---
title: "Del af Adelgade lukket for trafik i maj måned"
description: "Fra mandag den 4. maj og måneden ud vil en del af Adelgade i Kolding midtby være spærret for trafik. I samme periode bliver Akseltorv ekstraordinært åbnet for biltrafik til og fra Markdanersgade – busser dog undtaget."
date: "2026-04-29"
created: "2026-04-29"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Del af Adelgade lukket for trafik i maj måned](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/del-af-adelgade-lukket-for-trafik-i-maj-maaned)

# Del af Adelgade lukket for trafik i maj måned

                ![Adelgade i Kolding ](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/1099a7a6-09e6-46af-91a0-08de9ba436cb?width=800)

I maj måned skal der udføres ledningsarbejde i Adelgade på strækningen mellem Markdanersgade og Nicolaiplads.

Fra mandag den 4. maj og måneden ud vil en del af Adelgade i Kolding midtby være spærret for trafik. I samme periode bliver Akseltorv ekstraordinært åbnet for biltrafik til og fra Markdanersgade – busser dog undtaget. I hele perioden vil der være adgang til forretninger, restauranter og cafeer samt beboelsesejendomme på den berørte strækning.

EWII er i gang med at udskifte varme- og vandledninger i Markdanersgade, Adelgade og en kort strækning på Blæsbjerggade og Låsbygade. Arbejdet på Markdanersgade er overstået. Nu går EWII i gang med næste etape på Adelgade på strækningen fra Markdanersgade og hen til krydset før Nicolaiplads.

”For at sikre adgang til og fra Koldinghus, Staldgården samt beboere og virksomheder på Markdanersgade åbner vi midlertidigt for, at bilister kan køre ind over Torvegade og Akseltorv, som ellers er friholdt for biltrafik. I forhold til vores langsigtede visioner for bymidten er det en nødløsning, som vi kun tager i brug i særlige situationer,” forklarer projektleder Rasmus Holmann Overgaard, Kolding Kommune.

![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/bad074df-8e3c-4eb5-91d5-08de9ba436cb?width=800)

*Den røde skravering viser den strækning, som vil være lukket for bilkørsel, mens omkørslen er markeret med blåt.*

## Trafikale konsekvenser

Trafikken bliver påvirket på følgende måde i maj måned:

- Adelgade er spærret for biltrafik på strækningen fra Markdanersgade til Nicolaiplads – fodgængere og trækkende cyklister kan fortsat passere.
- Forbud mod bilkørsel fra Adelgade i retning af Bredgade ophæves midlertidigt.
- Der etableres omkørsel via Torvegade og Akseltorv for bilister til/fra Markdanersgade. Al trafik skal ske på de gåendes præmisser, og biler må højest køre 15 km/t.
- Busser må ikke benytte Torvegade og Akseltorv for at komme til/fra Markdanersgade. Busser med gæster til Koldinghus eller Staldgården henvises til busholdepladserne på Ejlersvej.

## Midlertidig flytning af torvehandelen

Mens Torvegade og Akseltorv er åben for biltrafik, flyttes torvehandlen tirsdag og fredag til Nicolaiplads ud mod Adelgade.

## Læs mere

Du kan læse mere om det omfattende ledningsarbejde på siden [EWII’s ledningsarbejde i bymidten](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/f9e0c022-2a45-4fd3-b159-0b93bccbef0b "EWII’s ledningsarbejde i bymidten").
