---
title: "Åben Rådgivning er guidning lige fra gaden"
description: "I juni 2025 åbnede Åben Rådgivning i Kolding Kommune. Rådgivningen er tænkt som et sted borgere kan gå hen, hvis de har brug for kommunal hjælp, men ikke er sikre på, hvor i Kommunen de skal henvende sig."
date: "2026-06-02"
created: "2026-06-02"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Åben Rådgivning er guidning lige fra gaden](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/aaben-raadgivning-er-guidning-lige-fra-gaden)

# Åben Rådgivning er guidning lige fra gaden

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/3b24c198-df23-43a3-56d7-08debc95e372?width=800)

I juni 2025 åbnede Åben Rådgivning i Kolding Kommune. Rådgivningen er tænkt som et sted borgere kan gå hen, hvis de har brug for kommunal hjælp, men ikke er sikre på, hvor i Kommunen de skal henvende sig.

”Med Åben Rådgivning har Socialudvalget ønsket at skabe et sted, hvor der var én indgang til kommunen. Som borger kan det godt virke uoverskueligt at finde netop det specifikke sted, hvor man skal gå hen for at få hjælp, en samtale eller et godt råd. Med Åben Rådgivning ville vi skabe et sted, hvor borgerne hurtigt møder fagpersoner, så de i fællesskab kan afklare deres behov. På den måde kan de hurtigt få den bedste hjælp det rigtige sted,” fortæller formanden for Socialudvalget, Nicolai Boelsmand Asmussen.

Og noget kunne tyde på, at Socialudvalgets ramte rigtigt med etableringen af Åben Rådgivning. Det var konklusionen, da repræsentanter fra Åben Rådgivning på udvalgsmødet 2. juni fortalte om erfaringer fra hele opstartsperioden, status på arbejdet og den videre proces.

”Det var rigtig godt at høre, at Åben Rådgivning er kommet godt i gang og at både borgere og samarbejdspartnere bruger rådgivningen, som den er tænkt. Det giver os som udvalg en tryghed at vide, at der er etableret et sted at gå hen, hvis man for eksempel er ung og føler, man sidder fast i sit liv,” fortæller udvalgsformanden.

##
Sådan fik ”Emma” hurtigt hjælp

På udvalgsmødet blev udvalgsmedlemmerne præsenteret for en fiktiv case. Altså et eksempel der ikke er rigtigt, men alligevel tager afsæt i, hvordan man arbejder på Åben Rådgivning.

Det fiktive eksempel handler om ”Emma” på 21 år. Hun bor for sig selv og er begyndt at mærke, at hverdagen skrider. ”Emma” føler sig alene, mister struktur og bliver mere og mere overvældet af livet på en negativ måde. Som så mange andre ønsker ”Emma” ikke et kommunalt forløb, hvor hun skal oprettes som en sag og mødes med og fortælle sin historie til en række forskellige mennesker, før hun kan få hjælp.  I virkeligheden vil” Emma” bare gerne hjælpes i gang – og finde et sted, hvor hun kan høre til.

En torsdag eftermiddag møder Emma spontant op i Åben Dør, som er et sted på Åben Rådgivning, hvor alle kan komme lige fra gaden.

Her bliver hun taget imod med det samme og sætter sig ind til en rådgiver. Efter en snak med rådgiveren går ”Emma” ud ad døren med en personlig aftale om yoga næste onsdag. Med sig har hun også fået kontakt til Meningsfulde Fællesskaber, til Frivillig Kolding og har et link til Internetpsykiatrien med i lommen, hvis det bliver nødvendigt.

”Eksemplet med ”Emma” er tænkt, men ikke langt fra hverdagen på Åben Rådgivning. En samtale uden visitation, uden sagsoprettelse og uden kommunal indsats, hvor man får konkrete aftaler og ideer til at komme videre, giver en følelse af, at noget endelig er i bevægelse. Derfor er Socialudvalget også mere end tilfredse med det borgervenlige tiltag, som Åben Rådgivning er. Nu ser vi frem til efteråret, hvor der bliver lavet en undersøgelse blandt brugerne om tilfredsheden med Åben Rådgivning. På den måde kan vi tilpasse tilbuddet, så vi kan justere på de ting, som borgerne eventuelt har ideer til, kan gøres på en anden måde,” slutter Nicolai Boelsmand Asmussen.
