Skip til hoved indholdet

At være SOSU-elev i Kolding Kommune

At være SOSU-elev i Kolding Kommune er mere end en uddannelse. Det er en hverdag med mennesker, læring og meningsfulde oplevelser. Ingen dage er ens. Den ene dag hjælper du en borger godt i gang om morgenen, og den næste deltager du måske i et tværfagligt møde eller lærer nyt om medicin og rehabilitering.

Som elev bliver du en vigtig del af et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden. Du udvikler både din sundhedsfaglige viden og dine evner til at skabe tillid og gode relationer.

I Kolding Kommune arbejder vi ud fra tilgangen Selvværd og Sammenhæng. Det betyder, at alt, hvad vi gør, tager udgangspunkt i det enkelte menneske, og hvad der giver mening for netop dem. Du får grundig oplæring i, hvordan du bruger denne tilgang i hverdagen, både i mødet med borgerne og i samarbejdet med dine kolleger.

Her på siden kan du læse mere om, hvordan det er at være elev hos os, og hvordan du søger en elevplads.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på uddannelsesafdelingen@kolding.dk.

Elev i Kolding Kommune

Når du ansættes hos os som elev, ønsker vi et stærkt samarbejde, hvor du både kan forvente noget af os, men hvor vi også kan forvente noget af dig.
Vi forventer, at du:

  • Har gåpåmod og lyst til at reflektere over de oplevelser, du møder i din oplæring
  • Har lyst til at arbejde med mennesker, pleje og omsorg
  • Er ærlig, empatisk og sætter borgeren i centrum
  • Deltager aktivt i din uddannelse og har lyst til at lære og udvikle dig
  • Kan cykle sikkert i trafikken
  • Er mødestabil og kan møde omklædt kl. 07.00 i oplæring.

Vi tror på, at et godt samarbejde og gensidig respekt er nøglen til, at du får en lærerig og meningsfuld uddannelse hos os.

Når du bliver ansat som SOSU-elev hos os, får du ikke bare mulighed for at erhverve dig en uddannelse – du får et stærkt fundament for din faglige og personlige udvikling.
Som SOSU-elev i Kolding Kommune får du:

  • Spændende oplæringssteder i hele Kolding Kommune, som vi finder til dig under din uddannelse
  • Engagerede og dygtige oplæringsvejledere, som tager udgangspunkt i dig og din måde at lære på
  • En uddannelseskonsulent, der følger dig gennem hele din oplæring og står klar med støtte, sparring og gode råd
  • Løn under hele uddannelsen samt ferie i overensstemmelse med uddannelsens skole- og oplæringsplan.

Hos os bliver du en del af et fællesskab, hvor vi tror på dig, udfordrer dig og hjælper dig med at vokse både fagligt og menneskeligt.

Som SOSU-elev i Kolding Kommune får du elevløn under din uddannelse.

Er du over 25 år, kan du undersøge, om du er berettiget til at modtage voksenløn:

  • Hvis du er over 25 år og indenfor de sidste 4 år, kan dokumentere minimum 1 års erfaring indenfor faget med mindst 24 timer i gennemsnit pr. uge, så har du mulighed for at få voksenelevløn. Arbejdsgivererklæring skal i så fald vedlægges din ansøgning.
  • Hvis du ikke opfylder kriterierne for voksenelevløn, men er over 25 år, kan du kontakte Jobcentret i din bopælskommune for at få lavet en forhåndsvurdering af voksenlærlingetilskud. Hvis du bor i Kolding Kommune, kan du kontakte Jobcenteret på mail: opkval@kolding.dk. Hvis du opfylder kravene til voksenlærlingetilskud, vil du modtage en forhåndsvurdering fra Jobcentret, som skal vedlægges din ansøgning.

Som SSH-elev lærer du at yde omsorg, pleje og praktisk støtte til borgere der har brug for hjælp i hverdagen – og du gør en vigtig forskel for mennesker hver dag.

