Skip til hoved indholdet

Frederik skal løbe med Mary

Oprettet 18. maj 2022

Når man siger Frederik og Mary, så er det nærmest umuligt ikke at tænke på Danmarks Kronprinspar. 

Men når vi fortæller at både Frederik og Mary skal løbe Royal Run i Kolding, så er det kun den ene, der har blåt blod i årene. Den anden er 25-årige Frederik Skov, der bor på Borgmestervej i Christiansfeld - et botilbud i egne boliger for voksne med betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Han og 167 andre borgere fra kommunens tilbud på Social- og Handicapområdet nåede nemlig at tilmelde sig folkefesten inden distancerne blev udsolgt på kort tid. 

Frederik skal - sammen med flere andre borgere på Borgmestervej - deltage i ruten ’One Mile’ og har derfor taget initiativ til fællestræning op til Royal Run. De træner ca. hver 14. dag afhængig af, hvornår det kan lade sig gøre i kalenderen og har gjort det siden begyndelsen af året.

Træningen markeres i kalenderen med ”Kongekronen” og træningsruten er på ca. 1,5 km., hvilket knap svarer til en mil, og ruten er den samme hver gang. Frederik har en ambition om at komme i bedre form, og det er en af hans store motivationsfaktorer for at melde sig til og træne op til Royal Run.

Langt størstedelen af de 168 borgere fra tilbuddene deltager i ruten One Mile og flere borgere har en ledsager med. 

I hele projektet har der været en fantastisk opbakning fra alle – både fra centerlederne og medarbejderne - til initiativet om at inddrage vores borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i Royal Run, og Social- og Handicapchef Gülcan Güven Grud glæder sig over den store tilslutning.

"Den fantastiske opbakning understreger, at vi mener det, når vi siger alle kan være med og deler hashtagget #AlleKanVæreMed til fællesskabets fest i Kolding. Vi glæder os til dagen, som hastigt nærmer sig, og kommer helt sikkert forbi og hepper på Frederik og alle de andre deltagere," siger hun. 

Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet, og bagved står DIF, DGI og Dansk Atletik. Royal Run støttes af Nordea-fondenTrygFonden og Novo Nordisk Foundation / Novo Nordisk Fonden. TV 2 DANMARK A/S og Regionerne er mediepartner på Royal Run.