Skip til hoved indholdet

Efterårsrengøring – fejning af kommunens veje og cykelstier

Fejemaskine

Fejemaskinerne kommer til at arbejde på højtryk de kommende uger, når de kommunale veje og cykelstier skal gøres rene.

Nu begynder bladene for alvor at falde af træerne, og så er det tid til efterårsrengøring. Mandag den 10. november begynder den traditionelle rengøring af de kommunale veje og cykelstier i Kolding Kommune. De kommende uger vil flere hundrede tons grus, sten, blade, grene, cigaretskod, glas, plastic, osv. blive fejet sammen og kørt væk.

Efterårsfejningen hjælper med til at holde omgivelserne pæne, men tjener også andre formål.

”Vi lever i en tid med stigende regnmængder og voldsomt vejr. Når vi rengør vores vejnet, så undgår vi, at blade, henkastet affald, sand, etc. stopper regnvandsristene til, så vandet ikke kan løbe bort. Derfor venter vi så vidt muligt med efterårsrengøringen, til en god del af bladene er faldet af træerne,” forklarer entrepriseleder Anders Krog, Kolding Kommune.

Fejning letter også arbejdet med at reparere huller i asfalten og gør det sværere for ukrudt, som kan ødelægge belægningen, at få fodfæste.

Vis hensyn

Omkring 12 medarbejdere fordelt på to grupper vil være involveret i efterårsrengøringen. Hver gruppe kører i et ”tog” med 2-3 traktorer med koste efterfulgt af to store maskiner, der både fejer og suger.

Køretøjerne fylder en del i trafikken. Hvis du møder en af rengøringsgrupperne, så hold venligst afstand og vis hensyn.

"Det ville også være rigtigt dejligt, hvis bilisterne så vidt muligt parkerer på egen grund i stedet for langs vejen, når vi kommer forbi med vores fejemaskiner. På den måde kan vi komme helt ind til kantstenen og gøre ordentlig rent," siger Anders Krog.

Grundejernes ansvar

Mens kommunens sørger for rengøring af kommunale veje og cykelstier, så er det grundejernes ansvar at holde fortove og private fællesveje rene.

"Som grundejer har man ansvaret for at renholde fortovet ud for egen grund. Ansvaret for private veje og private fællesveje er placeret hos grundejerne, der ofte vil være organiseret i en grundejerforening eller et vejlaug. Den allervigtigste opgave, når man gør rent, er at holde rendestensristene rene, så vandet kan løbe bort," påpeger Anders Krog.

Alle kommunale veje og cykelstier i Kolding Kommune rengøres to gange årligt – forår og efterår. Herudover fejer kommunens folk særligt udsatte steder med en mindre fejebil og traktorer med kost, når der er behov for det.

Telefon: 79 79 79 79
kommunen@kolding.dk

Genveje