---
title: "300 deltagere til stormøde: Kolding vil styrke servicen til erhvervslivet"
description: "Omkring 300 deltagere var på plads, da Kolding Kommune og Business Kolding afholdt årets tredje stormøde. Her var der fokus på, hvordan kommunen vil gøre det lettere og mere enkelt at drive virksomhed i Kolding."
date: "2026-11-05"
created: "2026-11-05"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [300 deltagere til stormøde: Kolding vil styrke servicen til erhvervslivet](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/300-deltagere-til-stormoede-kolding-vil-styrke-servicen-til-erhvervslivet)

# 300 deltagere til stormøde: Kolding vil styrke servicen til erhvervslivet

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/956c7afa-2d47-41b9-b8d9-aaa8b92b434c?width=800)

Årets tredje stormøde foregik i Schous nye flotte lokaler

Omkring 300 repræsentanter fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og samarbejdspartnere var samlet, da Kolding Kommune og Business Kolding afholdt årets tredje stormøde. Her var der fokus på, hvordan kommunen vil gøre det lettere og mere enkelt at drive virksomhed i Kolding.

Der var både stort fremmøde, god stemning og masser af engagement, da omkring 300 deltagere onsdag den 4. november mødtes hos Schou i Kolding til årets tredje stormøde for erhvervslivet.

Mødet blev afholdt af Kolding Kommune i samarbejde med Business Kolding og havde denne gang overskriften Sammen om den gode erhvervsservice.

Det er en del af det fælles arbejde med ambitionen om at gøre Kolding til Syddanmarks stærkeste erhvervskommune.

##
Fra virksomhedernes input til konkrete forbedringer

Et centralt punkt på dagens program var den omfattende 360-graders undersøgelse af Kolding Kommunes erhvervsservice, hvor 1.091 virksomheder har bidraget med deres erfaringer.

Undersøgelsen viser blandt andet, at der er stor tillid til kommunens faglighed og samarbejdet med erhvervslivet. Men den peger også på områder, hvor der er behov for forbedringer. Det gælder særligt koordineringen på tværs af kommunen og håndteringen af mere komplekse sagsforløb.

På stormødet blev der derfor sat fokus på, hvordan kommunen vil følge op på resultaterne og skabe en mere sammenhængende, tydelig og effektiv erhvervsservice.

## Fokus på fremtidens arbejdskraft

Dagen bød også på et blik mod fremtiden.

Her blev der blandt andet sat fokus på Koldings folkeskoler og arbejdet med at sikre flere ingeniøruddannelser til byen.

Netop adgangen til kvalificeret arbejdskraft er en vigtig forudsætning for, at virksomhederne kan udvikle sig og skabe nye arbejdspladser. Derfor arbejder kommunen sammen med erhvervslivet og andre samarbejdspartnere på at styrke Kolding som uddannelsesby.

## Samarbejdet fortsætter

Foruden oplæg og præsentationer bød eftermiddagen på rundvisning hos Schou, netværk og mulighed for at besøge forskellige stande, hvor repræsentanter fra Kolding Kommune og Business Kolding stod klar til at møde virksomhederne og fortælle om deres arbejde.

Det var tredje gang i år, at kommunen og Business Kolding samlede erhvervslivet til stormøde. Møderne skal være med til at styrke samarbejdet og omsætte den fælles ambition om at gøre Kolding til Syddanmarks stærkeste erhvervskommune til konkrete handlinger.
