---
title: "Forårsrengøring af kommunens veje og cykelstier"
description: "Mandag den 23. marts begynder den store forårsrengøring af de kommunale veje og cykelstier i Kolding Kommune. De kommende uger vil flere hundrede tons grus, sten, cigaretskod, glas, plastic, osv. blive fejet sammen og fjernet fra veje og cykelstier."
date: "2026-03-19"
created: "2026-03-19"
---

[Hjem](https://www.kolding.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.kolding.dk/om-kommunen)

                    [Nyhedsarkiv](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv)

                [Forårsrengøring af kommunens veje og cykelstier](https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/foraarsrengoering-af-kommunens-veje-og-cykelstier)

# Forårsrengøring af kommunens veje og cykelstier

                ![For&#xE5;rsreng&#xF8;ring af veje og cykelstier](https://www.kolding.dk/i/MOLIRIMEDIA/8153ec8e-0d72-4a3a-da33-08dd6148a5be?width=800)

Så er det tid til forårsrengøring af kommunens veje og cykelstier igen.

Mandag den 23. marts begynder den store forårsrengøring af de kommunale veje og cykelstier i Kolding Kommune. De kommende uger vil flere hundrede tons grus, sten, cigaretskod, glas, plastic, osv. blive fejet sammen og fjernet fra veje og cykelstier.

”Efter en lang og hård vinter bliver det rart at få vores veje og cykelstier gjort rene,” siger entrepriseleder Anders Krog, Kolding Kommune.

Hovedrengøringen, som gennemføres forår og efterår, er med til at holde omgivelserne pæne, men har også andre vigtige formål.

”Når vi rengør vores vejnet, så undgår vi at blade, henkastet affald, sand, etc. stopper regnvandsristene til, så vandet ikke kan løbe bort. Vi gør det også sværere for ukrudt, som kan ødelægge asfalten, at få fodfæste,” forklarer Anders Krog.

## Vis hensyn

Forårsrengøringen af de mange hundrede km veje og cykelstier strækker sig over cirka seks uger. Godt 10 medarbejdere fordelt på to grupper vil være involveret i arbejdet. Hver gruppe kører i et ”tog” med 2-3 traktorer med koste efterfulgt af to store maskiner, der både fejer og suger affaldet op.

Trafikanter, som møder rengøringsholdene, opfordres til at vise hensyn og holde afstand.

## Grundejernes ansvar

Mens kommunens sørger for rengøring af kommunale veje og cykelstier, så er det grundejernes ansvar at holde fortove samt private veje/fællesveje rene.

"Som grundejer har man ansvaret for at renholde fortovet ud for egen grund. Ansvaret for private veje og private fællesveje er placeret hos grundejerne, der ofte vil være organiseret i en grundejerforening eller et vejlaug. Den allervigtigste opgave, når man gør rent, er at sørge for at holde rendestensristene rene, så vandet kan løbe bort," påpeger Anders Krog.
