Forårsfestival for femte gang
Abba Gold Tribute
Der bliver smil, dans og glæde, når hundredvis af festivalgæster indtager Sydbank Arena og skyder foråret i gang med en festival for borgere med handicap.
Igen i år er der lagt op til en eftermiddag med musik, smil og samvær på tværs af kommunegrænser, når Kolding Kommune byder ind til fest. Forårsfestivalen er en festival for mennesker med funktionsnedsættelser og gæsterne kommer fra hele Region Syddanmark.
Programmet byder på både borgerbands, Abba Gold og endelig er der lagt op til stor fest, når Kandis igen i år indtager den store scene. Festivalen ligner på mange måder, landets andre festivaler – og så alligevel ikke helt.
”Mennesker med en funktionsnedsættelse har brug for særlige rammer for at kunne tage del i store festlige begivenheder. Det skaber vi med Forårsfestivalen. Men ellers er det en festival som alle andre, hvor deltagerne møder nye mennesker, skaber relationer og får mulighed for at danse og synge sig væk fra hverdagen,” fortæller Anne-Mette Autzen, centerleder ved CBA.
På Forårsfestivalen er der rig mulighed for at købe mad i madboder og deltage i aktiviteter, når der ikke er musik på scenen. Det er femte gang, at Kolding Kommune er vært ved den indendørs festival, der, hvis det går som det plejer, bliver et overflødighedshorn af livsglæde, dans og musik.
”Festivalen samler mennesker med funktionsnedsættelser. Sammen fester de, danser og synger med på musikken. Det er et mindeværdigt og meningsfyldt fællesskab, der byder på både nye og gamle venner. Sådan har det været på Forårsfestivalen de sidste fire år – og mon ikke vi igen i år får en oplevelse, der giver et boost til livskvaliteten og som gør at vi kan mærke smilemusklerne dagen derpå,” slutter Anne-Mette Autzen.
Kontakt
Ansvarlig for Forårsfestivallen og Centerleder ved CBA: Anne-Mette Autzen, tlf. 27 74 14 11