Skip til hoved indholdet

Butikker åbner igen

Oprettet 26. februar 2021

Lige som i resten af landet genåbner tøjbutikker, isenkræmmere, boghandlere og andre udvalgsvarebutikker også i Kolding Kommune fra mandag den 1. marts 2021.

De butikker, som har fået lov til at åbne, er udvalgsvarevarebutikker under 5.000 kvadratmeter. Undtaget er dog udvalgsvarebutikker i storcentre, herunder Kolding Storcenter.

Frisører, tatovører, massører og andre liberale erhverv har ikke fået lov at åbne i denne omgang, og cafeer og restauranter må fortsat kun tilbyde takeaway.

På coronasmitte.dk kan du læse, hvordan reglerne er for Dagligvarer, butikker og service.

Skærpede krav

Når butikkerne genåbner, bliver det med skærpede krav til, hvor mange kunder, der må være i butikker. Kravet fra myndighedernes side er 10 kvadratmeter pr. kunde.

Herudover opfordres alle til at være ekstra opmærksomme på at spritte hænder, bruge mundbind, holde god afstand (mindst to meter) og så vidt muligt handle alene.

Det er også stadig en god ide at lade sig teste regelmæssigt – se Her kan du blive testet.

”Vi kan godt!”

Overalt i kommunen kører der kampagne med annoncer, skilte og bannere. Budskabet er ”Vi kan godt! – sikker handel i Kolding Kommune” for at signalere, at vi både kan komme ud at handle og handle sikkert.

I gågaderne kommer der klistermærker med "Hold til højre" på belægningen.

Kan være pres på p-pladser i Kolding midtby

Gæster i Kolding midtby skal være opmærksom på, at der kan være lidt ekstra pres på p-pladserne, når butikkerne nu åbner.

Kolding Kommune er i gang med en omfattende renovering af Borchs Gård. I den forbindelse er P-pladserne i den nordlige del af Borchs Gård i øjeblikket spærret af og kan ikke benyttes. Godt 40 p-pladser i den sydlige del af Borchs Gård er stadig åbne.

I Ålegården 2 er der indrettet testcenter, hvor alle kan få lavet en coronatest (kviktest). Det skaber ekstra pres på p-pladserne i området.

For at afhjælpe presset på p-pladser i midtbyen stiller Pierre Ejendomme A/S 24 p-pladser til rådighed i parkeringskælderen under Nytorv 11 de kommende måneder. Pladserne kan fra mandag morgen frit benyttes af byens gæster og de borgere, som skal have taget en coronatest.

Den letteste måde at se, hvor der er ledige pladser i midtbyen er at bruge den mobilvenlige hjemmeside parkering.kolding.dk. Her kan man se alle kommunale p-pladser og enkelte private, og ved hovedparten af dem kan man endda se, om der lige nu er ledige pladser.