Skip til hoved indholdet

Følg hjemmehjælperne på job

Social- og Sundhedshjælper Simone Borup Brink
Social- og Sundhedshjælper Simone Borup Brink

Hvis du gerne vil se, hvor alsidigt og spændende jobbet som hjemmehjælper er, kan du følge fire af vores medarbejderes hverdag på TV Syd.

En ny programserie skildrer hverdagen i hjemmeplejen i Kolding Kommune, det er reportageserien “Hjemmehjælperne” der giver et unikt indblik i det arbejde, som SoSu’erne udfører i borgernes eget hjem, og tydeligt viser hvorfor det er så vigtig en opgave.

Et fag forbundet med fordomme

Hvordan er det egentlig at arbejde i hjemmeplejen? Det er et af de centrale spørgsmål, som serien “Hjemmehjælperne” vil forsøge at besvare. Og det er ikke et uvæsentligt spørgsmål. Arbejdet i ældreplejen er nemlig forbundet med stor uvidenhed og mange fordomme, hvilket er en af forklaringerne på, hvorfor alt for få mennesker starter på en sosu-uddannelse.

En af de hjemmehjælpere, der i serien giver os et indblik i sit arbejde, er 28-årige Simone Borup Brink. Hun er uddannet Social- og Sundhedshjælper - og hun elsker sit job.

“Det er så fedt at møde så mange forskellige mennesker, høre deres livshistorier og lære en masse af det, synes jeg. Og så kan jeg også rigtig godt lide, at man føler, at man gør en forskel. Det er måske lidt kliché, men det er bare virkelig dejligt, ” siger hun.

Og der er da heller ikke tvivl om, at Simone Borup Brink gør en forskel for borgerne. Det bliver især tydeligt, da hun i et afsnit af serien er på besøg hos Verner. Han er lam i højre side af kroppen efter en hjerneblødning og får derfor en del hjælp af Kolding Kommunes hjemmehjælpere.

“Simone er en af mine yndlings, det er helt sikkert. Hun er bare så dygtig. Det har været en god morgen, når hun har været her, synes jeg,” siger Verner med et smil.

Hjemmehjælperne på TV Syd

Programserien “Hjemmehjælperne” har tv-premiere på TV SYD lørdag den 20. februar 2021 klokken 19.30, men vil også kunne streames på tvsyd.dk og på appen, TV SYD Play.

Hjemmehjælperne

Serien består af 10 programmer og er produceret af Wasabi Film.