfor valgte du Kolding Kommune?
Jeg valgte Kolding Kommune, fordi jeg på forhånd havde hørt rigtig positivt om stedet, særligt i forhold til at være elev. Jeg havde fået indtryk af, at der er gode rammer for både læring og faglig udvikling, samt et miljø hvor der er tid og plads til at lære og stille spørgsmål.
Hvad laver du som elev?
Som elev i Senior- og Sundhedssekretariatet arbejder jeg med mange forskellige og alsidige opgaver i hverdagen. Jeg fungerer blandt andet som medsekretær for Ældrerådet, hvor jeg deltager i udarbejdelsen af dagsordener, referater og forskellige bilag. Derudover står jeg også for bestilling af forplejning til Ældrerådets møder.
Jeg har desuden ansvar for bestilling af kontorartikler via kommunens indkøbsaftaler og arbejder i kommunens økonomisystem, hvor jeg blandt andet opretter nye betalingsaftaler.
Derudover har jeg to faste ugentlige vagter i Sundhedscenterets reception, hvor jeg betjener telefonen og hjælper borgere. Udover de faste opgaver løser jeg også løbende forskellige ad hoc-opgaver, som opstår i hverdagen.
I min elevtid skal jeg være i følgende afdelinger:
- Senior- og Sundhedssekretariatet (1. september 2025 – 30. april 2026)
- Digitalisering og Systemadministration (1. maj 2026 – januar 2027)
- Økonomi (januar 2027 – 31. august 2027)
Elevsammenholdet
Elevsammenholdet er rigtig godt blandt både 1. års- og 2. årseleverne. Vi afholder fire elevmøder om året, som er fordelt ud på de fire forvaltningerne, hvor vi har mulighed for at vende både stort og småt. Derudover ses vi til fællesfrokoster, så vidt det er muligt, gerne omkring én gang om måneden. Samtidig forsøger vi også at arrangere forskellige sociale aktiviteter, såsom kaffeaftaler efter arbejde eller fælles spisning uden for arbejdstiden, hvilket styrker fællesskabet yderligere.
Hvorfor skal man vælge Kolding Kommune som uddannelsessted?
Man skal vælge Kolding Kommune som uddannelsessted, hvis man har lyst til at være en del af en stor organisation, hvor der er fokus på både læring og udvikling. Her er der plads til at stille spørgsmål, begå fejl og lære af dem, og man bliver set og behandlet som en kollega fra dag ét.
Skoleopholdene
Skoleopholdene giver en god og solid teoretisk baggrund for arbejdet som elev i en offentlig administration og skaber en god forståelse for de opgaver, man arbejder med i praksis. I Kolding Kommune er der samtidig stor medbestemmelse i forhold til valg af valgfag, hvilket giver mulighed for at fordybe sig i netop de områder, man finder mest interessante.
Ønsker til fremtiden
Mit ønske for fremtiden er, efter endt uddannelse, at kunne udvikle mig videre og få nye udfordringer. Det kunne enten være i Kolding Kommune eller et andet sted, hvor jeg fortsat kan bruge og udvikle mine kompetencer.
Begyndte som elev
Har du spørgsmål?
Vil du vide mere om uddannelsen, kan du kontakte Uddannelsesansvarlig Linda Fyhn på lify@kolding.dk
(Du skal ikke sende følsomme eller fortrolige personoplysninger til en almindelig mailadresse.)
Vil du vide om din uddannelsesbaggrund opfylder de faglige krav, kan du kontakte IBC Kolding.