Byråd vil lytte: Borgmester inviterer erhvervslivet til stormøde
Borgmester Jakob Ville inviterer til stormøde med erhvervslivet, der holdes 17. februar fra kl. 15-17.30 i Fynske Bank Lounge på Kolding Stadion.
Kort inde i det nye år inviterer borgmester Jakob Ville på vegne af byrådet, og i samarbejde med Foreningen Business Kolding, til stormøde om erhvervslivets vilkår i Kolding Kommune.
Stormødet holdes 17. februar fra kl. 15-17.30 i den helt nye Fynske Bank Lounge på Kolding Stadion. Borgmesteren vil først og fremmest lytte, og starte en dialog med erhvervslivet.
”Kolding er en meget stærk erhvervskommune med høj beskæftigelse og mange succesfulde virksomheder. Men jeg er lydhør – og har hørt de kritiske røster, som under valgkampen pegede på et potentiale for, at vi kan gøre det endnu bedre. Det er jeg enig i,” siger Jakob Ville og tilføjer:
”Derfor vil jeg samle hele erhvervslivet sammen med Foreningen Business Kolding, så vi kan danne fælles front og stå sammen om Kolding. Vi skal have alle med, for det er den eneste måde vi kan komme fremad.”
Et bredt flertal i byrådet står bag en erhvervspolitik der bygger på et partnerskab. Det er partnerskaber som skal danne grundlaget for fremtidens vækst, hvor også vanskelige emner kan drøftes og håndteres.
”Vi må have alle kortene på bordet. Byrådet ønsker kun at give erhvervslivet de bedst mulige rammebetingelser, men vi kan naturligvis ikke prioritere alt. Jeg savner, at vi i Kolding er bedre til at fokusere og stå sammen om de store projekter. Det er nu, vi skal vise, hvad vi kan,” siger Jakob Ville.
I Foreningen Business Kolding, der tæller knap 800 virksomheder i Kolding, er der opbakning til et nyt og forstærket samarbejde.
”Vi har i foreningen taget ansvar og bakket op om en fjernelse af dækningsafgiften i denne byrådsperiode. Det er en meget stor forbedring af rammevilkårene for virksomhederne, Men lavere skatter gør det ikke alene. Vi skal stå sammen om Koldings fremtid, og på stormødet vil vi med medlemmerne og resten af kommunens erhvervsliv sætte dagsordenen for de kommende års indsatser,” siger Lene Jæger Clausen, formand for Foreningen Business Kolding.