Når du søger som social- og sundhedshjælperelev, kan du søge ansættelse fra starten af grundforløbet eller starten af hovedforløbet.

Varigheden af grundforløb 2 afhænger af din baggrund:

  • 8 uger, hvis du har en gymnasial uddannelse
  • 20 uger, hvis du har gennemført grundforløb 1, eller hvis det er mere end 14 måneder siden, du afsluttede grundskolen

Hvis du ansættes på grundforløb 2, overgår du automatisk til hovedforløbet og ansættes dermed i et sammenhængende forløb.

Du kan også søge direkte ansættelse på hovedforløbet, hvis du allerede har færdiggjort grundforløb 2 i et tidligere forløb.

Du kan læse mere om grundforløb 2 og hovedforløbet på social- og sundhedshjælperuddannelsen på Social- og Sundhedsskolens hjemmeside.

Som SSA-elev arbejder du med både pleje, omsorg og sundhedsfaglige opgaver og får en central rolle i at skabe tryghed og livskvalitet for borgerne - ofte i tæt samarbejde med sygeplejersker, læger og terapeuter.

Når du søger som social- og sundhedsassistentelev, kan du søge ansættelse fra starten af grundforløbet eller starten af hovedforløbet.

Varigheden af grundforløb 2 afhænger af din baggrund:

  • 8 uger, hvis du har en gymnasial uddannelse
  • 20 uger, hvis du har gennemført grundforløb 1, eller hvis det er mere end 14 måneder siden, du afsluttede grundskolen

Hvis du ansættes på grundforløb 2, overgår du automatisk til hovedforløbet og ansættes dermed i et sammenhængende forløb.

Du kan også søge direkte ansættelse på hovedforløbet, hvis du allerede har færdiggjort grundforløb 2 i et tidligere forløb.

Du kan læse mere om grundforløb 2 og hovedforløbet på social- og sundhedsassistentuddannelsen på Social- og Sundhedsskolens hjemmeside.

Sådan søger du en elevplads i Kolding Kommune

Der findes flere veje til at blive færdiguddannet og ansøgere kan komme med mange forskellige baggrunde. Derfor er der også forskellige måder at søge en elevplads på.

Neden for kan du klikke på det forløb der passer til dig for at læse mere.  

Grundforløb 2 er for dig, der har gennemført Grundforløb 1 eller har afsluttet grundskolen for mere end 14 måneder siden.

Hvis du ønsker at søge ansættelse allerede fra grundforløb 2, skal du holde øje med Kolding Kommunes hjemmeside for ledige stillinger.

Vi slår stillinger op til både grundforløb 2 og grundforløb 2 med gymnasial baggrund to gange om året.

Det skal du have klar, når du søger en elevplads med opstart fra grundforløb 2

  • Optagelsesbrev og kompetencebevis fra skolen (modtages efter din optagelsessamtale på skolen)
  • CV
  • Gerne ansøgning, som beskriver din motivation for faget
  • Dokumentation for voksenløn, hvis du ønsker at søge dette (Læs mere om voksenløn længere oppe på siden)

Du kan læse mere om adgangskrav, uddannelsesstart, optagelse på skolen, længde på uddannelsen og meget mere på Social- og Sundhedsskolens hjemmeside.

Har du tidligere været i gang med uddannelsen eller er du i gang med uddannelsen i en anden kommune, skal du holde øje med Kolding Kommunes hjemmeside for ledige stillinger.

Her har vi stillingsopslag med løbende optag til hovedforløbet om foråret og om efteråret.

Dette skal du have klar, når du søger en elevplads som genoptags- eller overflytterelev:

  • Opdateret CV, herunder beskrivelse af tidligere uddannelsesforløb
  • Din motiverede ansøgning
  • GF2-bevis/SSH-bevis, fraværsoversigt, skolevejledning samt beviser for samtlige oplæringsperioder der er gennemført og bestået (PASS-erklæringer)
  • Dokumentation for voksenløn, hvis du ønsker at søge dette (Se mere information om dette længere oppe på siden).

