Danmarks største jobdating - Fest For Fyrede - kommer til Kolding
Oprettet 19. september 2023
Et brag af en fest for både jobsøgere og for virksomheder, afholdes i Kolding d. 9. oktober. +500 kompetente jobsøgere samles på Comwell Kolding til Fest For Fyrede, en dag fyldt med energi, inspiration og jobsøgningsglæde. Blandt oplægsholderne er bl.a. Michael Rasmussen, der fortæller om, hvordan man proaktivt kan effektivisere sin hverdag og opnå succes, og Kåre Danielsen, stifter og direktør af Jobindex, der kaster et lys på tidens tendenser i jobmarkedet. Alle er velkomne, uanset om man er aktiv jobsøger eller kunne bruge et skud energi i overvejelsen om nye muligheder.
Men festen er ikke alene for jobsøgere. Med +500 kompetente jobsøgere til stede melder virksomhederne sig lige nu på banen til jobdating. Har du en ledig stilling – så er der på dagen d. 9. oktober gode muligheder for at hilse på din kommende medarbejder. Jobcenter Kolding faciliterer et stort jobdating-arrangement, der løber parallelt med det spændende program på scenen i teatersalen. Jobdating afholdes i tidsrummet fra 10.30 – 13:00.
Fest For Fyrede startede med inspiration fra USA, hvor der er tradition for at holde ”pink-slip-parties” i forbindelse med opsigelsesrunder. Powerjobsøgerne har sammen med Jobindex grebet ideen med ”pink-slip-parties og formet den til et brag af en dag, hvor jobsøgerne får nye redskaber, motivation og ikke mindst den altafgørende jobsøgningsglæde. Deltagerne byder ind med en bred vifte af efterspurgte kompetencer, men alle har brug for et netværk for at kunne udvikle sig og fastholde energien. Det er grundkonceptet hos Powerjobsøgerne – og sammen med Jobindex er det en unik mulighed for at matche virksomheder og jobsøgere.
Udover Michael Rasmussen og Kåre Danielsen byder programmet også på gode råd fra et bredt sammensat HR-panel, nyt om mulighederne for uddannelse og opkvalificering og meget andet.
Fest For Fyrede arrangeres i et samarbejde mellem Powerjobsøgerne, Jobindex A/S, Comwell Kolding og Kolding Kommune.
Tilmelding:
- Jobsøgere og andre interesserede tilmelder sig via https://www.jobindex.dk/cms/fest-for-fyrede
- Virksomheder, der vil tilmelde sig jobdating, kontakter: Tom Walther, virksomhedskonsulent Kolding Kommune, på tomwa@kolding.dk eller 2054 2796
Program:
09:00 Velkommen - dørene åbnes til indtjekning
09:30 Velkomst v/
Powerjobsøgerne,
Jobindex og
Villy Søvndal, Kolding Byråd
09:45 De 10 bedste jobsøgningsråd fra Powerjobsøgerne og Jobindex
v/Malene Gregaard Wilsly stifter af Powerjobsøgerne og
beskæftigelseschef hos Jobindex A/S
10:30 Pause og networking
10:30 Jobdating mellem virksomheder og jobsøgere.
Jobdating fortsætter til kl. 13:00
11:00 Muligheder for uddannelse og opkvalificering
v/ VEU-konsulent Trine Søndergaard fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
11:15 Tendenserne i det lokale jobmarked – hvor er potentialerne?
v/Kaare Danielsen, direktør og stifter, Jobindex A/S
11:45 Frokost og jobdating
13:00 Hvordan kan man proaktivt effektivisere sin hverdag og opnå succes?
v/Michael Rasmussen, tidligere professionel cykelrytter
13:50 Kaffepause og networking
14:20 HR-panel – gode råd til din jobsøgning på tværs af brancher
v/Kolding Kommunes HR afdeling Ann-Britt Olesen Smorawski
15:20 Afslutning og lodtrækning – vind fede præmier sponsoreret af vores
samarbejdspartnere.
15:30 Tak for i dag
Seneste nyheder
-
Byens møde: Giv dit input til fremtidens Kolding
27. september 2023 -
Asfaltarbejde i aften- og nattetimerne på Skovvangen
26. september 2023 -
Asfaltarbejde på Idyl – genåbner senest 6. oktober
22. september 2023 -
Brændkjær Klimapark står færdig og er klar til indvielse
21. september 2023 -
Hyg og Byg - bæredygtig søndag med gratis møbler til Koldings studerende
20. september 2023