---
title: "Flere oplever længere kø ved Kolding - Vejdirektoratet justerer"
description: "Vejdirektoratet følger trafikken tæt på E45/E20 ved Kolding, hvor et større vejarbejde er i gang. Flere trafikanter oplever i øjeblikket længere rejsetid end forventet. Vejdirektoratet justerer løbende forholdene."
date: "2026-04-13"
created: "2026-04-13"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Flere oplever længere kø ved Kolding - Vejdirektoratet justerer](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/flere-oplever-laengere-koe-ved-kolding-vejdirektoratet-justerer)

# Flere oplever længere kø ved Kolding - Vejdirektoratet justerer

                ![Vejarbejde p&#xE5; motorvej](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/d616b736-221a-40b7-5563-08de96e2d26f?width=800)

Motorvejen omkring Kolding skal udvides. Vejarbejdet giver forlænget rejsetid. Foto: Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet følger trafikken tæt på E45/E20 ved Kolding, hvor et større vejarbejde er i gang. Flere trafikanter oplever i øjeblikket længere rejsetid end forventet. Vejdirektoratet justerer løbende forholdene.

*Pressemeddelelse udsendt af Vejdirektoratet 13. april 2026.*

Da arbejdet med at udvide motorvejen blev meldt ud, forventede Vejdirektoratet en begrænset ekstra rejsetid set i lyset af de i forvejen lange køer på strækningen. I praksis viser det sig dog, at forsinkelserne i perioder har været større end antaget.

”Vi forstår godt, at det er frustrerende for trafikanterne at holde i kø i længere tid. Det er også derfor, at vi løbende følger trafikken tæt og justerer, hvor det er muligt,” siger projektchef i Vejdirektoratet, Mette Vikjær.

Motorvejen ved Kolding er i forvejen en af landets mest trafikerede, og med et omfattende vejarbejde er kapaciteten ekstra presset. Det giver øget risiko for kø – særligt i myldretiden.

Vejdirektoratet følger trafikken tæt og justerer løbende. Blandt andet bliver skiltningen justeret, så det bliver tydeligere for trafikanterne, hvordan de skal placere sig på motorvejen i god tid. Formålet er at skabe et mere jævnt trafikflow og reducere opbremsninger.

”Vi forventer, at trafikken vil glide lidt bedre, efterhånden som justeringerne implementeres, og trafikanterne vænner sig til forholdene. Men kapaciteten på strækningen er presset, og der er ikke nogen hurtig løsning. Det betyder, at det under vejarbejdet bliver mere besværligt, før det bliver bedre,” siger Mette Vikjær.

 Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at følge den aktuelle trafikinformation.
