---
title: "Følg strømmen – fjern batteriet"
date: "2026-06-02"
created: "2026-06-02"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Følg strømmen – fjern batteriet](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/foelg-stroemmen-fjern-batteriet)

# Følg strømmen – fjern batteriet

        ![](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/35d4e9ba-0b68-4e85-5695-08debc95e372?width=800)

Husk at tage batterier ud af elektronik og apparater, inden du afleverer dem på genbrugspladsen.

Selv små batterier kan skabe store brande: Ny fælles kampagne sætter fokus på de mange produkter, hvor du skal fjerne batterier, inden du sorterer dem.

Det tager kun få sekunder for dig at fjerne et batteri – men det kan gøre en kæmpe forskel for både miljøet og sikkerheden på genbrugspladser og affaldsanlæg.

Derfor opfordrer Redux – Affald og Genbrug dig og dine medborgere i Kolding Kommune til at huske at tage batterier ud af elektronik og apparater, inden I afleverer dem på genbrugspladsen.

Særligt gælder det for produkter med de såkaldte litiumbatterier. De udgør en stor miljø- og sikkerhedsmæssig risiko, hvis de ikke følger den rigtige affaldsstrøm videre i systemet. De kan nemlig bryde i brand, hvis de bliver beskadiget eller klemt sammen med andet affald.

Hvis det kan:

- sige bip
- vibrere
- oplades
- lyse
- varme

… så er der sikkert et batteri i.

## Vidste du, at der også kan være batterier i…?

Der er batterier i mange af dine ting. Også nogle, du måske ikke er klar over.

- elcykler og løbehjul
- elektrisk værktøj: boremaskiner, skruemaskiner og stiksave
- elektronik: bærbare computere, smartphones og tablets
- haveudstyr: hækklippere og græstrimmere
- legetøj: fjernstyrede biler, elektriske legetøjsbiler og robotter
- husholdningsapparater: robotstøvsugere, ledningsfri støvsugere og genopladelige lamper

Redux oplever desværre jævnligt, at batterier og elektronik ender i det forkerte affald. Det kan skabe farlige situationer for medarbejdere på genbrugspladser, i skraldebiler og på sorteringsanlæg.

> Når du tager batteriet ud og sorterer det som farligt affald, hjælper du med at passe på vores kolleger og forebygge brande i affaldet, siger Martin Bramsen, der er formand for Kolding Kommunes fem genbrugspladser.

## Sådan afleverer du batterier

Små husholdningsbatterier og litiumbatter under 100 watt skal afleveres i den blå tønde ved bygningen til farligt affald på genbrugspladsen. Litiumbatterier over 100 watt skal afleveres som farligt affald. Begge dele kan også afleveres i den [grå kasse til farligt affald](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/ece4aead-40ee-4b3a-8c68-b46608112a89 "grå kasse til farligt affald"), som du kan få hentet derhjemme.

Kan batteriet ikke tages ud, skal hele produktet sorteres som elektronik. Nogle ting sorteres dog ikke som farligt affald, selv om der er batterier i. Fx blinkesko til børn, der skal afleveres som småt elektronik og en el-cykel der skal afleveres som stort elektronik hvis batteriet ikke kan fjernes. [Brug sorteringsguiden](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/5d78410c-807b-471a-867d-482157dd33db "Brug sorteringsguiden") eller kontakt personalet på genbrugspladsen, hvis du er i tvivl.

Find sorteringsguiden og læs mere om farligt affald og sortering på:

[www.kolding.dk/affald](https://www.kolding.dk/MOLIRIPAGE/215b1676-dc8a-46ba-b273-8d630cbcb529 "www.kolding.dk/affald")

Kampagnen ”Følg strømmen – fjern batteriet” er en fælles kampagne, som renovationsselskaberne i Kolding, Vejle, Fredericia og Middelfart kommuner står bag.