Du kan læse meget mere på SOSUFVH's hjemmeside for social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Den fleksible social- og sundhedshjælperuddannelse er målrettet dig, som ønsker at blive uddannet social- og sundhedshjælper gennem et mere fleksibelt forløb.

På uddannelsen arbejder du i brancherelevant beskæftigelse, fx på et plejehjem, bosted eller i hjemmeplejen, samtidig med at du tager 5 relevante arbejdsmarkedsuddannelser på SOSU-skolen Fredericia-Vejle-Horsens.

Når du har gennemført arbejdsmarkedsuddannelserne og opnået 2 års relevant erhvervserfaring, afslutter du uddannelsen med den afsluttende prøve, som også gennemføres på den ordinære social- og sundhedshjælperuddannelse.

For at blive faglært skal du opnå følgende:

  • 2 års relevant erhvervserfaring inden din afsluttende eksamen. Du kan derfor godt søge uddannelsen uden at have tidligere erfaring
  • Certifikater i førstehjælp og brandbekæmpelse
  • Gennemføre 5 arbejdsmarkedsuddannelser med samme indhold som til social- og sundhedshjælper
  • Være fyldt 25 år inden realkompetencevurdering (RKV) og afsluttende prøve på social- og sundhedshjælperuddannelsen
  • Deltage i den afsluttende skoleperiode og prøve som social- og sundhedshjælper.

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, kan du kontakte udviklingskonsulent på Social- og Sundhedsskolen Lena Ingemann på mail lin@sosufvh.dk eller telefon 51 48 11 79.

EUV1-uddannelsen er en forkortet 17 ugers uddannelse, som er målrettet ufaglærte medarbejdere, som ønsker en social- og sundhedshjælperuddannelse.
Uddannelsen foregår udelukkende på skole og varer i 17 uger. Du ansættes som elev under hele forløbet, men der indgår ikke oplæringsperioder (praktik) i uddannelsen.

For at blive optaget på EUV1 skal du:

  • Være fyldt 25 år
  • Have mindst 2 års dokumenteret erfaring inden for de seneste 4 år, svarende til minimum 24 timer pr. uge fordelt på flere vagtlag.

Bemærk: Vi har ikke stillingsopslag målrettet EUV1-uddannelsen. Hvis du ønsker at søge EUV1-uddannelsen med ansættelse i Kolding Kommune, bedes du kontakte Uddannelsesafdelingen på Uddannelsesafdelingen@kolding.dk eller på telefon 40 27 33 68.
Herefter bliver du vejledt videre til et af vores stillingsopslag, som du kan søge.

Sådan søger du

  1. Ansøg om optagelse på uddannelsen:
    • Vejledning til optagelse på EUV1 finder du her: Hovedforløb hjælper
    • Hvis du bliver godkendt til optagelse, inviterer SOSU-skolen FVH dig til en online-samtale
    • Hvis du godkendes til EUV1-forløbet, får du tilsendt en velkomstmail samt et kompetencebevis i E-Boks.
  1. Ansøg om ansættelse hos Uddannelsesafdelingen i de 17 uger

Vedhæft følgende i din ansøgning til Uddannelsesafdelingen:

    • Dokumentation for optagelse på EUV1 og tilsendte kompetencebevis
    • CV
    • Udfyldt arbejdsgivererklæring fra ansøgningen.

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, er du meget velkommen til at kontakte:

Uddannelsesvejleder på SOSU FVH Pia Fammé på pfa@sosufvh.dk / 29 12 80 38

Uddannelsesafdelingen, Kolding Kommune: uddannelsesafdelingen@kolding.dk / 40 27 33 68

Få mere at vide

Læs mere på Social- og Sundhedsskolens hjemmeside

Kontakt os

Uddannelsesafdelingen
Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje