Skip til hoved indholdet

Der skal opsættes signalmaster til lysregulering for enden af gågaden

Gadeview i Jernbanegade i Kolding

Her skal der etableres udkørsel for ensrettet trafik fra gågaden ud i det fembenede kryds.

De kommende 3-4 uger bliver krydset Jernbanegade, Munkegade, Buen og Fredericiagade i Kolding bygget lidt om

I forbindelse med en kommende omlægning af trafikken i Koldings gågader skal der ske en mindre ombygning af det fembenede kryds, dér hvor Jernbanegade og Munkegade møder hinanden. Ombygningen skal gøre det muligt for biler og cykler at køre ud i krydset fra den del af Jernbanegade, der er gågade.

Det er et nødvendigt skridt, som hænger sammen med omdannelsen af Klostergade og Lille Brostræde, samt det kommende nye pullertsystem og de nye færdselsregler for Koldings gågader, der er på vej, og som forventes at kunne træde i kraft i januar 2026.

Som en afledt effekt af alle disse projekter, skal trafikken fra gågaden kunne komme ud i det fembenede kryds via Jernbanegade.

- Det er et stort puslespil at få alle brikker til at falde på plads i bymidten, hvor vi arbejder med mange forskellige projekter, der i sidste ende skal gøre bymidten flottere, tryggere for de bløde trafikanter og bedre at opholde sig i. Og hvor vi samtidig skal håndtere trafikken, så der ikke vil være mere biltrafik i byen end absolut nødvendigt, forklarer områdechef Mads Astrup Sørensen.

Helt konkret bliver der sat signalmaster op til trafikken for enden af Jernbanegade, og der kommer afmærkning på kørebanen. Før det kan ske, vil der blive fjernet nogle af de elementer, der står for enden af gågaden i dag. Det er bl.a. en granitmur og tre af træerne.

- Det er nødvendigt at fjerne nogle forhindringer for at få plads nok til, at bilerne kan komme ud den vej. Selv om det er ærgerligt, at vi må fælde tre træer, vil jeg opfordre til, at man ser det i det store billede, altså som en brik i den store omlægning af hele bymidten. For bymidten vil samlet set få tilført mange flere grønne elementer – bl.a. træer – når det hele er færdigt om ca. 5 år, forklarer Mads Astrup Sørensen.

Udformningen af krydset vil i første omgang have en midlertidig karakter. Først når den omfattende områdefornyelse, som er på vej for hele bymidten, bliver gennemført, vil krydset få sit endelige udtryk.

Mads Astrup Sørensen beklager på forhånd det besvær, som gående, cyklende og bilende trafikanter eventuelt vil opleve fra denne uge og nogle uger frem, og han henstiller til, at man tager den med ro gennem krydset. Ombygningen forventes færdig i uge 49.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje